RF '19: I synthbanger-himlen
Den franske keyboardspiller havde både både guitarist og trommeslager til at føje metalliske strejf til de legesyge synthwave-skabeloner. Carpenter Brut befriede os for de sidste tilbageværende festendorfiner i de sene nattetimer.
Carpenter Brut er en ejendommelig størrelse. Som et af de førende navne inden for synthwave-genren havner den franske musiker ofte som stort navn på hovedscenen på internationale metalfestivaler som Brutal Assault og Summer Breeze, selvom man skal grave meget langt for at finde afskygningen af spade i studieproduktionerne. Vi snakker synth som taget ud af 1985, hvor de gamle horrorfilms søgende lydspor er det centrale omdrejningspunkt, hårdt pumpet, konstant med næste crescendo for øje. Det er ikke blot her, vi finder parallellerne til metallens verden, men også i bagmanden Frank Huesos svaghed for den dystre æstetik, som musikvideoerne også tydeligt illustrerer under al den 80'er-kitschede futurisme.
Live er Carpenter Brut dog en langt mere hybrid størrelse. Hueso bakkes op af guitarist Adrien Grousset og trommeslager Florent Marcadet, der sætter de rendyrket elektroniske lydflader i et nyt lys, hvor det metalliske fundament naturligt flettes ind efter en ratio a la 30/70. Allerede i andet nummer, 'Roller Mobster', fløj Groussets hår til alle sider, Marcadets militante præcision piskede raven op, og crowdsurfen slog ind. Sendetiden kl. 00:30 fangede os, mens festen var på sit højeste, og den moshervenlige nerve, der gennemsyrede Carpenter Brut fra start til slut, var lige den mavepumper, der var tiltrængt for at få den sidste vildskab ud af kroppen i aftenens sene timer.
Vi snakker hypnotiske synthbangers, bekvemt tilsat sporadiske distortede indslag og dobbeltpedal, hele tiden med rave og søgen efter det ultimative crescendo som målet i sig selv. Det kunne så i sig selv også bide Carpenter Brut i hælene, når man havde luret den gennemgående opskrift, men det adrenalininducerende futuristiske lydspor fik også lejlighed til at hvile i vokalbaserede stunder som 'Beware the Beast' og det afsluttende punchy cover af Michael Sembellos ellers klistrede 80'er-hit 'Maniac', som også holdt fællessangen kørende i Pavilion-teltet, længe efter den 60 minutters spilletid var ovre.
Der er en grund til, at Carpenter Brut ofte får påsat genretagget dance metal. Udtrykket var hårdt og kontant, men det var de færreste, der ikke fandt deres egne dansetrin frem denne aften på Pavilion, uagtet hvor meget af det der druknede i horn, headbanging og tilsvarende traditionelle metalliske virkemidler. Som Hueso selv har udtalt: ”The base (of metal) remains the same, but playing it with electronic instruments brings something new”.
Det var med andre ord meget nemt, ikke mindst for den langhårede del af publikum, at føle sig hjemme i Carpenter Bruts univers. Franskmændene er andet og mere end en hilsen til en svunden 80'er-æra og indikerede med deres evigt progressive opbygninger, hypnotiske crescendoer og distortede aggressioner, at synth ikke nødvendigvis er et tabubelagt skældsord fra fortiden – heller ikke i metalkredse.