Uovertruffent kedelig
'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.
2. Cut Me Down
3. Underneath The Scars
4. Focused To Destroy You
5. The Way Back Home
6. Stitches
7. Defiant
8. Icarus Falling
9. When It’s Over
Canadiske Kataklysm er et af de bands, vi kan sætte uret efter. Siden deres debut i 1995 har de taktfast udsendt en plade hvert andet år. I starten lidt oftere og i ny og næ er det trukket et enkelt år ud pga. turné-aktivitet, men på intet tidspunkt har Kataklysm ligget på den lade side. Således heller ikke i 2020. De udsendte 'Unconquered', der bedømt på albumtitlen alene, må siges at tale sandhed. Kataklysm står stadig.
For der er ikke meget, der kan få Kataklysm ned med nakken. Forsanger Maruizio Iacono har været med fra starten. Bevares, han var bassist på de første plader, men tog allerede over på mikrofonen i 1998, og hans makker på guitaren, Jean-Francois Dagenais, har også været med fra starten. Bassist Stéphane Barbe har ligeledes været med siden 1998, og det er faktisk kun trommestolen, der har været lidt roterende i Kataklysms historie. Her har canadierne denne gang allieret sig med James Payne fra Italien, der har spillet i bl.a. Hour of Penance og hjulpet Vital Remains på turné.
Kataklysms tunge dødsmetal, der lyder lidt som den svenske lyd, når At the Gates er mest fyldige, har også de tunge core-breaks, der fint høres på 'Underneath the Scars' og er dermed på ingen måde bedaget. Der er både klassisk dødsmetal og mere moderne deathcore på 'Unconquered'.
Eneste minus er, at numrene er lidt anonyme. Nok forsøger Kataklysm at gøre sig lidt moderne med den tunge core-variant af dødsmetal, men sangskrivningen kan ikke helt følge med. Pladen stryger af sted i et hæsblæsende tempo, og der er da også enkelte momenter, hvor de får et godt riff ud over rampen, men når de ni sange og 38 minutter er overstået, så er der ikke rigtig noget, der hænger ved. Balladen 'Icarus Falling' er ganske følsom med klaverintro, men det bliver næppe den succes, som Kataklysm selv håber.
Alt i alt er Kataklysm anno 2020 på vej et sted hen, hvor det lugter lidt mere moderne, men sangene er bare for jævne til, at det sådan rigtig bliver nærværende. Den bliver næppe hevet ud af samlingen, dertil er den simpelthen for kedelig.
Her er åbningsnummeret fra 'Unconquered':