RB 26: Vildskab uden sikkerhedsnet
Agriculture går off-script i hemmeligt Roadburn-sæt: hæsblæsende black, publikumsønsker og ren kaoscharme i intime rammer.
Bodhidharma
Relier
The Well
Look, Pt. I
In the House of Angel Flesh
The Circle Chant
Living is Easy
Visse fordele er der ved at være presse. Såsom at kunne mæske sig i gratis soda og chips i et presserum, mens man henter ind på gårsdagens arbejde … og samtidig at rende på random udlændinge, der pludselig både er begyndt at følge ens medie samt ikke mindst kan oplyse om hemmelige shows, der endnu ikke er offentliggjort ud til de bredere masser. Og når nu Agricultures hovedsæt i går kolliderede med den kæmpe folk-overraskelse, Haress, så siger vi bestemt ikke nej til bonussættet i dag i Hall of Fames intime rammer, uagtet jeg så må skrotte planen om at joine mine kolleger til Prostitute – win some, lose some!
… og bonus er det absolut på alle tænkelige måder. Hvor gårsdagens sæt udelukkende rettede fokusset mod den aktuelle plade ‘The Spiritual Sound’, så får vi i dag kun ét eneste nummer derfra. Som intromusik spiller de knap ti af det 14 minutter lange titelnummer fra Bob Dylans 2012-album ‘Tempest’, hvorefter guitarist/sanger Dan Meyer begiver sig ud i en længere lovsang af albummet, der ifølge ham er et af Dylans bedste, men som alle tilsyneladende overser, alene fordi det ikke er noget af det go'e gamle – og så noget med, at nummeret handler om Titanic, men tempest betyder storm, og var der overhovedet nogen storm forbundet med Titanic-ulykken?
Det kan vi så tænke videre over, mens de indleder koncerten med et hæsblæsende nyt nummer, ingen åbenbart har hørt før os her og nu, hvor Meyers vokal bevæger sig langt op i det Alcest-venlige leje som kontrast til dens meget arketypisk blackede punch. En heftig åbner, ligesom den opfølgende ‘Bodhidharma’ og en virkelig fræsende intens udgave af ‘Relier’ fra den selvbetitlede debut. Det kan godt være, at Agriculture tager denne koncert mere som en sjov afstikker henvendt til de mere dedikerede fans, men de lægger bestemt ikke bånd på sig selv fra start – i det mindste ikke indtil efter denne tretrinsraket, hvor de tydeligvis tager sig mere tid til at stoppe op og nyde øjeblikket.
Flere gange bliver publikummet spurgt ind til, hvad de gerne vil høre. En flere minutter lang trommesolo fra Kern Haug slår pludselig ind midt i et nummer, bare fordi. Det sortklædte Roadburn-folk får en stikpille med på vejen i form af “You’re wearing colours, what’s wrong with you?”, og så skruer de ellers tiden tilbage til deres allerførste sang ‘The Circle Chant’, som ifølge Meyer dengang var et bevidst forsøg på at lave et nummer så klichéfyldt, at alle omgående ville vide hvad de stod for. Der er bestemt kommet flere nuancer til deres lyd med årene, og tak for det i øvrigt – men ikke desto mindre fascinerende at se dem genbesøge deres tidlige, mere aggressive bedrifter.
Det er måske lidt urimeligt at anmelde et hemmeligt show uden at dække hovedshowet, når koncerten her tydeligvis er i en helt anden ånd. Det er i hvert fald mere en af den slags shows, hvor de helt bevidst har det sjovt med at tage showet, som det kommer, og når de så spiller, er det mestendels med en Meyer langt oppe i det hæst skrigende leje, med tremolo og blasts for hele femøren. At jeg desuden selv aldrig har fået set dem live, gør også denne personlige debut til en noget uortodoks en af slagsen, men ikke desto mindre en herligt befriende måde at indtage scenen på, uden at tage sig selv alt for højtideligt.
Og tilmed ganske passende, at den afsluttende ‘Living is Easy’, som Meyer fremhæver som deres kampråb mod de politiske tilstande derhjemme, der også påvirker os her på denne side af Atlanten, udvikler sig til et af de der lukkenumre af ‘Rabalderstræde’-skolen, hvor nummeret bliver ved i flere minutter at stoppe og starte på ny, på konstant nye måder, som en vittig, sidste black-teaser. Svært ikke at holde af med deres blink i øjet, omend jeg nu stadig håber, at næste Agriculture-show jeg ser bliver et mere normalt et af slagsen – men at se Agriculture på denne måde er nu også en chance, der er de færreste forundt, og så kan jeg da ellers forlade Hall of Fame med et smøret smil, inden der 20 minutter senere står Boris og ‘Pink’-pladen på programmet … hvor er Roadburn dog et dejligt sted!