En god dag at dø på
Kan vores anmelder anmelde ’Blackbraid II’ uden at skrive ”den svære toer”?
Ja, det kan han go… fuck!
The Spirit Returns
The Wolf That Guides the Hunters Hand
Spells of Moon and Earth
Moss Covered Bones on the Altar of the Moon
A Song of Death on Winds of Dawn
Celestial Passage
Twilight Hymn of Ancient Blood
Sadness and the Passage of Time and Memory
A Fine Day to Die
Black metal-kometen Jon Krieger, måske bedre kendt under sit kunstnernavn Sgah’gahsowáh, følger hurtigt op på sit vellykkede debutalbum, der, næsten helt ulideligt overraskende, hedder ’Blackbraid II’, med en fængende og medrivende samling sange, som både synes at stille yderligere skarpt på, hvad der er lyden af Blackbraid, men samtidig også folder udtrykket bredere ud i flere retninger.
Pladen indledes med en stille og ganske nydelig akustisk intro, Atumnal Hearts Ablaze’, som helt bogstaveligt er en lejrbålssang. Man hører ildens knitren i baggrunden, mens blide toner flyder fra guitaren. Det er fascinerende, at den slags kan gøres, mens cheesefaktoren holdes nede, men her står vi altså. Jeg må genoverveje mit forhold til lejrbålet.
Allerede på andet nummer, singleforløberen ’The Spirit Returns’, gribes der dog hårdere fat om black metal-nældens rod. Her er der tale om klassisk Blackbraid, hvis man da kan tale om noget sådant så tidligt i mandens karriere, med melodiske riffs, fængende og til tider ganske voldsomt trommespil og et klart, åbent lydbillede med plads til nuancer. Men der er også nyt på færde. Det er, som om Sgah’gahsowáh har lukket mere op for den melodiske pose, og det klæder musikken, der i forvejen læner mod det episke med lange kompositioner, som synes at forsøge at skildre selve naturens storhed med sin struktur og form. Et klart højdepunkt er ’Moss Covered Bones on the Altar of the Moon’, som også virkelig løftede Blackbraids fornemme koncert på Copenhell. Sikke en koncert og sikke et nummer!
’The Wolf that Guides the Hunter’s Hand’ fanger ret perfekt balancegangen mellem det melodisk tilfredsstillende og det hidsigt indpiskende – det kan man egentlig sige generelt om pladen – og det doom-klingende stykke giver et lækkert afbræk. I det hele taget må jeg bifalde de små afstikkere, der tages rundt om på pladen, som bidrager positivt til musikken. Eksempelvis på ’Twilight Hymn of Ancient Blood’, som både byder på et sejt rockende antrit og en pludselig smuttur til thrash-land omtrent halvvejs inde i nummeret. Og vi får også tapping på den fine afslutter, Bathory-coveret ’A Fine Day to Die’! Og NWBHM-klingende guitararbejde på ’A Song of Death on Winds of Dawn’. Det er tydeligt, at Sgah’gahsowáh har ønsket at udvide den musikalske palette, og jeg synes, at det er ret perfekt doseret på pladen, samtidig med at der stadig holdes fokus på den fræsende black metal og naturlyrikken, som gjorde debutalbummet så vedkommende. Som helhed fungerer albummet også godt, hvor der veksles mellem mere stille, mellemspilslignende numre – hvor det ellers smukt turnerede ’Celestial Passage’ desværre lider under en lidt cheesy omgang synth-vindlyde, men reddes af rørende fløjtespil – og de mere voldsomt blæsende black-numre.
Alt i alt kan det lyde, som om jeg ikke har meget negativt at sige om ’Blackbraid II’, og det er da også fuldstændig rigtigt. Skal jeg finde et hår i suppen, kunne jeg godt have ønsket mig en mere akustisk klingende trommelyd. Det lyder lidt, som om de er indspillet med et elektrisk trommesæt. De har den der lidt for rene lyd, men det er en detalje i det store billede, som er, at Sgah’gahsowáh endnu en gang har begået en troværdig, fængende og engagerende plade, hvor han formår at videreudvikle sit udtryk uden at udvande det – og det er en svær kunstart!