RF 26: Smag på et balkanbryllup i helvede
Smag På Dig Selv omdannede Eos til et balkanbryllup i helvede med deres kaotiske saxofon-techno og utæmmelige energi på scenen.
“I aften, der skal vi gå fucking mental.” Saxofonist Torbjørn Øllgaard stirrede insisterende ud på publikum, mens han satte pistolfingre for tindingen og gentog budskabet. Så truttede han insisterende videre i sin gigantisk dimensionerede bassaxofon, og publikum på Eos lod til at have forstået det; vi skulle gå mental.
Med en lyd, der er drevet frem af Albert Holbergs komplekse, håndspillede technotrommer og elektroniske trommespor, og Torbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsens frenetiske saxofon-trutteri, lyder Smag På Dig Selv ikke som noget som helst andet. En skønsom blanding af freejazz, four-to-the-floor-techno og halsbrækkende hurtige drum’n’bass-rytmer, som fik publikum til måbende at glo op på trioen. På Eos var de klædt i rødt scenelys og ‘cirkelsparksbukser’, som Thorbjørn Øllgaard smukt formulerede det, da han efter et par numre tog munden fra saxofonen for at proklamere, at de “var kommet for at slås”.
Det føltes som at være fanget i et technorave og en kaffeslabberas med ham den sure fiskehandler fra Brøndby Strand, hvis kontante sandheder og ufiltrerede motormund, du uden tvivl er stødt på i dit Instagram-feed. Den uregerlige Christiania-trio har tidligere givet Roskilde-publikummet en endefuld på Avalon, men nu var tiden kommet til at tage livtag med Eos, den store friluftsscene, og de sko udfyldte de tre mand på scenen fornemt. Efter tre numre var publikum nærmest hensat i en form for ekstase, fremkaldt af mellemøstlige toner, der sendte os direkte ned i bazarens bjerge af farverige krydderier.
“Må jeg se jer fucking klappe, mand,” befalede Torbjørn Øllgaard, inden han slap saxofonen og i stedet begav sig ud i en art mongolsk strubesang. Senere blev det tid til lidt lynterapi.
“Nu skal vi have råbeterapi. Når beatet dropper, så råber hele plænen,” skreg han, og publikum gav slip og råbte med, mens det kakofoniske saxofonangreb bare blev vildere og hurtigere, så man følte sig hensat til et balkanbryllup i helvede.
Det var en indigneret, vred og medrivende koncert, hvor der ikke blev ytret mere end tre ord fra scenen, uden at der også blev klemt et ‘fucking’ ind. En times techno med trut i, som også endte som et eksempel på vellykket aktivisme, da der blev blæst et MobilePay-nummer op på storskærmen sammen med en kraftig opfordring til publikum om at sende en skilling til Det Danske Hus i Palæstina, som den 'zionistiske danske regering' har frataget støtten, lød det.
“Fuck Mette Frederiksen og Martin Krasnik, som har været med til at fremstille det her folkemord som en ligeværdig kamp,” lød det rasende fra scenen, inden vi alle sammen gik fucking mental en sidste gang.
Efter festivalen kunne dr.dk berette, at der var indløbet mere end 200.000 kroner fra mere end 2.000 donorer på aftenen til husets arbejde til fordel for palæstinensiske børn og unge.
En pragtfuld energiudløsning af en koncert.