Kommentarer fra af kent

Jeg var netop ikke selv på Gentofte i '91, men har hørt historierne fra mange gennem årene. Men da jeg sad og finpudsede min lille tudeartikel, så googlede jeg bare "monsters of rock gentofte" og fik en engelsk wiki, hvor Pantera var nævnt.

@ Mølgaard > Jeg har da også hørt forskellige meninger om den koncert, men jeg havde nu hellere oplevet Metallica på en off-day end sidde hjemme i Nordjylland og male fodpaneler eller hvad jeg nu lavede den dag. ;-)

Hvis Jacob kun måtte udtale sig om det han har forstand på, så kunne vi godt sy hans læber sammen allerede nu.

Når det er sagt, så udviser de, der skriver kommentarerne en smule mangel på humor. Hvor seriøst skal man tage en top 5? Kom nu ind i kampen, venner! ;-)

PS: Jeg stemmer SORT på torsdag. Og det bliver jeg ved med indtil de finder en farve, der er mørkere!

Det er hvad man kalder for en redaktionel smutter, for du har naturligvis ret.

Nu hvor du skriver, at hele siden er en joke, kunne du så ikke også lige dechifrere resten af anmeldelserne fra Copenhell? Jeg synes faktisk Emil skriver ganske pænt om Protest The Hero, så det kunne være sjovt at læse hvad du synes om min anmeldelse af Deicide, der kun fik to stjerner.

Og selvfølgelig lokkes man til at bruge ordet "troll" om dig. Hvis du læser dit andet, meget lange svar igennem en gang mere, så vil du kunne se, at det blot er én lang svada mod anmelderen og vores side. Når den kritik får lov at stå alene, uden samtidig at give et bedre bud på hvordan det kunne være gjort, læses det jo blot som ham tilskueren, der fra sidelinjen råber til fodboldtræneren "Hold da op, I kan jo ikke spille bold", uden at komme med fornuftige forslag til hvordan træneren og/eller spilleren kunne forbedre sig.

Med andre ord; din kritik kan ikke bruges til ret meget, og din tone gør det bestemt ikke nemmere at tage det seriøst.

Vi vil normalt meget gerne interagere med vores læsere, og tager hjertens gerne kritik seriøst. Men ligesom vi altid behandler vore læsere med respekt, således vil vi også gerne mødes med bare en lille smule respekt.

Med håb om, at tonen kan blive lidt skønnere imellem os. :)

Det var noget af en ensidig svada mod anmelderens person, denne læser kommer med. Kalder anmelder både uengageret, bovlam og knægter samtidig hans tæft for faget. Mon manden overhovedet ved hvem anmelderen er, endsige hvad hans indsigt i musikmiljøet er? Er der blevet gjort en indsats for at lave research, eller er man faret i blækhuset med forhøjet blodtryk, skyklapper og raseri over, at det ramte tættere på hjem end hvad man syntes var sjovt?

Det er så nuttet når vårharer fra institutioner, med optagelsesprøver, hvor der er flere forkerte svar end rigtige, puster sig op og gør sig vigtige og klandrer udefrakommende for ikke at gøre deres arbejde ordentligt, stolt vejrende med research-flaget. Forhåbentlig lærer de også, at når man skal analysere en sag, så er det en helvedes god ide at finde ud af interessenters motiv for deres handlinger.

Og her undrer det egentlig ikke synderlig meget, at læseren går så benhårdt efter anmelderen i lige præcis denne anmeldelse. For selvfølgelig laver Devilution deres research.

Der mangler lige en seks - syv numre med Death og Carcass, men ellers ser det fornuftigt ud.

Skift dog Guds lam ud med Deicides 'Sacrificial Suicide'. Det er en vinder. Vent bare og se @ Copenhell '11.

Belært af mangt en koncertoplevelse gennem snart 20 år på de skrå brædder både som tilskuer, anmelder m.m., så har jeg efterhånden pr. automatik sænket forventningerne til det første band på en plakat. Det er ofte en jævn omgang for at sige det pænt.

Og jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke havde hørt Suicidal Angels før koncerten i torsdags. Men som jeg også skriver, så var det absolut en positiv overraskelse, og at jeg så er lidt sent med på "SA"-vognen, det er der så ikke så meget at gøre ved. Bedre sent end aldrig. ;-)

Jeg bør nok lige tilføje, at kommentaren til de to glade ungersvende er en intern joke mellem skribent/fotodreng og de to dedikerede fans. De har begge hver især langt over 100 Volbeat-koncerter på trommehinderne, og manden yderst til højre, med det store smil og blækfyldte arm, er officielt verdens største Volbeat-fan og har gratis adgang til samtlige Volbeat-koncerter verden over resten af hans tid på denne jord.

Og et par herlige gutter er I, Claus og André. Vi ses snart igen, For Helvede!!

