Violin, visne blomster & vikingeschwung
Mens Amager Bio bød på black for de bredere masser var vi en mindre skare i nabohuset, som søgte mod sortmetallens yderkroge med blandet succes fra Grift og Panopticon.
2. Bodies Under the Falls
3. A Message to the Missionary
4. Merkstave
5. Snow Burdened Branches
6. Know Hope
7. Sigh of Summer
8. Into the North Woods
For et par år siden bød en ven ind til en tidlig fejring af årsskiftet dagen før nytårsaften. En aften med den fælles passion for metallen som samlingspunkt, og hvor vi gravede dybt i gemmerne for at inspirere hinanden lidt udenfor det vante lydspor.
En af disse udgravninger resulterede i min ilddåb med Grift. Melankolien og den melodiøse undertone var det første, der skar sig ind på nethinden, og selvom jeg kun sporadisk fik fulgt op på introduktionen de efterfølgende år, så var der dog noget autentisk og pirrende ved deres, hvis ikke depressive, så i hvert fald emotionelle take på black metal-genren, som forpligtede mit fremmøde, så snart jeg faldt over denne onsdags-booking på BETA.
I bund og grund burde jeg dog måske skrive hans i stedet for deres. Erik Gärdefors er nemlig Grifts naturlige omdrejningspunkt, og det lod sig også slet skjule i live-situationen, hvor hans forpinte, svensksprogede klagesang med guitaren som det bærende, musikalske virkemiddel var Grifts mest tydelige markør. Dét og så trommeslageren, som ubesværet flød i ét med lydbilledet og det ene øjeblik kunne storme igennem og det næste øjeblik trække stikket, alt afhængig af, hvad den enkelte sang krævede. At den lille, ophedede sal desuden var krydret op med røgelse og, hvad der kunne ligne medbragte, naturlige indspark fra skovene hjemme i Götaland gjorde også sit til at sætte lidt kulør på Grifts atmosfæriske black metal, der blev leveret uden skyggen af store armbevægelser.
Udover de kunstneriske af slagsen, forstås.
Hvor bandet intet væsen gjorde af sig selv, som de stod dér, fokuserede på hver sin firkant af scenen, så lod de sangene og indlevelsen tale sin egen sag. Det underspillede forstærkedes ikke mindst, da en ven påpegede deres manglende sceneaktivitet i samme sekund, som Gärdefors meget højtideligt tændte et fyrfadslys forrest på scenen uden så meget som at sige et ord. Melankolien kunne nærmest skæres ud i luften, ikke mindst når den svenske dialekt sjungede mest, mens intrikate arrangementer i fx ’Den Stora Tystnaden’ eller den Agalloch-inspirerede ’Undergörare’ highlightede de mere episke sider af, hvad Grift kan, når deres vinger breder sig mest ud.
”Er det ikke det dér album med Isis?”
Nu skal vi dog ikke glemme, at Panopticon var hovednavnet. Endnu et én-mands projekt, i dette tilfælde fra Kentucky, som tidligt i karrieren vandt de mere søgende lytteres hjerter på deres stemningsmættede fusion af atmosfærisk black og bluegrass. Sidenhen er de metalliske elementer og de artistiske sidespring migreret med mindre held, som vi fx hørte på sidste års ’…And Again Into the Light’, men spændte var vi dog alligevel på at høre, hvad Panopticon så kan på scenen anno '22.
Selvom begge aftenens bands bevæger sig i den stemningsmættede ende af black-spektret, så var det dog svært at drage mange andre paralleller i live-scenariet. Hvor Grift var de underspillede, patosdrevne moodsettere, så var Panopticon tværtimod så stort og dramatisk et metalorkester, så det halve kunne være nok. Tre af de seks mand deltes om brølene, og det var hurtigt tydeligt, at deres eksperimenterende indfald blev meget underprioriteret i live-situationen. Mandolinen var efterladt derhjemme, og keyboardisten fik meget lidt plads i lydbilledet til at afsøge andre græsgange end bagtapet til metallens tunge lydmur. Hvor insisterende en headbanger violinisten end var, så var det også alt for ofte svært overhovedet at identificere den i lydbilledet, simpelthen fordi vægten var så meget på den tunge del af deres katalog. Skarpest stod den i ’A Message to the Missionary’, hvor distortionen stjal lidt mindre af lydmuren, og i det abrupte bluegrass-stilskift midt i ’Bodies Under the Falls’, der tydeligvis stadig var et underholdende indslag for dem selv på scenen – hvor absurd det så end må have virket, hvis ikke man allerede vidste hvad man var gået ind til.
Panopticons særkende var alt for udvasket, og det var en af de koncerter, hvor de kunne agere nok så vildt på scenen, men hvor de, udvandringen in mente, tydeligvis for de flestes vedkommende spillede for døven øren, og hvor intet reelt satte sig på nethinden. Antitesen til Grift, der stod fokuseret og med stor succes lod sangene sælge sig selv, mens Panopticon kæmpede og kæmpede uden det store aftryk. Den afrundende ’Into the North Woods’ havde dog en svajende, næsten vikingemetallisk charme over sig, som gik godt i spænd med violinistens dragende strøg og efterlod om ikke andet, så i hvert fald et mere harmonisk og positivt, afrundende stempel på koncerten, som en afveksling fra den bragende lydmur, vi det meste af koncerten blev overdoseret med.
Om det var deres gøren og laden, eller om det var Abbaths fristelser i de tilstødende lokaler, der gjorde, at publikum var noget ala halveret allerede halvvejs inde i koncerten, kan for så vidt være underordnet, men Grift havde i hvert fald inspirationen og ånden med sig i aften, mens Panopticon virkede som en bedaget skygge af sit fortidige selv, der i hvert fald i aften lod til at have mistet den originalitet og den drivkraft, som gjorde dem til noget særligt tidligere i karrieren.
Måske var det derfor, at to af mine venner uafhængigt af hinanden troede, at jeg skulle ind at høre Isis spille 'Panopticon'-pladen, da jeg nævnte line-uppet. Panopticon lader til at være glemte - og med aftenens koncert in mente, så forstår man desværre godt hvorfor.
Grift: 4
Panopticon: 2