RF 24: Lørdag – Daiquirisyndflod og apokalypseregn
Lørdagen på Roskilde var præget af løsagtig omgang med blendet frugt og den unødvendige frygt for Det Store Skybrud. Og folkemusik.
Jeg ankom til Roskilde let forsinket på grund af manglende genialitet og planlægning, som tvang mig ud på en gummistøvle-indkøbsodyssé til det værste sted på Amager, nemlig Fields. Herefter gik turen mod festivalpladsen, men jeg ankom desværre for sent til at nå at fange Shovel Dance Collective. Jeg ville gerne have set de queer alternafolk-musikanter, men tanken om endnu en dag i smatten uden passende fodtøj var simpelthen for uudholdelig.
Anført af redaktionens klogeste hoved blev det smådårlige vejr jaget bort af en mindre syndflod af strawberry daiquirier, og således var scenen lidt upassende sat til Lankums melankolske, smukke og dystre neo-folk. Jeg kan virkelig godt lide bandets seneste album ‘False Lankum’, men denne lørdag var blevet skudt afsted med blendet frugt, sukker og rom, så humøret og opmærksomhedsspændvidden flugtede ikke helt med den ellers fine musik. Det var mig, ikke jer, Lankum, er jeg ret sikker på, og desuden skulle vi jo enten søge i ly for det kataklysmiske uvejr, vi var blevet lovet, eller stå ude i det foran Orange Scene under dagens hovedbegivenhed for mit vedkommende.
Inde i den gamle, døende rock
Vi kunne lige nøjagtig nå at ride den noget unødigt opblæste storm af i Volunteer Village, da det kraftige, men kortvarige regnskyl tordnede hen over os på ganske undervældende vis, og så kunne vi nå hele den let forsinkede koncert med PJ Harvey, som du kan læse mere om her. Som jeg skrev i min anmeldelse, så var stemningen præget af vejret, men måske også lidt af, at en god del af de fremmødte ikke var der for at se PJ Harvey, men for at få en god plads til Sza, som skulle spille senere. Trods disse udfordringer fik Harvey givet en fin koncert, hvor hun med ret stort held fik omplantet sine ældre, vildere sange til hendes nyere, mere folkede lyd. Det var som altid en fornøjelse at høre Harvey synge, og jeg må kaste mig i støvet for hendes evne til at formidle følelser med sin stemme.
Et klassisk festivaltrick er at lægge sine måltider på skæve tidspunkter, så man ikke skal stå i endeløse køer, og nu var det blevet tid til noget brændstof til kroppen i form af en helt godkendt pokebowl med tofu og edamame, så med proteinniveauet justeret ind gik turen til Arena og koncerten med gendannede Jane’s Addiction. Forventningerne var høje, for jeg blev fan af bandet i halvfemserne, og de har aldrig spillet i Danmark før. Sangeren Perry Farrell var forbi her med Porno for Pyros, og det var en vidunderlig koncert, så Jane’s Addiction kunne nærmest ikke andet end at skuffe, den lange ventetid taget i betragtning.
Det gjorde de heldigvis heller ikke, selv om Farrells stemme ikke helt er, hvad den har været, og hans timing indimellem var lidt løs. Til gengæld vejede især Dave Navarros elegante præstation på guitaren op for det, hvilket min kollega da også kvitterede for i sin anmeldelse. Og jeg stod bare smilende og nød at se bandet spille. Sikke en fornøjelse det var at høre ‘Jane Says’ live!
Jeg var tilfreds med mit valg af Jane’s Addiction, som gjorde, at jeg ikke fik set Myrkur - det gjorde min daiquiri-anbefalende kollega til gengæld. Og kroppen var blevet træt her på festivalens fjerdedag, så det blev ikke til mere end et kort visit hos Tallah på Gloria, mens The Armed måtte undvære mit selskab denne lørdag nat, selv om jeg godt kunne lide deres seneste album ‘Perfect Saviors’, som blandt andet bød på bidrag fra Eric Avery og Stephen Perkins fra førnævnte Jane’s Addiction. Gad vide, om de dukkede op til The Armeds koncert?