AMF '19: Optakt - de internationale navne

Svenske legender, redaktionsfavoritter, berygtede australiere og et af årtiets mest toneangivende orkestre. Der er rigeligt med højdepunkter, når Aalborg Metal Festival byder velkommen på scenen til årets udenlandske bands.

Årets Aalborg Metal Festival byder på både kærlige og skeptiske gensyn med flere udenlandske orkestre, der har budt på mindeværdige oplevelser på vore breddegrader de senere år. Lørdagen er en ren stjerneparade, men begge de to andre festivaldage har også en del koncerter i vente, der kræver opmærksomhed.

Torsdagen står i Deströyer 666's tegn. Gensynet med de kontroversielle australiere bliver, som absolut minimum, særdeles interessant. Inden vi når så langt er der scenetid til de tre andre orkestre, der er med K.K. Warslut og co. på tur rundt i Europa. 

Det første af dem er de relativt nye black metallere i engelske Inconcessus Lux Lucis. Bandet udgav i 2017 det andet album 'The Crowning Quietus', der absolut er et lyt værd. Stilen er groovy, rock'n'rollet bølleblack med thrashede og melodiske tendenser, ikke ulig danske Horned Almighty, som også besøger festivalen i år. Inconcessus Lux Lucis er blandt de mest lovende nye bands på årets AMF og kunne sagtens være et tidligt festivalhøjdepunkt allerede torsdag.

Vil man have sin Satan-metal lidt mere afpillet, iskold og minimalistisk, er der også råd for det. Hovednavnets landsmænd fra Nocturnal Graves byder også på black metal med thrash-inspirationer, men serverer det noget hårdere, vildere og grimmere. Pedalen bliver jokket i bund fra start, og derfra tordner bandet afsted med en hidsig cocktail af black-, thrash- og dødsmetal, serverett kold og ubarmhjertig. Australierne er ikke just vanlige gæster i Europa, men skal nok gå fint i spænd med det tidlige vintermørke, der sænker sig over Studenterhuset i Aalborg.

Italienske metalmusikere har ikke ry for at gøre noget halvt. Om det er symfonier så storladne som verdensrummet, outrerede udklædninger, fjollede Tolkien-koncepter eller dødsmetal så brutal som en tunet kødhakker, så fikser de det. I dette tilfælde er det romerske Hour of Penance, der med maskinel regelmæssighed har tæsket ligeså maskinelt brutale plader på gaden de seneste 15 år. Stilen er ultrahurtig tech-død, hvor farten og brutaliteten er i højsædet, og hvor det tekniske aspekt er meget langt fra unødigt guitarfifleri og jazz-inspirationer. Hour of Penance brager løs på et højt niveau, som den netop udgivne 8.studieplade 'Misotheism' så rigeligt demonstrerer.

Blackthrash-veteranerne Deströyer 666 får lov at lukke torsdagens program. Bandet er omtrent lige så kendte for deres eskapader og holdninger som for deres musik, og bandets besøg lidt længere sydpå i det jyske i 2016 har blot gjort deres ry, på godt og ondt, endnu større her i landet. Deströyer 666 har på egne vilkår gennem- og overlevet adskillige bølger og tendenser indenfor den ekstreme metal siden debuten i 1997 og den seneste fuldlængde, den tre år gamle 'Wildfire', viser et band, der stadig holder fanen højt og stilen ægte. Om vi kan forvente en ligeså vanvittig optræden som sidst er et åbent spørgsmål, som man kun kan få besvaret ved selvsyn, når aftenen bliver til nat torsdag i Aalborg.

