Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW 24: Røgelse uden guld og myrra skær

Updated
Adriana Zak @adrianazak - Wolves in the Throne Room 02-2000x1333

Der var egentlig intet galt med Wolves in the Throne Rooms koncert. Men var der noget godt med den?

Spillested
Dato
16-05-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Washingtonbandet har med rette indtaget en plads på en af de øverste hylder i reolen med den atmosfærisk black metal, måske især i kraft af bandets andet og tredje album, men så er vi jo også helt tilbage i 2007-2010. Har WITTR stadig relevans i dag?
Ja, kunne man mene. Bandet er vel større nu end nogensinde før, og den seneste udgivelse, singlen “Twin Mouthed Spring”, er da også et fint nummer. Det fik vi også at høre denne aften, ligesom vi fik en okay version af 'Thuja Magus Imperium'.

Alligevel var det anelse skuffende at overvære bandet spille i Lille Vega på A Colossal Weekends førstedag. Ovenpå at have set Kollapse sejre ved at spille med en strålende intensitet, var indtrykket af WITTR en anelse distanceret og køligt. Når et band når en vis størrelse, så har turnéerne det med at blive længere.
Jeg ved ikke, om det var det, der skabte den professionelle distance – at København og A Colossal Weekend blot var endnu et stop blandt en lang række andre – men i hvert fald kunne man mærke den. Den professionelle kunnen, hvor numrene blev serveret flot. Hvor man egentlig ikke kunne klandre bandet for noget, men hvor man heller ikke rigtigt kunne mærke dem.

Det kunne man hverken, når de buldrede derudad på blastbeats, eller når de ikke helt fik bjergtaget os med ambiente og svævende lydflader. Salen duftede af røgelse under hele koncerten, men publikum måtte se sig om efter både guld og myrra skær. Vi var ret langt fra et mirakel, og mændene på scenen delte kun det professionelt påkrævede af deres visdom ud.
Så fik jeg vist også tampet den metafor til døde, ligesom WITTR fik halveret publikum i Lille Vega i løbet af deres ikke dårlige, men bestemt heller ikke gode koncert.