"Dude, where's my knallert?"
Populær
Accept lyder som forventeligt. Æstetisk ægte firser-metal men med et lag af støv og sepia, der understreger, at tyskerne aldrig nogensinde bliver rigtig vilde og voldsomme igen.
2. Too Mean To Die
3. Overnight Sensation
4. No One's Master
5. The Undertaker
6. Sucks To Be You
7. Symphony Of Pain
8. The Best Is Yet To Come
9. How Do We Sleep
10. Not My Problem
11. Samson and Delilah
Du kan sikkert huske den. Den der let infantile, uregerlige, stormende og sikkert ulykkelige forelskelse, der var den allerførste. Du er måske kun lige blevet teenager, det er så småt ved at gå op for dig, hvad kærlighed kunne være, hvad ”forelsket” overhovedet betyder, og hvor fantastisk det kan føles. Og så står hun der. Hende fra parallel-klassen. Eller inde fra naboen. Eller nede fra supermarkedet. Hende, du for altid vil kunne huske, fordi hun var den første, der fik dig til at overstrømmes af nye typer følelser og drømme, du aldrig havde vidst fandtes. Hende, der fik dig til at mærke denne her skylle af sødmefuld kulde, liderlig varme og uforståelige tanker og fantasier, der gjorde dig ør dagen lang. For allerførste gang. Du anede ikke, hvad du havde med at gøre, men du kunne lide det.
Det kunne have været mig og Accept. Vi mødtes kortvarigt tilbage omkring 1990, før jeg egentlig var moden nok til den slags, da 'Metal Heart'-albummet dukkede op i min storebrors album-stak. Og jeg prøvede det da. Men det fangede mig aldrig, uanset hvor meget ideen om det vilde og voldsomme, hvor forventningerne langt overgik realiteterne, ellers trængte sig på. Brormand havde tilpas mange andre albums, der allerede dengang, for 30 år siden, gjorde Accept en smule uinteressant.
Iron Maiden. Der var lidt sejere med deres guitarer, havde en lidt vildere vokal og spillede lidt hurtigere. De hårde drenge fra Metallica. Megadeth. Nøj, de var sure. Og så de der grunge-bands, som også pludselig kom og var beskidte og smadrede og triste. Alt sammen var det mere spændende end at skulle lytte til Accept. Og før mit møde med tyskerne blev en egentlig flirt, var de gemt væk igen. De var for gamle, jeg var for ung.
Et ekstra medlem, ingen nye ideer
Og pludselig skriver vi 2021, min bror har givet sin musiksamling væk, alle grunge-musikerne er døde, og ingen rigtige mennesker har knallerter mere. Og jeg skal lytte til Accept igen. Legendariske Udo Dirkschneider har været væk længe, den originale bassist Peter Baltes fulgte trop for et par år siden, og bandchef Wolf Hoffmann har forsøgt at kompensere for den profil-løse startopstilling ved at tilføje en tredje guitarist. Det gør man jo. I hvert fald i Iron Maiden. Og Accept vil gerne vise, at de er villige til at tænke nyt, flytte på deres standarder og bevægede sig ind i 2020'erne. Coveret alene med en slange, der tilsyneladende er lige dele pigtrådshegn, knallertdæk og terminator understreger, at bandet både nikker anerkendende til de oprørske år, der ligger bag dem, samt til fremtiden, hvor terminatorer og robotter og sår'n nå'et er standard. Ikk'?
Lyden er nu ellers rimelig klassisk Accept. Det er lyden af knallerter, denim-jakker og varme flaskebajere fra købmanden, som var det fedeste i verden, indtil man solgte det hele for at få råd til udbetalingen på det der rækkehus i Hammerum. At Philip Shouse er kommet til som tredjemand på spaden kan kun høres ganske få steder på pladen; skylden for det ligger både ved kedelig sangskrivning og hos Andy Sneaps noget flade produktion, der da lyder autentisk, bevares, men absolut heller ikke efterlader plads i lydbilledet til nogen som helst nytænkning.
Titelnummeret sætter da også facitstreger under, at Accept sateme stadig er autentiske. Man kan stadig være en ”heavy metal warrior, restless son of a bitch”, selv om man er oppe i pensionsalderen. Samme sang er også svaret på, hvorfor det var, jeg valgte Iron Maiden og de andre dengang for mange år siden. Der mangler yderligheder og kontraster i Accepts musik, der gør det rigtig fedt. Det fræser afsted ud ad en slagen vej hvad angår tempo og riffing, hvor det helst ikke skal blive for voldsomt, for fesent eller for udfordrende, og forsanger Mark Tornillo synger da hæderligt. Men det bliver ensformigt. Det bliver for meget af det samme. Man vil bare så gerne have lov til at tune den skide knallert, så det hele kan blive en smule hidsigt. Overdrevet. Interessant.
Lysglimt og Tornillo-test
Når Accept bliver fede på 'Too Mean to Die' er det i 'No One's Master', hvor man kan ignorere den fladpandede tekst og koncentrere sig om solide riffs og en solo, der næsten retfærdiggør den legion af guitarister, som nu skal deles om KODA-udbetalingerne hos de tyske knallert-konger. Eller i 'Not My Problem', hvor Tornillo trods alt udfordrer sin stemme en smule. Det er så også tydeligt, at han ikke kan holde til ret meget af den slags. Men i det mindste er det afvekslende.
Desværre står det skidt til på pladen som helhed. 'Overnight Sensation' er pikket boogie-rock, 'The Undertaker' er lyden af proto-Sabaton og gamle mænd med utidssvarende ideer, 'Sucks To Be You' er tematisk knallert-metallens svar på Kim Larsens 'Vi Er Dem' og bliver stadig holdt i et noget adstadigt tempo, så de ældre herrer ikke bliver alt for forpustede. 'The Best Is Yet to Come' starter med twang-guitarer og kantslag på lilletrommen for at understrege for selv de mest tungnemme, at det her altså er balladen. Her kommer Tornillo igen til kort, og den bliver aldrig så forførende skamløs, som den slags bør være.
Først i den instrumentale lukker 'Samson and Delilah' får Wolf Hoffmann lov at rulle sine guitar-evner ud. Sådan da. Havde han gjort det pladen igennem, ville det hele have været en smule mere interessant. I stedet er 'Too Mean to Die' en udrangeret knallert, der kører i tomgang med den samme lyd, som den altid har gjort. Men tidens tand har sat sine spor, og knallerten hoster og harker mere og mere. Vil man bare gerne have lyden af Accept, som de har lydt altid, men nu gradvist mere intetsigende og bedaget, så er 'Too Mean to Die' sikkert et hit. Kræver man mere, valgte jeg rigtigt, da jeg valgte Iron Maiden dengang. Og sikkert også ville vælge noget andet i dag.