RB 24: Utjekket på den ufede måde
Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
I virkeligheden syntes jeg, at det virkede lidt dumt at sætte Duma-frontmand, Martin Kanja’s sideprojekt op på Next Stage, der er en af de mindste scener på festivalen. Men lige her viste det sig, at festivalen havde ret.
Dels virkede det ikke som om, at de mennesker, der gik amok til Dumas to shows på sidste års festival, havde indfundet sig igen, og dels var publikumsmængden i starten af koncerten nok mest båret af nysgerrighed. Den var i hvert fald decimeret ved koncertslut, og det var fuldt forståeligt.
Lord Spikeheart var i hård konkurrence med clipping., der først var ved at slutte af inde på Main Stage, da koncerten skulle i gang. Heldigvis var overlappet til at overse, og salen blev hurtigt fyldt til skramlede lyde og dyriske skrig fra Kanja, der bestemt ikke opfører sig mindre vanvittigt på en scene under sit alter ego, end når han giver den gas i Duma. Bassen var af den slags, der mærkes fysisk som en let kvalme øverst i svælget, og akkompagneret af tunge beats og maskinelt forvrænget vokal var vi ligesom i gang.
For dem, der ikke har set Kanja i aktion, kan det være svært at forestille sig hans opførsel på scenen. Alle andre steder ville han være blevet indlagt. Han er en løve i et bur. En løve med piskende dreadlocks og i overalls. En løve, der skriger sjælesønderrivende - og den vokal fungerer. Både i Duma og i Lord Spikeheart. Men i modsætning til Duma virker Lord Spikeheart som et noget umodent projekt, og musikken gik i alle retninger og i ingen retninger. Visse steder fungerede det fint, mens det andre steder virkede som om vi hørte fraklip fra allerbagerst i skuffen. Det var ærlig talt vanskeligt at finde ud af, hvad pointen var udover at være vanvittigt. Nu kan vanvid naturligvis sagtens være en pointe i sig selv – det er der adskillige kunstnere i historien, der har lavet en karriere på – men jeg købte ikke rigtig præmissen her.
Hen imod slutningen af koncerten (altså 20 minutter før den sluttede) virkede det som om, at han endeligt var løbet tør for materiale, og det blev herefter mest bare et patchwork af lyde, der i sig selv ikke ville kunne stå alene i så meget som 10 sekunder.
Om projektet bare skal modne, eller om der kynisk malkes rester ud af Dumas succes, er svært at gisne om, men jeg var topforvirret da koncerten stoppede, og det virkede også som om, at de sørgelige rester af publikum havde det lidt på samme måde. Jeg hørte i øvrigt ingen på festivalen nævne hans navn igen, så i bedste fald var koncerten bare en lidt ligegyldig bøvs.