Retningsløs baggrundsmusik
PopulærDoom-kometerne Pallbearer tager et gevaldigt spring nedad med deres tredje og alt for lange album.
2. "Thorns" 5:25
3. "Lie of Survival" 8:26
4. "Dancing in Madness" 11:48
5. "Cruel Road" 7:14
6. "Heartless" 8:10
7. "A Plea for Understanding" 12:40
Amerikanske Pallbearer har på relativt kort tid etableret sig som et af de større navne i doom metal-genren med hul igennem til mainstreammedier som Rolling Stone og Pitchfork og koncerter på den ellers stadigt mere metalfremmede Roskilde Festival. I sig selv lidt af en bedrift, for doom-genren har aldrig været den mest kommercielle subgenre i metallen med dens langsomme tempo og fokus på klassiske metal-dyder.
Pallbearer har da også skilt sig ved en lyd, der i perioder er endog meget glat som modvægt til den doomy tyngde, ved en vis inspiration fra den mere softcore del af 70'ernes progresse rock og ved en flair for catchy sangskrivning og himmelstræbende melodiske leads.
Det lidt polerede udtryk har været et problem de gange, jeg har set bandet live, hvor tvivlsomme lydforhold har ødelagt koncerterne delvist, og hvor bandet ikke har haft tyngden til at kunne spille med musklerne som kompensation for de mange melodier i lead-arbejdet, der er gået tabt.
Det er en tilgang til doom-genren, der som nævnt stikker ud. Det er også en tilgang, der har visse indbyggede faldgruber, for den stiller store krav til sangskrivningen - når tyngden bliver mere og mere fraværende, er det vigtigt, at der er andre knager at hænge sin hat på.
Problemet er, at sangene på 'Heartless' i det store og hele virker retningsløse og for lange. Isoleret set er der såmænd mange fine passager og masser af de signaturdetaljer, bandet er kendt. Men de meget lange sange samler sig ikke til slagkraftige helheder, måske fraset åbneren 'I Saw the End'. Det progressive bliver mest af alt et figenblad for meget lange sange, hvor de enkelte dele ikke rigtig hænger sammen, og hvor de mange for bandet typiske signaturer fortaber sig i en gråmeleret grød. Efter adskillige gennemlytninger er det usædvanlig småt med mindeværdige passager, dele eller hele sange, man kan huske. Afslutteren 'A Plea for Understanding' åbner som den doom-anthem, man har håbet på, lige siden 'I Saw the End' stoppede. Men også den fortaber sig i noget, der minder om ingenting.
Den efterlader med et tvivlsomt ordspil denne lytter hjerte-løs, løsnet fra sit hjerte i den forstand, at det er usædvanligt begrænset med sange, der rører mig. Det er et album, der hverken er spændende nok til en koncentreret lytteindsats. Et album, der også som baggrundsmusik lader mig kold. Og det varer alt for længe med knap 60 minutters spilletid.
Der er ellers lagt op til det helt store gennembrud denne gang. Selvom bandet stadig er på Profound Lore Records i USA, er deres europæiske label Nuclear Blast. Coveret har fået færre af de for ikke-metallere så anstødelige fantasy-elementer og en smagfuld, douce ramme rundt om motivet, som man ser det hos de store alternative rock-navne. Og det er selvfølgelig væltet ned med positive anmeldelser af 'Heartless' hos de fleste online-medier. Og dét er selvfølgelig en hype-boble skabt af label og online-medier, der virkelig gerne vil have, at NU kommer Pallbearers endelige gennembrud. Et i mine øjne mere realistisk gæt er, at dette er albummet, hvor de fleste bliver ligeglade med bandet; det er næppe metallisk nok for et metalpublikum, og crossover-potentialet udebliver og er erstattet af kedsomhedspotentiale. Synd og skam, når man ser på fortidens bedrifter.