V8 Wankers er ikke det mest raffinerede band, man kan forstille sig. Men bandets speed-rock’n’roll er i den grad underholdende.
Det er snart mange år siden, at Kingdom Come var enten elsket eller hadet. Lenny Wolfs seneste udgivelse i Kingdom Comes navn ændrer nok ikke ved dette faktum.
Whitesnakes 'Made In Japan' afrunder fint epoken med Doug Aldrich som leadguitarist, men tydeliggør også at der skal til at ske noget nyt, hvor David Coverdale slipper for at skrige sin fænomenale vokal endnu mere i stykker.
L.A. Collection har fundet opskriften på god hard rock. Nu mangler de bare at give den et personligt touch.
Den anden skive fra Ghost er en symfonisk åbenbaring, som vil skille vandene for hard rock-fans.
Skribent Molin og tyske The New Black er uenige om den rette betegnelse for musikken, men kan dog enes omkring gode takter.
Klogt af Pretty Maids at holde fast i producer Jacob Hansen, som med succes har hjulpet bandet med noget nær en Mission Impossible: at følge op på det stærke comeback 'Pandemonium'. Men 'Motherland' er langt bedre end sin forgænger, skal vi hilse og sige.
Det finske monstershow beviser, at man sagtens kan få alt til at handle om udseendet og stadig skrive god rockmusik.
‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.
Norske Jørn Landes vokal er stadig lige kuldegysende fantastisk. Det er den, uanset hvad han laver. Men han skal til at stramme sig an, hvis hans band skal blive til mere end en fortærsket kopi af sig selv. Vi anmelder Jorns parring med et symfoniorkester.
På debutalbummet 'Driven' spiller Aventyr en omgang hard rock, som såmænd ikke er dårligere end så meget andet inde for samme genre, men til gengæld også er hørt langt bedre så mange gange før.
I det store hele er Nordirlands 7 Days Dead et udmærket hard rock-band uden det helt store potentiale.
Rock’n’Rolf fra Running Wild har tilsyneladende omsider parkeret sørøverskibet sikkert i havn og lagt speedmetallen på hylden – i det mindste for en tid - for i stedet at kaste sig over retrorocken. Det er endt i lidt af en musikalsk rodebutik, hvor alle musikgenrer er på lager.
Snakecharmer med et par tidligere Whitesnake-folk forsøger at gøre klassisk Whitesnake kunsten efter. Det lykkes ikke helt. De helt gode sange og David Coverdales vokal mangler.
Norske Audrey Horne kan trods en lidt sær lyd ved første lyt og et umanerligt grimt cover alligevel være pænt stolte af albummets fine række af catchy melodier med flere klare hits iblandt.
Rust n' Rages debut byder på en lidet overbevisende omgang glam-rock.
Enkelte gange kan det, der på det nærmeste mases ned i halsen på en fra redaktørens side, vise sig at være så langt mere end en tvangskødbolle før den ønskede dessert. Det gør sig i hvert fald gældende med hensyn til T&N’s debutalbum, som godt nok var hørt, men lagt på hylden, inden redaktørens milde, men bestemte øjne signalerede, at bemeldte medium skulle graves frem igen.
Snot i det tilbagestrøgne hår, heavy metal blandet med rockabilly, sanger med punkattitude og Clash-agtig vokal og sangtitler som ’Kings of Rock’n’Roll’, ’Devil’s Dance’ og ’Run With the Devil (RWTD)’ – jamen det må da være ...
Europe leverede en koncert på rutinen. Opvarmningen var dog god, og Europes forsanger Joey Tempest var en god showman, så de fremmødte fik en god oplevelse.
Joe Satrianis gamle elev har gennem 30 år opbygget en solid karriere via sit indiskutable talent, og dermed er der mødepligt når Steve Vai betræder dansk jord.