RB 24: Blidt lys over Roadburn
Die Wilde Jagd satte alt på et bræt og leverede festivalens absolut mest mindeværdige koncert i samarbejde med Dutch Metropol Orkest.
Der er bestilte koncerter, og så er der bestilte koncerter. Roadburn er vidt og bredt berømt for at lave nogle helt sindssyge koncerter, der kun spilles én gang og det er på Roadburn. Skrevet til og for Roadburn som eksklusive optrædener. Det er ikke billigt for festivalen, og selvom der er pletskud iblandt, så er disse koncerters storhedstid nok forbi. Eller det troede vi. For med Die Wilde Jagds kæmpe opførelse af værket ‘Lux Tenera”, der betyder noget i retning af “blidt lys”, blev det tydeligt, at netop her er festivalen enestående i verden.
Stilhed og telefonlyde
Allerede da vi kommer ind på Main Stage søndag eftermiddag, kan vi se, at det her ikke bliver nogen normal koncert. To gigantiske - og jeg mener gigantiske - trommer står i hver side af scenen, der er fyldt til randen med musikere fra Dutch Metropol Orkest, der lægger sidste hånd på instrumentstemningen. En stille kakofoni af toner glider ned over salen, der fyldes - om ikke til randen, så hæderligt. Sebastian Lee Philipp, hjernen bag Die Wilde Jagd, sidder helt stille bag synth-pulten med sin guitar, mens det øvrige liveorkester også sidder og venter. Koncentrationen er enorm og i salen kan man høre en knappenål falde til jorden. To gange når vi at klappe, fordi det ikke er helt tydeligt, om koncerten egentlig er gået i gang og efter en evighed af stilhed sætter de første spæde toner, mens de sidste i publikum får mere end almindeligt travlt med at slukke for diverse notifikationslyde.
Indvarsling af storm
Til lyden af regnvejr sætter orkestrets tunge blæsersektion i gang i samspil med de mere sprødt klingende tværfløjter og klaveret. Det er sjælfuldt, elegant og ildevarslende og efter 10 minutter i den stemning sætter Metropol Orkest under kyndig styring af Simon Dobson, arrangør og dirigent, alle sejl til sammen med det øvrige band, hvor særligt trommeslager Ran Levari udmærker sig med stor musikalsk følelse, da han mesterligt falder ind med orkestret. Men kun i kort tid. Den uendelige opbygning slutter med et brag og en fin lille klokke, der sætter punktummet for første akt, der mødes med gigantiske bifald fra publikum - måske det største, jeg har hørt på dette års festival.
Omsluttet af selve tiden
Anden akt indledes med et stille klaver og en undertone af uvejr, mens Philipp selv taler ind over musikken. Det er fint, elegant og sprødt og lyden er ganske enkelt fremragende. De store trommer i siden af scenen sætter ind, mens en kæk lille violin hopper ind og ud af de blide melodistykker og de tunge trommer. Under Dobsons faste styring fylder harpen og det øvrige orkester tomrummene ud, indtil vi omsluttes af rytmens hjerteslag og går i et med fortiden, nutiden og fremtiden, inden en carnyx kommer ind og blæser til kamp sammen med den øvrige blæsersektion, mens nummeret bare bygger op og op og op, til vi alle sammen trækker vejret i takt.
Sommerregn og krigshorn
Heldigvis lander vi alle sammen blødt med starten på tredje akt, hvor bløde strygere og en lækker cello pakker os ind i forårsgrønt og duften af sommerregn, der netop er stoppet. Nummeret er minimalistisk instrumenteret, men taber desværre en lille smule momentum midtvejs. Det trækker dog ikke nævneværdigt fra det faktum, at Dobsons arrangement er på kanten af genialt og så gennemført elegant, at man får gåsehud på armene.
I fjerde akt sættes alt på ét bræt, og carnyx’en gjalder skrigende ind over pauker, kæmpetrommer og orkester. Alle øjne er rettet mod Dobson, for alt her kan gå så grueligt galt, og det skal for alt i verden undgås. Det går ikke galt. Livlige bongotrommer piler ind og ud mellem benene på de tunge blæsere, mens strygerne får lejlighed til at space lidt ud, da nummeret når sit første klimaks. Og bedst som vi alle er forsvundet helt ind i musikken, stopper den op, bliver lille og tynd, kun kontrasteret af en utålmodig violin allerbagerst i lydbilledet.
Imens bygger Philip op til den store finale, hvor synth’en også for første gang får en fremtrædende plads, mens den sender os ned i en spiral af syntetisk noise, der ender i lyden af summende forstærkere skruet op på 11, alt imens en sprød xylofon glider ind og bygger op til hvad, der må være festivalens mest massive afslutning overhovedet i år.
Det samme kan siges om bifaldet, der varer i flere minutter, mens Philip ydmygt takker dirigent Simon Dobson, band og orkester.
Selvom vi bevæger os i kanten af, hvad der kan sættes op på en rock-festival, er vi ikke i tvivl: Denne koncert kommer vi til at tale om i mange år frem og tilbage er nu kun at håbe på, at de optog den med henblik på udgivelse.