RF '13: Søndag

Mangfoldig, semi-dionysisk, refleksiv, transformerende, begavet og begivenhedsrig Roskilde-søndag.

Roskilde Festival-søndagen - lidt af en særegen mytologi, hvis man spørger undertegnede.

Her tænkes på oplevelserne og musikken, jovist, men også håndteringen af trætheden, tømmermændene, slitagen - både fysisk og psykisk. Hele den i princippet vanskelige overgang fra det dionysiske og hedonistiske leben til det såkaldt "virkelige liv" uden for denne særlige festivalsfære.

Roskilde-søndage er i sig selv en psykologisk afhandling værd, og jeg kunne fristes til at begynde den her. Men jeg skal skåne Dem i denne omgang, kære læser, for Roskilde-søndagen er nu også en festivaldag i sig selv - i år med et interessant og varierende program, der syntes særlig fyldigt inden for vort hårdt rockende Devilution-univers.

Fra søndagsdød til spoken word

Siden Kreator åbnede Orange Scene på en mudret historisk plads søndag eftermiddag i 1991 har der blandt metalkulten, som jeg færdes i, været et begreb kaldet "søndagsdøden"; altså det tunge band af en slags, der starter den sidste festivaldag op. Efterhånden blev søndagsdøden en fast kutyme i takt med, at metallen etbalerede sig mere og mere i festivalprogrammet, herunder mindeværdige søndagsdød-koncerter i 90'erne med Invocator og Napalm Death.

For undertegnede startede årets Roskilde-søndag på en anden vis. Sangeren, skuespilleren, forfatteren og tv-værten Henry Rollins lagde kl. 12 skarpt ud med sit tredje spoken word-show på årets festival, denne gang på den intime indendørs Gloria-scene (anmeldelser af de to foregående spoken words findes andetsteds).

Jeg er selv stor og mangeårig beundrer af manden, hvis gamle band Black Flag blev en enorm øjenåbner for undertegnede i start-80'erne. Det var dengang, da 70'er-betonrocken blev til heavy metal, og punken blev til hardcore punk, og hvor hele baduljen muterede til thrash metal med Metallica, Slayer, Megadeth, Anthrax og Exodus i spidsen.

I en times tid  fortalte Rollins med selvironisk til selvspydig distance om sit liv og sine betragtninger; som at blive ramt af et slangebid hjemme i LA, og hvad deraf fulgte på hospitalet, og om hans første Danmarks-besøg med Black Flag (yeah!) og senere som solist i 80'erne. Dertil alle hans oplevelser i den vide vilde verden, om at spise rottelever i Sydindien og fildele punkrock som "kulturterrorist" i Iran og på Sri Lanka.

Hele den meget underholdende og begavede seance blev afrundet i hans opmuntrende indgang til at møde mennesker og kulturer i verden med åbent sind - og at "angribe" den mere tvivlsomme og forbudte del af verden med musik, kultur og et positivt menneskeskyn.

Denne én time lange tale fra Henry Rollins var et vitalt og meningsfuldt søndag middagsmøde. En fin-fin start på sidstedagen her og et inspirerende boost til bevidstheden.

Solidt søndagsflow

Og så var det ellers tid for dagens første fadøl og flowet af tak for i går-krammere og rækken af årets sidste acts: Nåede de siste tyve minutter af ovennævnte søndagsdød, i år med Einseferum på Odeon. Finsk folk metal, der var mere polkanørdesjovt end direkte fedt, men et fornuftigt lydspor til dagens første humletår.

På samme scene fulgte dernæst amerikanske The Sword, hvis jordbundne stenerrock først for alvor rykkede i slutningen af sættet med de mere Sabbath-tro og riff-fængende numre samt et semi-Sabbathsk cover af ZZ Tops "Cheap Sunglasses".

Fra The Sword og Odeon gik det i raskt trav over til det, der for undertegnede skulle vise sig som festivalens højdepunkt: Airbourne på Arena (som undertegnede anmelder mere udførligt andetsteds). Årets festivalkoncert herfra, helt enkelt, et par mulehår foran Kreator i den siste fredagstime på samme scene. De pro-energiske australiere omformede momentant den resignationsfremkaldende søndag eftermiddag til en lørdag aftens rockfest og satte en tyk streg under den basale rock'n'rolls inddiskutable kvaliteter som festskaber. Passende nok var det også her, at lommelærken med Jim Beam Black triple aged blev tømt for i år.

