Cool grooves, bløde knytnæver
‘No Retreat, No Surrender’ er retrofetichisme med stil og swing: et lækkert, filmisk groove, der hellere poserer end slår hårdt.
Gentle Ways Are Harder Than (Dear Visitor II)
The Perils of Pleasure
Caine vs Shaolin Bounty Hunter
Kano Jigoro
Master Shogoro Yano (Interlude)
Enter the Dragon
Brotherhood of the Wolf
Wu Tang Chief
Muneta
No Retreat, No Surrender
Seoi Nage laver ikke bare musik – de laver film. Problemet er bare, at filmene ikke findes. Endnu. Med ‘No Retreat, No Surrender’ insisterer kvartetten fra Münster på at levere soundtracket til en alternativ filmhistorie, hvor 70’ernes svedige coolness aldrig døde, men i stedet fik bedre groove og mere attitude.
Albummet er gennemsyret af cinematisk funk, lo-fi-psychedelia og krautrockede gentagelser, der lugter af støvet asfalt, læderjakker og analoge båndmaskiner. Her mødes ‘The French Connection’s biljagt, Bruce Lees kampkunst og Dario Argentos farvemættede horror i et univers, der både er sexet, kitschet og uimodståeligt stilbevidst. Vintage er ikke et valg – det er her et dogme.
Navnet Seoi Nage er da også hentet fra en japansk judoteknik, hvor man kaster sin modstander over skulderen, som demonstreret her:
På deres Bandcamp-side kalder tyskerne selv deres stil for “an instrumental crime thriller steeped in color, swagger, and funk”, og det er da også præcis, hvad det er: en ubetinget kærlighedserklæring til film, funk og fiktive helte. MF Dooms cratedigging-ånd svæver tungt over pladen, men uden at blive pastiche. Det japanske flair hviler fx tungt over den sigende betitlede ‘Gongs, Fists & Cymbals’. ‘The Perils of Pleasure’ gør nærmest funk til en kampsport, mens det i ‘Enter the Dragon’ er fløjter, keys og dissonante guitarbends, der væves sirligt sammen, og ‘Wu Tang Chief’ balancerer hiphoppens nonchalance med beskidte grooves i et lettere dagdrømmende gadekryds.
Seoi Nage eksperimenterer ikke voldsomt, men justerer i stedet ned i detaljerne: små prog-passager, diskrete temaændringer og filmiske overgange, der holder helheden stramt fokuseret. Meget elegant skruet sammen, altsammen med en bevidst rå og analog produktion – miks og mastering holder passende fast i den varme, let grumsede lyd, der nægter at lade sig pudse op, og på den måde lyder det autentisk som noget, man kunne have gravet frem fra en glemt VHS i en kælder i Rom eller Hongkong.
Albummets primære akilleshæl er til gengæld dynamikken. Ikke alle opbygninger får det payoff, de lægger op til, og spændingskurven har det med at flade ud. Groovet er gennemgående i fokus på den lækre måde, men dog mere cool end decideret farligt, uden reelt at udfordre eller bringe numrene til nogen forløsning. Til gengæld fungerer pladen fremragende som stemningsmaskine – noget, man synker ind i snarere end at blive revet rundt af.
‘No Retreat, No Surrender’ er bestemt ikke lavet til hitlister eller festivalfællessang. Det er musik til nørder med kærlighed til støvede genrer, gamle filmruller og evig stil, og med en personlig forkærlighed for 70’ernes musikalske frisind må jeg bekende en naturlig svaghed for skæve projekter som det, Seoi Nage her har skruet sammen. For fans af Yin Yin og Altın Gün er denne debut i hvert fald et herligt, hypnotisk og ekstremt velklædt visitkort – et af dem, som Tarantino sikkert gerne ville have draget fordel af på diverse soundtracks for et par årtier siden.