Tilbage til dommedag!
Populær
Texanerne i Power Trip gør for alvor thrash metal farligt igen, når de på deres debutalbum riff-fucker lytteren herligt over i to.
Heretic’s Fork
Conditioned To Death
Murderer’s Row
Crossbreaker
Drown
Power Trip
The Hammer Of Doubt
Det er uden tvivl hørt før, samtidig med at det er pisse forfriskende at lægge øre til. På deres debutplade, ’Manifest Decimation’, disker kvintetten i Power Trip op med en omgang opkvikkende old school thrash metal, som den blev eksekveret i de tidlige 80’ere. Hos Power Trip har vi således at gøre med thrash metal hovedsageligt bestående af næveindbydende (og mesterlige) riffs samt herlige, hurtige breaks tilsat en koncentreret lyrisk vrede, der adresserer dommedag, atomkrig og multiinternationale virksomheders rovdrift på menneskelig eksistens. Som det gjaldt thrash metal for tredive år siden, synes Power Trip i højere grad at gå op i en splejsning af arrig musikalitet og en vred tematik, mere end de synes at være interesseret i at imødekomme et ellers nytilkomment og støt stigende thrash-sultent skateboard-og-omvendte-kasketter-segment. Lad det allerede være sagt, at søger man retro-thrash af den mest overbevisende slags for sine penge, så er ’Manifest Decimation’ sandsynligvis pladen for én.
Et arsenal af riffs
Én ting er at have ambitioner om at lægge sig i direkte forlængelse af det thrash-herlige fra 80’erne, mens det er en helt anden ting rent faktisk også at hive sine musikalske stik hjem, uden at det virker påtaget og intetsigende. Men Power Trip hiver til, når de tager fat, skulle man hilse og sige, og det er tydeligt, at bandet går tilbage til 2008, og at de har eksisteret nogle år, også inden at de gik i studiet for at indspille ’Manifest Decimation’. Tiden i øvelokalet skinner således igennem på det arsenal af potente riffs, der udgør bandets debutplade - et overflod af det seje, melodiøse og forbandet mosh-venlige. Det kommer ikke som en overraskelse, at de fem gutter i Power Trip har været på tur med Trash Talk, om end Power Trip i højere grad ensidigt dyrker heavy og ikke punk. Dermed ikke sagt, at der ikke er elementer af crossover også hos Power Trip. Det er der. Man aner både en forkærlighed for Suicidal Tendencies, Discharge og Cro-Mags.
Vred og primitiv
Selv når Power Trip tenderer det næsten for primitive på nummeret ’Crossbreaker’, formår de alligevel at krydre skæringen med en bitterhed og en indædt vrede, der i sidste ende virker stærkere end sangens ellers beskedne 80’er-rytme, hvilket i sidste ende så er med til at gøre det ellers irrrelevante alligevel en smule relevant. Det samme gør sig dog ikke gældende for den efterfølgende ’Drown’, der af alle numre underligt nok vælger at gå Metallicas ’Escape’ i guitarbedene. Indledningen har for meget patos over sig til denne skribents smag, og under den sidste tempostigende halvdel af nummeret bliver det desuden for generisk og hardcore-lignende, til at det rammer en hensigtsmæssigt. Hvor ’Crossbreaker’ på én gang har en vred og underholdende Municipal Waste-ting kørende for sig, da er ’Drown’ formentlig udgivelsens mest intetsigende nummer.
Back on track-slutning
Til gengæld er det efterfølgende nummer, ’Power Trip’, en så overbevisende drejning tilbage på det musikalske spor, der ligeledes dominerede pladens første fire numre, at man sagtens tilgiver de foregående sange det korte tilbagefald. ’Power Trip’ er kort sagt fire minutters ren næve og formentlig den skæring fra 2013, man allerhelst vil moshe igennem til på enten Stengade eller Loppen (det var en opfordring, kære bookere), og da bandet som rosinen i pølseenden efterfølgende lader ’Hammer of Doubt’ slutte pladen af på anderledes melankolsk – men stadig meget, meget heavy! – manér, da ved man, at man i Power Trip har et band, man kommer til at høre meget mere fra. Afslutningsnummeret er tungt, ondt og fucking fantastisk og er desuden så forbandet velspillet, at man ikke ét sekund kommer til at tænke på, at der er et debuterende band bag. Originalitet skal man lede længe efter på pladen, men er man i humør til fede thrash-skæringer by the books of the 80’s, så er der kun tilbage at sige thrash on, fuckers, ’Manifest Decimation’ gør alt arbejdet for jer.
Hør pladens titelnummer: