Årsliste 2025 – Jacobh Hansen

2025 stod musikalsk i ekstremernes tegn, hvor især blackens intensitet og avantgardet kompromisløshed rystede mine grundvolde, både dansk og internationalt. 

I det hele taget endnu et travlt år for undertegnede. Dagjobbet i Københavns Lufthavne har budt på lidt af hvert, bl.a. i lyset af vores 100-års jubilæum, mens der også har været sit at se til i Devilution-regi, hvor det blev til små 100 artikler i årets løb. 
Når det er sagt, så er det ikke et videre skelsættende år vi lægger bag os, set med de musikalske briller på. Legenderne forgår en for en, og hvad end der kommer til, så er det sjældent, at de nytilkomne vinder massernes gunst. Det gør kun vores rolle som Danmarks største metalmedie dét mere central, for at hjælpe læserne med at dissekere, hvad der rører sig, fra de store overskrifter ned til vækstlaget.

Det har især været i genrehybriderne, at 2025 har markeret sig for undertegnede, mens de etablerede kræfter over en bred kam ikke har bragt noget videre interessant nyt på banen – og det er med det in mente, at årslisten tager sig ud, som den gør.

Årets danske album:
1. Diverse kunstnere: ‘Du Som Er I Helvede’ – Compilations får sjældent min puls i vejret, men denne udgivelse er en undtagelse. Martin Leths spotlight på den danske black-scene er både fokuseret og slagkraftigt, med flere stærke højdepunkter. Ligfærds ‘Vredens Dag’ skærer brutalt igennem med sin drabelige intensitet, mens Heaven’s Damnation imponerer med den melodisk forankrede ‘The Ancient Oath’. Denial of God og Leths egne Strychnos leverer ligeledes varen som altid, og resultatet er en compilation, der hæver sig tydeligt over genrens ofte forudsigelige format.

2. Anti Ritual: ‘80 Years’ EP – Egentlig har jeg aldrig været videre interesseret i dette københavnske foretagende, men ‘80 Years’ er alligevel et skridt i en anden retning. Jeg hører Killing Joke spøge i deres selvudnævnte stadion-crust, og Marco Malcorps’ hidsige tirader om fascismens retur efter alle disse år går forrygende i ét med deres kradst smadrende lydmur. Med længder det bedste, jeg endnu har hørt fra Indiscplinarian-cheferne & co.

3. Empire Drowns: ‘Endless Nights’ – Jeg må give min kollega helt ret. En af de bedste danske udgivelser, jeg længe har hørt indenfor den gotiske death/doom-genre, med en gennemgående dvælende melankoli, meget britisk i tonen, og samtidig med de gode melodier for øje. Og så noget af det bedste vokalarbejde jeg endnu har hørt fra Michael H. Andersen, selvom han usvigeligt har været vidt omkring de sidste +30 år.

4. Nyredolk: ‘Barndommens Hjem’ – At sige, at Nyredolk går en mere raffineret vej på debutpladen, siger bestemt mere om deres fordums hærgende udskejelser, end det gør om udfaldet, for den harskt medrivende black er stadig deres kald. Det bliver blot mere skåret ind til benet, står stærkere som et samlet værk, og ikke mindst demonstrerer en meget åbenhjertig side af bandet med selvbiografiske tekster om misbrug igennem barndommen. Nyredolk har skruet ned for den kaotiske eftersmag på plade, men er stadig vilde og seje as fuck! 

5. Sewer Haul: ‘Torso Mangled Beyond Repair’ EP – Jysk goregrind af den mest slæbende beskidte skole. Det er måske bizart at inkludere en EP på blot fem minutter, men der er nu noget forbandet charmerende over deres kompromisløse hærg med højspændt lilletromme, kloakgrynt og nedtunede grooves, komplet frigjort for nogen melodisk eftersmag. Sådan en af de der EP’er, man kan høre på repeat en håndfuld gange, uden at det taber pusten.


Årets internationale album:
1. An Abstract Illusion: ‘The Sleeping City’ – Svensken spiller ikke blot videre på det velkendte, men åbner nye rum i deres lydunivers. Neon-glødende keyflader ligger som et koldt skær over albummet, mens skønsang, strygere og små, præcise detaljer langsomt murer spændingen op. Musikken nægter at læne sig op ad bekvemme omkvæd eller nemme hooks; i stedet bevæger den sig målrettet fremad som et samlet forløb. Ambitionen er større end formatet, og An Abstract Illusion gennemfører visionen med kirurgisk præcision.

