Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Levende, omend ikke udødelig

Populær
Updated
Levende, omend ikke udødelig

Firewind gør comeback med ny forsanger og et solidt konceptalbum.

Kunstner
Titel
Immortals
Dato
20-01-2017
Trackliste
1. Hands Of Time (04:49)
2. We Defy (03:52)
3. Ode To Leonidas (05:59)
4. Back On The Throne (04:03)
5. Live And Die By The Sword (06:12)
6. Wars Of Ages (04:05)
7. Lady Of 1000 Sorrows (04:42)
8. Immortals (01:57)
9. Warriors And Saints (04:08)
10. Rise From The Ashes (04:30)
Karakter
3

Det er efterhånden næsten fem år siden, at græske Firewind udgav bandets seneste studiealbum, ’Few Against Many’ fra 2012. Siden denne udgivelse har den mangeårige forsanger Apollo Papathanasio forladt bandet og er blevet erstattet af tyske Henning Basse (ex-Metalium).

Det toneangivende medlem i Firewind er dog fortsat Gus G, der også slår sine strenge hos Ozzy Osbourne, når denne optræder solo. Det er da især også Gus G’s guitarspil, der gør ’Immortals’ lytteværdig.

Det skal dog ikke forstås sådan, at albummet i øvrigt er dårligt. Det er et ganske udmærket europæisk power metal-udspil. Men der mangler noget originalitet. Det meste er hørt før. I den forbindelse bidrager Henning Basse ikke rigtig til fornyelse. Han synger godt, men hans tyske stil får bare Firewind til at lyde mere ordinære.

I den forbindelse bidrager der heller ikke ligefrem til originalitet, at bandet har kastet sig ud i et koncept om den græske mytologi. Man kan have sympati for, at grækere i disse for landet hårde tider kan have brug for at skabe lidt selvforståelse om fortidens storhed.

Men når det giver sig udtryk i eksempelvis videoen til sangen ’Ode to Leonidas’, så bliver det næsten for meget. Denne følelse styrkes ikke mindst af, at det viser sig i videoen, at blege Henning Basse har tillagt sig et græsk look.



Der er dog en række gedigne power metal-sange på ’Immortals’. Albumåbneren ’Hands of Time’ er en fin ”tysker”-inspireret speed metal/power metal-sang. Også ’Live And Die By The Sword’ er en flot episk opbygget sang med en masse godt guitarlir.

’Immortals’ er ikke et dårligt album. Er man vild med europæisk power metal, vil man garanteret synes om det. Det er velspillet, vokalen er god, og sangene er rimeligt velkomponerede.

Desværre vil det for ikke fanatikere af genren sikkert også være ganske hurtigt glemt.