Fredag:

Der er næppe nogen, der fortsat betvivler, hvor meget vi hylder Primordial. Man skal være ualmindeligt kynisk for at benægte irernes blødende hjerter for metallen i al dens almagt. Godt nok har de snart 30 år på bagen, men det er dog først i den anden halvdel af karrieren, hvor de flakkende musikalske eksperimenter blev nedtonet og A.A. Nemtheangas vokal fandt sit sande, rå udtryk, at man finder fuldtræfferne, som gør dem til et af årets hovednavne. De er stadig på toppen, som vi oplevede på Viborg Metal Festival tidligere i år, så mon ikke vi alle har noget sejt i vente, når der står Primordial på programmet fredag aften

 

I nabolandet hinsidan har Grand Magus over de seneste 20 år bevæget sig længere og længere væk fra doomens verden til et mere klassisk heavy metal-udtryk, hvor Manowar næppe har levet forgæves. Ikke mindst i den heroiske lyrik, der spiller på deres nordiske ophav, og selvom der er længere mellem snapsene på udgivelsesfronten, har de rigeligt med power-slagere i ærmet til, at de nok skal få vores knytnæver i vejret. Vi håber, at JB Christofferssons vokal er lige så kraftfuld live, og at der er nok af krigere foran scenen til at fange svenskernes stålskarpe metalhymner.

 

Æren for Aalborg Metal Festivals mest ulæselige bandlogo går ufravigeligt til Månegarm. En enhed, der så dagens lyd i 1995, og som derfor anses som nogen af forfædrene til vikingemetallen som den ser ud i dag. Vi snakker hårde riffs og dobbeltpedaler, kombineret med violin, catchy omkvæd og vekslen mellem growls og ren vokal. Om der også vil være akustiske momenter og kvindelig skønsang, som de fleste af deres ni albums i mindre eller større omfang byder på, må tiden vise. Men Månegarm er under alle omstændigheder en institution i folk- og vikingemetallens verden, og med både Erik Grawsiö og hans oldsvenske vokal som omdrejningspunkt gennem alle årene må vi håbe, at Studenterhuset har fyldt godt med mjød på fadene i dagens anledning.

 

I tilsvarende vikingemetallisk spor finder vi Einherjer længere nordpå. Hvor Månegarm også afsøger mere folket terræn, er nordmændene til gengæld mere dedikerede til metallens tyngde uden at gå på kompromis med genrens mere storladne kvaliteter. På sidste års kritikerroste 'Norrøne Spor' blev der skruet yderligere op for inspirationerne fra black metallens verden, så nordmændene bevæger sig nu om dage i grænselandet mellem black og deres rødder i vikingemetallens verden. Der skal med andre ord nok være rigeligt at drages af for publikum med et ben i begge lejre, ikke mindst hvis Ole Sønstabøs guitarleads og Frode Glesnes' skærebrændervokal sidder lige i skabet, som her på 'Døden Tar Ingen Fangar' fra deres seneste album.

 

Er du typen, der synes Insomnium (også) kunne glide bedre ned med flere blastbeats? Så kunne Dawn of Disease meget vel gøre tricket for dig. Tyskerne lyder usvigeligt, som om de føler sig mere hjemme i svenske sindelag, og med deres femte fuldlængde med titlen 'Procession of Ghosts' ude 1. november, vil der sikkert være godt med nye, aggressive dødshymner i bagagen til at sætte Studenterhuset i omdrejninger. Med 15 år på bagen er der om ikke andet nok af inspirationer at finde i alt fra D-beatet Entombed og melodisk Hypocrisy til mere opdaterede Amon Amarth-grooves, så kan du lide din død svensk, så ved du hvem du bør skrive bag øret fredag eftermiddag.

  

Med en albumtitel som 'Black Arts, Riff Worship & Weed Cult' (fra 2014) overlader Dopelord ikke just meget til fantasien. Tuningen er sløv, tempoet er om muligt sløvere, og de navnkyndige polakker lægger sig solidt i forlængelse af ligesindede som Electric Wizard og Acid King med deres støvede, semi-psykedeliske take på stoner doom-genren. Udover et enkelt nummer på en split-EP tidligere på året har de ikke udgivet nyt siden 'Children of the Haze' (2017), men har holdt sig i gang med rigeligt af touraktivitet, såsom på Beta i København en uge inden Studenterhuset står på programmet. Trænger du til et pusterum fra moshpitten, måske suppleret med en pind på fortrappen forinden, så er Dopelord et anbefalelsesværdigt, fuzzy afbræk, inden det går mere hårdtslående for sig senere på aftenen.

