RB '23: Er det mon her vi skal hen?
Franske Sierra havde pokeransigt under det meste af sin koncert, mens hun kiggede ud over en kogende sal af danseglade roadburners. Mange andre måtte gå forgæves, da det franske multitalent lavede festivalens længste kø.
Sidst vi her på magasinet fik fornøjelsen af Sierra, var da den franske EDM musiker varmede op for Carpenter Brut. Den optræden gav anledning til megen ros efterfølgende, og derfor var Sierra naturligvis et af de shows, vi absolut måtte se.
Hall of Fame, der sidste år var sendt ud i kulden under en teltdug, var i år rykket indenfor i nyindsatte lokaler. Her kunne man nyde en øl i baren eller man kunne - som vi gjorde - bare gå direkte ind i salen, der som festivalens næstmindste scene kun har en kapacitet på 250 mennesker. Det viste sig at være et særdeles klogt valg, for minutter efter var køen ude foran Hall of Fame lang som et ondt år, og det blev efter sigende kun værre, efterhånden som koncerten skred frem.
Men for de heldige, der fik en plads i salen, var der lagt i gryden til en dansefest af de helt store, da Sierra, der er musikalsk trænet siden barnsben, gav os en smagsprøve på det, der måske godt kan være fremtiden i den mørke ende af musikken. Rent genremæssigt bevæger Sierra sig i EDM-universet, men med kraftige indslag af darkwave, techno og synthwave. Der var denne eftermiddag plads til det tunge, til det hårde techno, til det drømmende - alt sammen fremført med den mest cool attitude, jeg har set længe, foran en i stigende grad fjollet menneskemængde.
Og når jeg siger fjollet så mener jeg fjollet. Der er noget ved Sierras kompositioner, ved hendes optræden, ved hendes cool-as-fuck attitude, som bare rammer lige det sted i maven, hvor alt er varmt og sjovt og boblende. Noget, der stod i skarp kontrast til de kontante kompositioner, hun leverede til publikum, accentueret af hendes markante slag på drumpad'en. Sierra selv så lettere uforstående ud over den megen begejstring og virkede tillige så fokuseret på at få synths og computer til at arbejde sammen, at det ikke gjorde noget synligt indtryk på hende - i hvert fald set fra vores pladser.
Showet var en lang puls af tung, næsten dyrisk sensualitet, der aldrig blev klistret eller klam, og som heller ikke havde behov for bar hud eller stramme bukser, men som simpelthen emmede ud af musikken og Sierras egen ret unikke optræden. Det er svært ikke at sammenligne med mandlige modstykker, som fx Carpenter Brut eller Perturbator, men det er alligevel helt umuligt at sammenligne.
For på samme måde som Perturbator leverer rå, maskulin, maskinel musik (hvilket også kan være fedt), så formår Sierra at udnytte maskinerne og det industrielle udtryk til at udtrykke en feminitet, der fyldte hele rummet op, og jeg håber og tror på, at det kan være en inspiration for unge kvinder med lyst til at bevæge sig på den mørke side af det musikalske univers. Hun gav ikke en fuck for noget som helst, og sendte blot bølge efter bølge ned gennem publikum, der dansede, svedte og grinede som sjældent set på Roadburn, der ofte er præget af alvorstung andægtighed.
Da koncerten var slut, og Sierra kort fik takket for fremmødet, var det nærliggede at overveje om ikke det her vi skal hen? Der hvor det mørke, det tunge, det maskinelle ikke er forbeholdt en umiddelbar, udadreagerende energiudladning, der hurtigt fiser ud, men måske også kan bruges til at skabe en tungere, mere feminin og mere indadvendt energi, der kan vare lidt længere end den sidste slurk fadøl efter koncerten?