RB '23: Torsdag – Det' ligesom at komme hjem!
Det underspillede, flamboyante og kompromisløse stod skarpest på en dag, hvor udvalget var for stærkt til at vi kunne nå det hele – det halve kunne nu også gøre det.
Man kan grine lidt af sig selv, når man, af alle dage, er havnet i Holland på 4/20.
Der er dog lidt mere væsentlige årsager til at befinde sig i Tilburg på smokernes helligdag i år, og fremmødet ved morgenmadsbuffetten illustrerer da også med al tydelighed, at Roadburn er lige på trapperne. Dagens arbejdsopgaver diskuteres over nogen absurd hårdkogte æg, hvis nogen måtte frygte, der stadig var lidt liv derinde, og så kan vi ellers få overstået de obligatoriske armbåndspåsætninger og boksrekvireringer til hver vores habengut.
De første toner fra scenekanten lyder kl. 14, hvor schweiziske Yrre spiller sidste års debut i sin helhed. En minimalistisk form for post-rock, hvor vokalen begrænser sig til skrigen og råben, moduleret igennem en laptop, med hypersimple tonale strukturer, der bygger op over flere minutter lange crescendoer. I bund og grund det stereotype Roadburn-soundtrack i den mest rudimentære form, og programmet lader os da også vide, at selvsamme plade oprindeligt opstod på en filmfestival som et alternativt soundtrack til Robert Eggers' film 'The Witch' (2015). Ikke, at det i sig selv gør så meget for at fæstne sig i live-situationen, og fødeindtaget skal trods alt også holdes ved lige, inden koncerterne begynder at stå i kø.
Turen går til 013, hvor både hovedscenen og den belejligt betitlede Next Stage er at finde. Sidstnævnte lægger scene til Grift i egen person, der akkompagneres af intet andet end sin akustiske guitar, og hvilket smukt afbræk fra de hårde toner han ellers gør sig i, når det er bandformatet der står på tapetet, som oplevet på BETA sidste år. Der er næsten en Ulversk skønhed over de simpelt bårne melodier, med tyk streg under tonerne imellem de toner, der rent faktisk spilles. Erik Gärdefors' svenske modersmål leveres med den velkendte, sørgmodige klang, og tiden står næsten stille som man giver sig hen til den underspillede melankoli. En oplevelse, du kan læse mere om her.
Lidt provokerende, at sådan en smuk, akustisk intermezzo ikke kan få vores udelte opmærksomhed, nu hvor John Cxxnor en halv time senere åbner hovedscenen lige ved siden af – en koncert, vi naturligvis ikke kan forbigå, ikke blot set med danske briller. Sejersen-brødrene har produceret et udyr udover det sædvanlige, som dårligt lader sig sætte i bås, og det er usvigeligt en del af fascinationskraften. Bassen sætter sig lige i brystkassen, og deres kolde lydbilleder akkompagnerer stærkt energien fra hver af performerne, der tager mikrofonen i front. Selv havde jeg måske forventet flere virkemidler i brug end så at sige blot at skifte sanger i hvert nummer. Hvis bare jeg havde bemærket en større særskilt identitet for hver af disse numre, når nu de kun får én chance for at blive spillet live, havde det selvfølgelig været kompromitterende, men det til trods må jeg igen i år give efter for deres smittende energi i dette elektroniske format, hvor vokalisterne på hver sin sparkende og vrængende vis giver John Cxnnor al den drive, der skal til for at få dem udover kanten på den kæmpestore hovedscene.
Selv er jeg dog mættet efter 40 minutters tid, og så er det jo helt perfekt, at de dødsromantiske toner fra Judasz & Nahimana venter inden længe på Hall of Fame. En scene, hvor det betaler sig at komme en halv time på forhånd, fordi køtilstandene mildest talt kan blive uoverskuelige, ligesom det var tilfældet på dens midlertidige udendørs lokation i 2022 (noter jer gerne dette til resten af festivalen).