  

Hvis du gerne vil endnu længere ned i gear kan vi trøste dig med, at Dopelord også har fået deres  supportband Zaum med på årets festival. En canadisk trio med seks år og tre albums på bagen, der søger mere meditative afveje for dem, der godt kan lide sin doom med et skud sitar og strubesang. Sangene er lange, så man kan tage sig tid til at synke ind i lydfladerne og transcendere ind i de dybere sindelag. Deres seneste fuldlængde 'Divination' udkom i april måned med tre sange fra ni til tyve minutter, så slog torsdagen lidt hårdere end den skulle, kan du godt din metal søgende og eksperimenterende eller måske endda lidt af begge dele, så kunne Zaum meget vel blive din start på dagen.

 

Lørdag:

Britiske Osiah er hevet ind i 11. time til at fuldende plakaten på Aalborg Metal Festival 2019. De spiller deathcore med brutale breakdowns, og da de er på turne med Cattle Decapitation, er det oplagt at hive dem med i samme omgang. Osiah startede egentlig som Humanity Depraved i 2009, men det projekt blev skrinlagt efter et par år, og ud af asken opstod Osiah så i 2012, hvor tre af medlemmerne fra det tidligere projekt stak hovederne sammen igen. Det kom der en ep og nogle singler ud af, hvor debutpladen 'Terror Firma' så dagens lys i 2016. Den svære toer, 'Kingdom of Lies' udkom her i maj måned 2019 og har nu landet dem en plads på turné med nogle af de tunge drenge. Nedenfor sangen 'The March' derfra:



Tyske Der Weg Einer Freiheit er noget af et scoop på dette års Aalborg Metal Festival. De har spillet en art post-black metal, der virkelig tog fart efter udgivelsen af deres tredje plade 'Stellar', der udkom i 2015 på Season of Mist. Siden fulgte der store shows på eksempelvis Wacken Open Air og vi oplevede dem på Summer Breeze i 2017. Der Weg Einer Freiheit er drømmende, storladent, og så synger de på tysk. I sandhed et band, der er værd at stifte bekendtskab med. 

Amerikanske Cattle Decapitation har i mange år været lidt af en kæledægge for en del af redaktionen på Devilution. Vi blev ovenud begejstret for 'Monolith of Inhumanity' da den udkom i 2012 og gav pladen den særlige karakter 666. Siden fuldt hus til deres optræden på Royal Metal Fest året efter, og sørme om ikke også vi måtte overgive os uforbeholdent til 'The Anthropocene Extinction' i 2015. Siden så vi dem på Tobakken i Esbjerg i 2016 og igen senere samme år på Roskilde Festival. Hver gang med topkarakter. Glæden ved deres vanvittige grindcore tilsat elementer af melodi er så stor, at vi har nomineret dem og deres seneste plade til en af årtiets 10 vigtigste plader. De har en ny plade på vej. 'Death Atlas' udkommer 29. november 2019, så mon ikke publikum i Aalborg får en smagsprøve af det, der er en af årets mest ventede plader på redaktionen. Et af de nye numre kan høres her:

Bloodbath er hovednavnet på Aalborg Metal Festival 2019. Bandet, der blev dannet i Sverige i 1998 af bl.a. Mikael Åkerfeldt og Dan Swanö samt et par gutter fra Katatonia, ville hylde den klassiske dødsmetal. Det har de i den grad gjort. Hypocrisys Peter Tägtgren havde også en kort overgang æren af at være forsanger. Nu varetages det hverv dog af Nick Holmes fra Paradise Lost. Vi var ikke endvidere begejstrede for deres koncert på Royal Metal Fest i 2018, så de har mulighed for at tage revanche i det jyske til november, når de sent lørdag skal lukke Aalborg Metal Festival ned. Deres helt egen måde at få publikum til at sove på, er måske med 'Chainsaw Lullaby' fra deres seneste plade 'The Arrow of Satan is Drawn':