Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Bring mig horisontens identitet

Populær
Updated
LRM_EXPORT_9088281034108_20190705_165822119-01
IMG_20190705_170422_986
LRM_EXPORT_9083190219018_20190705_165817028-01
IMG_20190705_170422_982
LRM_EXPORT_9085780687609_20190705_165819619
LRM_EXPORT_9086969829863_20190705_165820808
_XTD8661
_XTJ2365

Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.

Dato
05-07-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Denne anmelder tilhører den generation, som er vokset op med Bring Me the Horizon. Den generation, som har fulgt dem igennem ykt og tyndt, for det meste tyndt, og bevidnet, hvordan de album for album har begået et mere og mere smertefuldt selvmord. Med en lille form for håb tager undertegnede hen mod Orange Scene.

Forvirringen i deres udtryk opstår allerede efter de første to numre. Bring Me the Horizon har svært ved at vælge, om de vil være et typisk godt popband eller dvæle ved deres fortid. Oliver Sykes, som har været frontfigur for bandet siden starten, spørger publikum, om de er klar på at tage med på en spirituel rejse. Det kan i nogle sammenhænge virke, men når man  vælger at skyde ild ud af flammekastere, imens man er iklædt en bilkaversion af Slipknotkostumer, og spiller en sang, der kunne være skrevet af My Chemical Romance, falder det hårdt til jorden.

Nummeret ’House of Wolves’ bliver herefter spillet, og bandet prøver ihærdigt på at tiltale et gammelt, men også for længst tabt publikum. Overdynget af en stage production af Kanye Wests kaliber og nogle visuals med blomster og glade dage, virker det, som om man lidt har misforstået, hvordan man taler til en gammel deathcorefanskare. Det er pinligt unødvendigt, da bandet sagtens kunne bære at spille popmusik med samme opsætning.

Bring Me The Horizon burde nok fokusere på deres nyeste udtryk. Bandet har fejlet gang på gang med livekoncerter de seneste 6-7 år, hvor de har forsøgt at gengive deres tidlige hitsange. Forsanger Oliver Sykes kan ikke længere hverken skrige eller growle, som han gjorde dengang, men til gengæld var deres nye albumbanger ’Medicine’ lige i skabet. Her formåede Sykes at synge den næsten som på skiven. Desværre vælger bandet at køre videre i den gamle smøre og spiller ’Sempiternal’. Deres relativt nye medlem ,som står for den elektroniske synthdel af bandet, tager over på passager hvor der skal skriges eller skråles. Når man som yderst ikonisk frontmand skal have nyt blod til at synge dele, man ikke længere selv kan, skal man måske bare lade være. Medmindre man er King Diamond, selvfølgelig.

Brugen af flammer under popnumre med kvinder i kostumer og visuals med blomster får bandet til at fremså, som om de desperat higer efter accept. Accept i både popverdenen og den verden, som visnede for over et årti siden; bandet forsøger på værste kierkegaardiske måde at holde fast i noget, hvor viljen for længst er forsvundet. Man skal kunne turde at give slip, som ovennævnte filosof og teolog har sagt.

Bring Me the Horizon går af scenen efter præcis 70 minutter. Den tid, man er tildelt som minimum på en scene som Orange. Til deres show på Vega i 2009 spillede de en 40 minutter lang koncert, hvilket var kortere end begge opvarmningsbands. Men selvom de åbenbart ret konsekvent går efter den korte spilletid til koncerter, bliver det alligevel stilforvirret. Man kunne have håbet, at de endelig kunne hvile i en genre og gennemføre det, for drengene fra Sheffield er ikke uden evner. De har bare været møgforkælede.