Ind kom vi dog, og trioen byder den tætpakkede sal velkommen ved det opsatte alter forrest på scenen med røgelse og kranier, hvis nu man skulle være i tvivl om tonen der venter. Et øjeblik senere går der nærmest Einstürzende Neubauten i hjemme-krea-afdelingen, da instrumentalisten i siden banker en simpel rytmik op på et metalrør og en træplade, der så indlejres og kan holdes i takt med den dertil konstruerede drejelire i den storladne udgave af åbneren, 'Ma Mort, Ma Dulcinée'. Flere af numrene er netop bygget op på tilsvarende vis med indlejrede, rytmiske konstruktioner på drejeliren og pompøst underspillet percussion, hvor sangerindens franske/portugisiske lyrik svæver gang på gang sirligt til drømmende højder. Den største afveksling er i 'Almas Danifacadas', hvor drejeliren erstattes af en guitar, der egenhåndigt akkompagnerer sangerinden og den undtagelsesvist supplerende sanger, der trods noget usikkerhed og fumlen med tekstarket skaber en helt særlig tostemmighed om livet som dødfødt, hvis man da kan tale om et sådant. En seance snarere end en koncert, der på sin vis trækker på den samme tunge simplicitet som John Cxnnor forinden, omend set igennem et mere neofolket filter.
Efter sådan et par oplevelser kunne finske Enphin, på trods af Oranssi Pazuzu-referencer, holde min opmærksomhed i sådan cirka tre minutter. Kollegerne ved hovedscenen, hvor Burst var gået på, havde da heller ikke fået armene ned endnu ovenpå de danske Terminator-afficionadoer, som unægtelig lagde en stærkt linie fra start på hovedscenen. Mens de andre valgte at gribe mere til flasken gik jeg den mere metalliske vej på Terminalen, hvor den brutalt sludgede lydmur fra amerikanske Body Void var næste show på tapetet. Desværre virkede deres indsats for at overbevise med denne hulemands-attitude stadig noget hul, og føltes ærligt talt mere som spild af tid, mens vi ventede på næste hovednavn.
Det var så til gengæld også en af de rigtig store for undertegnede. Siden Cult of Luna i 2016 udgav 'Mariner' har jeg haft bløde knæ for skærebrænder-røsten fra Julie Christmas, der joinede svenskerne her på dette mesterværk af en plade.
I dag er det så Christmas selv, der er i rampelyset, mens hun har lokket Johannes Persson med på sidelinien, og begge trådte meget tydeligt i karakter på hovedscenen i aften. Sætlisten, der mest trak på solo-pladen og hendes arbejde med Battle of Mice, blev godt pumpet op af Perssons massive guitarlyd i crescendoerne, og musikken var ofte så høj, at Christmas blev udfordret til at presse stemmelejet til det ypperste – men hvilken stemmepragt! At hun så derudover nød at være tilbage på scenen her på Roadburn, med dertilhørende uddeling af Jack Daniels-shots til de forreste rækker, var meget tydeligt, og hun har bestemt heller ikke mistet kanten med tiden – kjolen fik i hvert fald en hård medfart til sidst, så ingen kunne så tvivl om, at dette musikalske højdepunkt desværre havde nået sin ende.
Dernæst måtte jeg tage stilling til det firdobbelte clash mellem Deafheavens hyldest til 'Sunbather'-pladen, Bo Ningens japanske støjrock, The Hanged Mans svenske artpop og firstwave-blackede toner fra Spirit Possession.
Selv har Deafheaven aldrig ligget mit hjerte nært, og underholdningsværdien ved et Youtube-klip med Bo Ningen havde gjort mig mere end nysgerrig – ikke mindst fordi japanerne plejer at have øre for at presse alting til det ekstreme. Det var da også tilfældet, men med langt bredere vingefang end det støjrock-prædikat, jeg havde smidt dem ind under forinden. De første tyve minutter ren instrumentalrock af den lettere ambiente slags, der dog også nåede op i eksplosive crescendoer, ikke ulig hvad Causa Sui eller andre El Paraiso-kolleger kunne jamme sig frem til. Derefter fusionerer de til højre og venstre, hvor vi bl.a. får industrielle indslag ala sen 80'ernes Einstürzende Neubauten, et bizart clash mellem Sigur Ros og melo-punk, motoriske NEU!-beats og lidt af den der heftigt varierende støjrock, jeg havde taget dem for gennemgående at være. Bo Ningen vil det hele, og de er afsindigt dygtige til at høre hinanden i løbet af alle disse underlige, kunstneriske afbræk. Et band, der helt bestemt bør skrives bag nethinden, både for alsidigheden og for underholdningsværdien, når japanere som her makser helt ud på deres baglands musikalske identitet.
Det virkede fuldkommen omsonst at begive sig videre i koncertlandskabet her efter kl 23. Valget mellem drejelire-kraut ala France og så den nye skive fra Soft Moon gav ikke nok blod på tanden, og efter en kort detour forbi en af de lokale barer og skåle med John Cxnnor-følget var den førstedag ligesom fulgt til dørs.
En dag med masser af stærke valg, men også med visse fravalg, der kunne have været rare at have med, nu vi var i gang. Så kender man sit Roadburn igen.