Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mangel på mørke

Updated
Mangel på mørke

Norske Gehenna er tilbage efter otte års fravær med en stabil plade, der dog aldrig rammer samme mørke og bidske udtryk på bandets tidligere udgivelser.

Kunstner
Titel
Unravel
Dato
14-10-2013
Distributør
Trackliste
1. The Decision
2. Unravel
3.Nothing Deserves Worship
4. Nine Circles of Torture
5. A Grave of Thoughts
6. Lead to the Pyre
7. End Ritual
8. Death Enters
Karakter
3

Man går forgæves hos norske Gehenna, hvis man har mere smag for den velproducerede og fængende black metal, som Satyricon eller Dimmu Borgir er eksponenter for.

Der er gået otte år siden bandet sidst slap mørket løst med deres aggressive black metal på ’WW’. Forgængeren ’Murder’ var mere i retning af Carcass og dødsmetal, end den fandenivoldske og gennemførte udgivelse ’Admiron Black’, der udkom to år tidligere i 1998.

Der har ikke været meget opmærksomhed omkring bandet siden sidste udspil, hvor de i mellemtiden har fået en ny trommeslager og guitarist med sig. En række koncerter er det blevet til, som den sidste år på Wacken Open Air, hvor nordmændene leverede en seance, der gik lige i den sorte sjæl.

Den satan-dyrkende grundlægger, frontmand og guitar Sanribb stod kridhvid i ansigtet med blodet løbende ud af munden, mens han growlede til musikken, som foruroligende blev blæst rundt i festival-teltet. Det var følelsen af en mørk skygge bag ryggen, som musikken ikke overbevisende kaster nok af sig på ’Unravel’.

’Unravel’ dyrker en rå og primitiv stil med en produktion, der har en analog lyd som noget, der kunne være indspillet i midten af 1990’erne. Tempoet er langt hen ad vejen alsidigt som skivens første nummer, ’The Decision’, der åbner med dystre pianotoner, inden musikken folder sig tungt ud og holder sig fast i de deprimerende og langsomme rytmer.  Titelnummeret efterfølger og flår tempoet i vejret i starten af nummeret, inden hastigheden falder til sløve og monotone guitarriffs. 

Sådan veksler udgivelsens otte numre mellem et tungt og aggressivt udtryk. Det lyder gennemført og overbevisende koldt på ’Nine Circles of Torture’ og ’Lead to the Pyre’, mens det halter i ’Nothing Deserves Worship’ og ’A Grave of Thoughts’. Guitarriffene er ikke altid lige stærke nok til at bærer den monotone komponering.

Bassist og medgrundlægger Dolgar forlod kvartetten kort efter indspilningerne, og er nu erstattet af bassisten Byting fra Malmheim. Måske fordi gruppen har haft svært ved at finde sig selv og skabe en lyd med nok pondus i. Musikken er ikke dyster og mørk nok, og efter ottes års fravær lever det samlede indtryk ikke op til forventningerne. Helheden lider under, at det lyder som om, at bandet ikke helt har lagt nok sjæl i indspilningen.