Jo. Men det gad jeg ikke skrive. Det ville blot være med til at understrege hvor skidt det var. Man spiller ikke det samme nummer to gange. Jeg havde tænkt mig at lade Alice Cooper slippe af sted med det. Men ak... :)

Hvilken plade er det nummer fra? ;-)

Selvfølgelig er det et stort hit. Det mener jeg rigtig mange Maiden-numre er, men eftersom jeg havde setlisten med, så valgte jeg kun at nævne nogle ganske få ved navn i selve anmeldelsen for at undgå alt for meget dobbeltkonfekt. :)

Jeg tager den uforbeholdent på min kappe. Jeg er dødsmetaller af den gamle skole, og må med skam i stemmen erkende, at jeg ikke har læst så godt op på mit Amorphis-pensum, som jeg kunne have. At der er gået fem år er uvirkeligt. Jeg syntes det var i forgårs han kom med, men tiden går åbenbart hurtigere end jeg vil være ved.

Og ja, en "new guy" bliver aldrig andet end en "new guy". Jeg synes stadig Janick Gers er den nye guitarist i Maiden, og selvom Rob Trujillo har været med i Metallica i syv år, så er han stadig dugfrisk for mit vedkommende. Det skal dog ikke undskylde noget, blot være med til at give en smule forståelse overfor hvorfor jeg skrev som jeg gjorde. :)

Der er da ingen tvivl om, at det er fedt når en musiker lægger sin energi i at fremføre sine numre så godt som overhovedet muligt på dagen og under de givne forhold.

Men for at en live-oplevelse skal gå ud over det gennemsnitlige, så kræver det også noget af musikerens sceneoptræden. Den/de bør kommunikere med publikum, enten verbalt eller ved at gestikulere. Den energi, der bølger frem og tilbage mellem scene og publikum er det, der frembringer den gode stemning, og som i sjældne tilfælde skaber en magisk aften. Her mangler Dave Mustaine rigtig meget, faktisk.

Jeg har intet imod at han fremfører 'Rust...' fra ende til anden. Det er jo fantastisk. Men han burde række ud over scenen, vise publikum at han er glad for at være der, og glad for at se publikum og forventer at de også leverer noget til ham, så han kan levere til dem osv.

Han kan bare kigge på sin tidligere bandkammerat James Hetfield eller Sigurd Wongraven fra Satyricon. De forstår, helt bogstaveligt, at række ud over scenekanten og inddrage publikum i affæren.

Det skal ikke forstås således, at jeg vil ofre den gode fremførelse og musiske håndværk for sceneoptræden. Jeg tillader mig derimod at forlange begge dele fra kunstneren, når denne står på en scene.

Ellers kunne den/de jo bare udgive en dvd med sine sange fremført live i studiet. ;-)

Hej Signe

Det du leder efter, er Ennio Morricones udødelige klassiker "Ecstasy Of Gold", der slutter Sergio Leones "The Good, The Bad And The Ugly" af. Lyt og se i HD her:

http://www.youtube.com/watch?v=2PwpOmjAu1M

Metallica har brugt det tema som intronummer siden 1985, dog var det fraværende i en kort periode fra 1996 - 1998. Så sent som sidste år, da Metallica gæstede Forum fem gange på otte dage spillede de faktisk for første gang nogensinde sangen selv midt i koncerten. Det var på den femte og sidste aften. Den video kan du se her:

(fanget af NRGMagazine.DKs egen Mathias Nielsen)
http://www.youtube.com/watch?v=a9YDCRJuYb4

Angående showet i Warszawa. Jeg synes nogle gange deres seks 'mandatory'-sange (Sad, Sandman, Nothing, Seek, One og Puppets) bliver sjoflet en smule. Kirk kniber solierne af hvor de er bedst/vanskeligst, James sparer vokalen osv. Så det er ikke kun Lars, der sommetider kører på autopilot. Men jeg synes bare hans præstation stod uheldigt ud i visse momenter, der retfærdiggjorde en kritik.

Til gengæld var de giftige under bl.a. 'Horse' og 'Fade'. Og igen under 'Blackened'. Men mon ikke også det bl.a. er fordi de ikke spiller de numre HVER aften. :)

Så mens der var småting, der kunne være bedre, så var 'the overall verdict', at showet fremstår som noget helt specielt og historisk.

Hej alle

Der er nu fundet billeder af det plekter jeg talte om i anmeldelsen. Du kan se både guitar- og basplekter her:

http://i203.photobucket.com/albums/aa283/mrmarchio/TheBig4.jpg

Blandt hardcore Metallica-samlere bliver det nok sommerens mest jagtede objekt. ;-)

Hej Signe

Du har helt ret. James var i topform. Det var fedt at se og høre.