2. Der Weg Einer Freiheit: ‘Innern’ – Spændingsfeltet mellem mørke og lys, kaos og forløsning er fortsat bayernes kald, og på ‘Innern’ forfiner de deres tranceinducerende take på post-black metal til et næsten sømløst hele. Bandet overgår her sig selv i ambiens og flow, og albummet bæres i høj grad af trommeslager Tobias Schuler, der elegant veksler mellem tyngde, tempo og luftige fills. Kontrasten mellem ‘Eos’ – blandt bandets stærkeste black-skæringer til dato – og den smukt post-rockede afslutning ‘Forlorn’ understreger pladens spændvidde.
‘Innern’ fortjener opmærksomhed langt ud over post-black-genrens vante kredse.



3. Igorrr: ‘Amen’ – Hvor forgængeren fik mig til at glide lidt ud af kurs, genfinder Gautier Serre gnisten på ‘Amen’. Vanviddet bruser stadig, men Marthe Alexandres operatiske vokal og de endeløse twists i beats og glitches skaber en rød tråd, som tosserierne kan læne sig op af. 
Plus, min indre Mr. Bungle/Secret Chiefs 3-fanboy jubler skamløst over Trey Spruances mellemøstlige twist til Igorrr-kanonen i ‘Blastbeat Falafel’!

4. Gaahls Wyrd: ‘Braiding the Stories’ – At overlade den musikalske styring til guitarist Ole Walaunet var et stærkt træk, og munder ud i en plade, der vil så meget mere end blot at bygge videre på Gaahls black metalliske fortid. Goth rock, chants, David Gilmourske leads, percussion og atmosfærisk darkwave er blot nogle af de øvrige virkemidler i værktøjskassen, og ‘Braiding the Stories’ bærer det med en bjergtagende rodløshed og higen efter at afsøge din indre drømmeverden. 

5. Lambrini Girls: ‘Who Let the Dogs Out’ – Det er snart et år siden, Brighton-duoen debuterede i fuldlængde, og pladen har kun vokset i styrke – ikke mindst efter deres overlegne klubshow på Ideal Bar i marts. Deres rapkæftede attitude, hook-fyldte punktirader og bidske lyrik spiller som elektriske stød, der aktiverer mine smilehuller og får adrenalinen i vejret. En tiltrængt riot grrrl-injektion – punken banker stadig hårdt og brændende i 2025!

Boblere: 
Author & Punisher: ‘Nocturnal Binding’ – En knap så kompromisløs, mere fokuseret tilføjelse til A&P-kataloget, med den sludgede guitar tydeligere integreret i lydbilledet. DIY-industrial, når det er bedst!
Lamp of Murmuur: ‘The Dreaming Prince in Ecstasy’ – ‘Enmands-projektet er blevet gradvist raffineret, og dette symfoniske take på black metal-genren er det stærkeste og mest ambitiøse, the Mythical Archduke of all Rebellion endnu har budt os!
Phantom Spell: ‘Heather and Hearth’ – Melodiske slibrigheder inden for den 70’er-inspirerede skole af prog rock/metal, som fortjener mere opmærksomhed, end den er blevet tildelt.

Årets danske hit:
Empire Drowns: ‘ A Choir of Fallen Angels’ – Et sagte keyboardmotiv bygger op til den store åbning. En death/doom-traver med pulsen tungt i mellemgulvet og lækre melodiske tilsnit, der også mestrer kunsten at fatte sig i relativ korthed indenfor genren. Velsagtens deres bedste sang til dato.



Årets internationale hit:
An Abstract Illusion: ‘Emmett’ – Nummeret, der sublimt omfavner alt det, An Abstract Illusion mestrer på ‘The Sleeping City’-pladen. Progressiv aggression. Delikate synths. Vævende arrangementer, konstant på vej i nye retninger. 11 minutter, der føles som fem.



Bobler:

Paradise Lost: ‘Lay a Wreath Upon the World’ – 'Ascension' er solid, men også meget forudsigelig. Enkelte sange står dog klart ud, og ‘Wreath’ er fantastisk! Mere akustisk guitar i Paradise Lost!



Årets genfundne klassiker:
Black Sabbath: ‘Sabotage’ – Havde det ikke været for Ozzys død, havde svaret været The Mars Voltas ‘Frances the Mute’, som jeg dykkede dybere ned i tidligt på året.
Som opfølgning på al Ozzy-ståhejet blev jeg dog hen over sommeren naturligt motiveret til at genhøre nogle af hans største bedrifter – og her vil ‘Sabotage’ for mig altid stå ud som Ozzys stærkeste vokalpræstation i hele karrieren, og de fleste dage også min Sabbath-favorit. 
Decideret genfunden er således nok lidt misvisende, men ikke desto mindre har jeg nok aldrig hørt ‘Sabotage’ så meget på et år, som jeg har i 2025.

Årets koncerter:
1. Dødheimsgard: Roadburn Festival, Terminal Stage, 19-04-2025 – Ni mand om uropførelsen af hele ‘Black Medium Current’ fra start til slut. Som om pladen ikke er vild nok i sig selv, så er det vildt at stå på en festival på tredjedagen kl. 14 med nonstop gåsehud, ikke mindst det sidste kvarter. Vicotnik kastede passende om sig med stjernestøv. Den bedste koncert, jeg har set i dette årti, intet mindre.


2. Blood Incantation: Amager Bio, 24-04-2025 – jeg knuselsker ‘Absolute Elsewhere’, og da koncerten blev offentliggjort, udskød jeg min Tibet-rejse med en uge, alene for at kunne opleve det her. Det var det hele værd. Pompøst, massivt, teknisk, spacy, alt sammen på en og samme tid. Copenhell-showet et par måneder senere blegnede en smule til sammenligning – lyden og den indendørs setting talte Bio-showet op, så de skal bestemt opleves igen i 2026!

3. Lambrini Girls: Ideal Bar, 11-03-2025 – Et fantastisk sted at opleve dem, stopfyldt og svedigt i Ideal Bars intime rammer. En energibombe af en opvisning med Phoebe Lunny som insistererende indpisker og med ordet helt i sin mund. En herligt cunty tirsdag aften!

4. Oranssi Pazuzu: Roadburn Festival, 013 Stage, 17-04-2025 – ‘Muuntautuja’-pladen fik nyt liv fra scenekanten, hvor det især var de dronende, krautede krumbøjninger og den balstyriske energi, ikke mindst fra guitarist og altmuligmand Niko Lehdontie, der tog kegler her til åbningsshowet på Roadburns hovedscene. En mere perfekt Roadburn-åbningskoncert erindrer jeg ikke fra min tid i Tilburg.

5. Iron Maiden: Royal Arena, 09-06-2025 – Sætlisten gør utroligt meget for at hæve den her koncert over alle de 10-12 andre Maiden-shows, jeg har oplevet gennem årene. Ja, Simon Dawson var jævnt undervældende som indskiftning for Nicko McBrain, men Bruce sang bedre, end jeg har hørt ham længe, og for første gang at høre numre som ‘Murders in the Rue Morgue’, ‘Killers’ og ‘Rime of the Ancient Mariner’ live, fremført til perfektion – ikke et øje tørt!
Up the Irons!

Boblere:
Flotsam & Jetsam: Næstved Metalfest, 28-08-2025 – Eric A. K. synger fortsat som en drøm, og deres fræsende thrash er bare stadig bundsolidt i 2025! Hvorfor har jeg dog aldrig oplevet dem live før nu?
Ministry: Brutal Assault, Marshall Stage, 06-08-2025 – Hele ‘In Case You Didn’t Feel Like Showing Up’-liveskiven og alskens andre Ministry-bangere på sætlisten, og en Al Jourgensen, der stadig lød bidsk som dengang. Var det sidste gang, vi nåede at se dem i Devilution-regi, så var det absolut en værdig afsked med Jourgensen & co. fra scenekanten!
Nine Inch Nails: Roskilde Festival, Arena, 05-07-2025 –En eminent opvisning i alt det, der gør NIN til noget helt særligt i industrial-kredse, og med en Trent Reznor i fuld vigør. For en sjælden gangs skyld har jeg det, som om min medskribent og jeg har været til helt forskellige koncerter.
Perturbator: Den Grå Hal, 22-11-2025 – 70 minutters ekstatisk pumpende synthwave. Vi ville gerne have mere, men omvendt var intet overflødigt, og den massive bund siger alt om, hvorfor så mange metalheads har et godt øje til Perturbator.

Årets ekstrametalliske indslag:
1. Maruja: ‘Pain to Power’ – Som skrevet: “Maruja spiller, som om de har travlt med at redde verden – eller i det mindste rive den fra hinanden for at bygge den op på ny. Deres lyd er en centrifuge af hardcore, hiphop, free jazz og post-punk, hvor saxofoner hyler som sirener, og trommer hamrer som maskiner på overdrevet.“ 
Et band, du BØR notere dig, hvis du er på Roskilde Festival eller Roadburn næste år.