Og alt i alt vil Roskilde-søndagen 2013 huskes som en flot og fuldværdig festivaldag godt hjulpet af det superbe sommervejr, selvsagt.

Med denne stærke og rock-euforiske oplevelse kogende i sindet nåedes de siste tre numre med Black Rebel Motorcycle Club på den velbesøgte og solbeskinnede Orange Scene. Her var der gode rustne riffs og lidt garagesleben rocklyd til ørene.

Tog derefter pausen i pressecenteret med kaffe, cola og Airbourne-notater og accepterede vel, at klimaks nok var nået - både dionysisk, ølmæssigt og ikke mindst musikalsk.

Men var dog klar til næste band, der var den sorte søndagshest, Queens of the Stone Age, som undertegnede oplevede tilbage på bandets første tur med dets fantastiske første album.

Et dedikeret og stort publikum ventede i den sidste aftensol over pladsen foran Orange scene. Og de blev vidne til en ganske fin koncert, domineret af bandets ofte vellykkede og dynamiske søgen efter indgange og udgange og syngerier i rockuniverset. Meget, meget bedre end deres noget uengagerede tidlige søndagsoptræden samme steds for nogle år siden, og naturligvis væsensforskelligt fra bandets oprindelige og meget rytmiske stoner rock i sen-90'erne

Jeg erindrer, at jeg dengang omkring debutalbummet interviewede bandleder Josh Homme, der blandt andet beskrev de førnævnte boogielegender ZZ Top og det tyske elektro-kultpionerband Can som inspiratorer for Queens of the Stones Ages hypnotiske stenergroove. A-ha.

Vellykket overgang

Det var så ikke Can, der efterfulgte Josh & co. søndag aften, men derimod deres langt bedre kendte landsmænd Kraftwerk.

Et band alenlangt fra Devilution-universet, kan man sige, men et inddiskutabelt pionerokester for alt elektronisk inspireret rockmusik - også den hårde af slagsen som Ministry, Nine Inch Nails, Fear Factory og ikke mindst og ganz klar, Rammstein.

Undertegnede husker tydeligt fascinationen af dette specielle orkester i 70'erne og start-80'erne: først via det dystert suspekte nummer 'Radioactivity', som introducerede undertegnede for bandet i 70'erne, dernæst den lange underfundige monotoni 'Autobahn', som agerede som årletidlig morgenavis-vækker på kassetteafspilleren omkring '79-80 samt det dybt profetiske album 'Computer World' fra 1981.

Helt uden akohol, men iført 3D briller chillede og checkede undertegnede således ud til germanernes visuelt computerkølige elektro-toner i den lune og smukke sommeraften. Helt andre sanser i brug end ved de Rollinske fortællinger og under rock'n'roll-festen med Airbourne eksempelvis, men akkurat det er jo essensen af Roskilde Festival, søndagen inklusive.

Et refleksionsvenligt og chillende set-up, som selvfølgelig kunne virke lidt langtrukkent, men det var to fortrinsvis fascinerende timer med en af rockkulturens legender, der også er et aldrende orkester efterhånden. En særlig udveksling mellem teknologisk visualitet og menneskelig perception, de pro-elektroniske toner og det organiske livepublikum i den klimatiske aftenvarme og under den langsomt mørknende himmel. Som et forhøjet eftertænksomt apropos til vor dagligdag af uendelige kommunikationsstrømme og akkumulerede teknologiske anordninger og behov.

For undertegnede blev dette Kraftwerk-show faktisk en sjældent vellykket overgang fra dionysen til virkeligheden. Nul tømmermænd mandag morgen, slog græs i stedet. Skrev  evilution-anmeldelser, fiksede netbank, sendte mails, ordnede indkøb og tog den sidste aftenbus op til sommerhuset, racende forbi den melankolsk forladte og storhærgede dyrskueplads på vejen. Drak et glas røvdin  - en god kraftfuld Zinfandel fra Cali - på terrassen i solnedgangen og begyndte på denne artikel. Helt magisk hvad en god Roskilde Festival- og søndag
kan gøre ved én, hvis man vil det.

Herfra takkes ydmygt for denne spændende og oplevelsesrige Roskilde-søndag og den totalt set fine festival.

Læs vores anmeldelser af søndagens koncerter her:

ENSIFERUM - Odeon
THE SWORD - Odeon
AIRBOURNE - Arena
NAZORANAI - Pavilion
BLOOD COMMAND - Odeon
QUEENS OF THE STONE AGE - Orange
THE BOTS - Pavilion
VOODOO GLOW SKULLS - Arena