2. Cardiacs: ‘LSD’ – Utroligt, at dette album overhovedet er blevet til. Frontmand Tim Smith fik i 2008 et hjerteanfald, hvilket resulterede i en hjerneskade, og sangskrivningen blev til frem til hans død i 2020, i form af kommunikation via en alfabettavle. Alligevel står dette posthume værk ud som et virkelig vellykket værk, der spiller på alle deres farverige, musikalske krumspring på tværs af punk, powerpop, korsekvenser og, ikke mindst, kaskader af britisk humor. Kender du ikke Cardiacs, så er ‘LSD’, historien bag til trods, et fortrinligt sted at starte.

3. Seoi Nage: ‘No Retreat, No Surrender’ – Vi snakker debutpladen fra en tysk kvartet, der bevæger sig ud i noget så ordinært som en art giallo-inspireret 70’er-funk. Tænk det som et instrumentalt soundtrack til en farverig thriller med biljagter, ninjamoves og den slags. De indre billeder og de oldschool funkgrooves er den sælgende faktor her.



4. Andre Dragé: ‘Wolves’ – En norsk art jazz/fusion, stærkt inspireret af Mahavishnu Orchestra og Soft Machine. Som altid indenfor den genre er det samspillet, der driver værket, hvor især violinen, Fender Rhodes-klangen og de skæve guitarfraseringer stjæler spotlightet, men i det hele taget er det bare en fornøjelse at høre en jazz/fusion-kvintet, der i den grad har kemien helt på plads uden at blive for forceret, selv for de mindre trænede ører inden for genren.

5. Anna von Hausswolff: ‘Iconoclasts’ – Den største, kunstneriske mundfuld fra den svenske organist til dato. Brugen af saxofon bevæger sig fra det underspillede til de vilde freakouts, og med bidrag fra Ethel Cain, Iggy Pop og Annas egen søster kommer vi vidt omkring, omend det introverte, arty touch stadig er gennemgående. Den kunne måske godt være trimmet en smule (73 minutter, really?), men når den står skarpest, er Hausswolff i sit velkendte es!

Årets danske navn:
Ædel Fetich – Sidste år var de for undertegnede årets nye, danske navn. I år cementerede de, hvad de bringer til scenen, til et utal af arrangementer fra Nyredolk-release og Sort Vejfest til Metal Magic og Slag-Town Slays Fest, med deres nonchalant Ungeren-attitude, skizofrene vokaltwists og dystre udgangspunkt i black metallens verden. Ser frem til at se, om der lander en fuldlængde fra dem i løbet af 2026!

Årets internationale navn:
An Abstract Illusion – De gjorde reelt ikke andet end at udgive, hvad der for mig er årets metaludgivelse, samt at spille deres første shows på dansk jord, men kæft de spillede overbevisende – og den plade altså. 
Ses vi på Stengade til maj?

Årets nye danske navn:
Maunah – Tyve minutters musik er, hvad det er blevet til indtil videre, men ‘Heimaland’-EP’en er et interessant, doomet bidrag til den danske scene, med let progressive og folkede udsving. Et band, der allerede blev offentliggjort til næste års Prophecy Fest, før de overhovedet havde spillet deres debutkoncert for et par uger siden – de skal nok blive til noget!

Årets nye internationale navn:
Uulliata Digir – Polens svar på Imperial Triumphant? Der er blæs og dissonans, og det er sygt bonkers, hvis hjernekrøllermetal er dit jam. 
Og ja, de blev på papiret dannet i 2019, men taget i betragtning, at der ikke var så meget som en demo ude, før debuten landede i januar, så må de sgu kvalificere som nye.



Årets comeback:
Green Carnation – For mig personligt, ikke et comeback. Jeg anerkender dog, at de havde et momentum tidligt i 00’erne med deres ekskursioner på tværs af folk, doom, goth og det mere progressive, før de gik i opløsning.
De bevægede dog aldrig rigtig mig, og det er så også netop derfor, at det overrasker mig dét mere, hvor solid en udgivelse den første del af ‘A Dark Poem’ er, der udkom tilbage i september. Melankolsk og småprogressivt, uden at slå brødet for stort op, og allround bedre sangskrivning på deres ældre dage – glæder mig til anden del!

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Blazing Eternity: ‘Der Hviler En Nat Over Sorte Heder’ – Møgfede demoer fra deres formative år i sen 90’erne, der er blevet støvet af til denne vinyludgivelse, med masser af anekdoter i insertet fra medlemmerne om demoernes tilblivelse og de spæde år for bandet. En udgivelse, der var mange år in the making, men som er hele ventetiden værd – ikke mindst, når jeg nu ikke selv har demobåndene stående derhjemme.
PS. Danzig-genudgivelserne fra ‘S/T’ til ‘4’ på LP havde potentielt også kvalificeret, hvis jeg da havde nået at modtage dem inden årsskiftet, men efterspørgslen er stor. Nu havde vi også kun ventet på de genoptryk i +30 år, ik …

Det overså jeg i 2024:
Ponte del Diavolo – Det er efterhånden blevet en vane, at Roadburn hvert år minder mig om noget, jeg har misset fra året før. I 2023 var det Ashenspire, i 2024 Takh, og i år altså italienske Ponte del Diavolo, der overbeviste med deres indlevende doom, alt sammen fra sidste års debutplade ‘Fire Blades From the Tomb’. 
Der lander i øvrigt nyt til februar … siger det bare.

Årets optur:
At komme til Tibet. I dag mere et mikro-Kina i udvikling end et levende billede på deres religiøse fortid, men traditionerne lever, folkeånden ditto, og naturen er stadig uforlignelig. Namtso Lake var et af de der vidundere, jeg ikke vidste, jeg manglede at få krydset af, og bare det at se Mt. Everest for egne øjne, med det lokale munkekloster som nabo, føltes helt uvirkeligt.
Og derefter to ugers rundtur i Japan, hvor især maden, luften, renligheden, Tokyos uendelige muligheder, Uradome Coasts smukke kystsetting og et par vidunderlige dage på øen Yakushima syd for fastlandet tog kegler. 
Og så alt sammen i selskab med en af mine bedste venner – det er en af de ture, vi aldrig nogensinde vil glemme, intet musikalsk kan matche de fem uger væk fra alting.
Ja ok, måske lige koncerterne med Dødheimsgard og Blood Incantation, men tre timer sammenlagt vs fem uger, ik …


Everest Base Camp

Årets største skuffelse:
Det føles som en genudsendelse år for år efterhånden, men seriøst. Verdens forfatning. Hvad fanden sker der? Kan vi ikke finde en supervisor, der bare for undtagelsens skyld ikke er en fascistoid narcissist?

Pantera i Royal Arena – hvad var det også lige for et shitshow, oven på den overlegne opvisning på Copenhell? Vi kan alle have en dårlig dag, og det havde både lydmanden og Phil tydeligvis.

Skuffelse er nok ikke det rette ord, men Ozzys død var da alligevel også for mig en øjenåbner, og timingen blot et par uger efter afskedsshowet var så symbolsk, som noget kan være. Den tog noget tid at synke helt, men trods alt hellere tænke på alt det gode, han har budt os gennem årene, end at græde snot.

Største ønske for 2026:
2025 har sgu godt nok været lidt jævn. Jeg savner nogle klarere strømninger, der giver scenen en gedigen vitaminindsprøjtning, i stedet for en masse ufokuserede mellemvare-løsninger, der glider i ét med hinanden. Kunstnere, der bryder igennem og vigtigst af alt har noget at have det i. Sepultura er (endelig) ved at pakke sammen, og Megadeth det samme, mens Geddy Lee og Alex Lifeson prøver at ære Rush-navnet en sidste gang fra scenekanten med et nyt ansigt bag tønderne, men under alle disse sidste krampetrækninger er der fortsat for få nye, der tager over. 

Der er så fortsat også for mange, der hellere vil klynge sig til det gamle velkendte, og ikke giver de nye håb en chance – lytterne har også et ansvar her, for ellers dør scenen bare ud sammen med dinosaurerne.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Roadburns vanlige overflødighedshorn af sejhed, indtil videre med Acid Mothers Temple, Maruja og Refused-medlemmernes glimrende, nye projekt Backengrillen højest på undertegnedes wantlist.

Af etablerede navne ser jeg mest frem til forhåbentlig at høre nyt fra Symphony X, Flotsam & Jetsam, Arcturus, MGLA og Triptykon. Nåhja, og King Diamond, men det har jeg vist skrevet i tre år i streg nu … sker der noget overhovedet?
Generelt vil jeg dog hellere se frem til noget nyt, helt out of left-field, hvadend der nu rører på sig.

Nåhja, og så har jeg tre billetter til Opeth og Blood Incantation i Pompeii fredag d. 10. juli.
Nogen, der vil med?