Angående alkohol, så havde min kammerat og jeg smuglet hver sin lille lommelærke med ind (tak, Antoinette!), indeholdende Jack D. Men den var for lille, haha...

Omkring link: Ja, det virker ikke. Man kan dog finde Slayer-anmeldelsen hvis man klikker under "Anmeldelser" ude til venstre. Der er også direkte link her:

http://www.nrgmagazine.dk/koncertanmeldelser/rutineret-indsats-uden-svinke-rinder

Historisk aften. Det bliver sent glemt.

Hej Jens Markvardsen

Jeg forstår udmærket din pointe. Første gang jeg så AC/DC var jeg også ovenud lykkelig. Om det var specielt godt ved jeg faktisk ikke; jeg husker det bare som helt fantastisk.

Men når man ser et band live for første gang, som man har forgudet i mange år, så er man også et taknemmeligt offer. Der skal ikke meget til for at imponere. Det er lidt ligesom Britney Spears. For en 12-årig pige er det jo reelt nok at Britney bare møder op på scenen, så er den 12-åriges dag og år reddet. Så pyt med playback osv. Sådan havde jeg det præcis med min første AC/DC, min første Iron Maiden og min første Metallica koncert. Min dag var reddet bare de trådte op på scenen og jeg fik set Angus Young, Bruce Dickinson og James Hetfield 'in the flesh' for første gang i mit liv. Den dag må og skal der naturligvis ikke tages noget fra.

Derfor forstår jeg udmærket, at mange kan være uenige i min domsfældelse, og det var da også netop derfor jeg lagde op til debat. For jeg er stadig også bare en fan, og det varmer når jeg læser om folks 'første gang' med et band som AC/DC. For jeg kender følelsen og oplevelsen.

Og ja; AC/DC's standardvare er god. De falder aldrig igennem, for man ved hvad man får, og de leverer det stensikkert. Deraf overskriften "rutineret kongerock". For jeg er på ingen måde vrissen på bandet. Slet ikke. Der er bare forskel på en almindelig koncert og en aften hvor det lyner og tordner. Her skal jeg selv tilbage til Roskilde '03 med Metallica torsdag aften. Dét var specielt, selvom det ikke var min første koncert med bandet.

Hej Captive

Jeg vil sige lyden og logistikken var rigtig godt. Så et klap på skulderen til organisatørerne, Horsens' nye musikarena osv.

Men for mig var selve koncerten fra AC/DC egentlig bare endnu én i rækken uden mindeværdige højdepunkter. Der var ikke noget hvor jeg kunne sige "af alle de AC/DC jeg har været til, var det lige præcis i Horsens de gjorde X eller Y federe end de andre gange". For det var bare standardvaren, der blev leveret.

Men det er min mening. Jeg vil gerne høre andres. :)

Njårh, jeg ved nu ikke. Der er ingen tvivl om, at debutskiverne fra bl.a. Immolation, Deicide, Suffocation m.fl. er legendariske, men at sige, de ikke har gjort det godt/bedre siden er imho en smule overdrevet.

Jeg ville i hvert fald nødig undvære 'Once Upon The Cross', den næsten helt nye "The Stench Of Redemption", ligesom jeg heller ikke ret gerne ville undvære "Effigy Of The Forgotten" i samlingen, for bare at nævne nogle få stykker.

Ligeledes har Immolation her, imo, lavet en regulær home-run med "The Majesty And Decay". Det er ikke sikkert tiden er til et gennembrud for en dødsmetalskive, og sådan kan timing være både så gunstig og ubarmhjertig, men jeg er i hvert fald glad for Immolations seneste plade. Stadig fuld honnør herfra.

Debutplader er som regel rigtig fede. Men det er ikke ensbetydende med at alt det andet er kedeligt.

Hej hellcock (fantastisk navn!!) og Villumsen.

Jeg har (selvfølgelig) hørt den foregående skive, samt samtlige af bandets tidligere udgivelser. Immolation var ikke verdens største dødsmetalband i starten af halvfemserne, men det var et af dem "man" lyttede til, så jeg købte også deres skiver.

Første gang jeg så dem live var i 1996 da de varmede op for Cannibal Corpse i Aalborg. Allerede dengang var det tydeligt, at de havde noget i deres lyd som var lidt anderledes. Immolation er teknisk velfunderet, og for at komme til sagen, så er 'Majesty...' bedre end forgængeren. Det er svært at sige om den rent faktisk går hen og bliver deres bedste. Det kan kun tiden vise, når skiven har fået et par år på bagen.

Jeg er bare vild med den tykke produktion, der lyder rigtig godt, og så at sangene står så godt frem, både som helhed, men også de enkelte sange og detaljerne deri. Hver sang åbner sig efter et par gennemlytninger, og der er en snert af Nile, lidt Morbid Angel osv., og Immolation formår på den måde at gøre deres dødsmetal friskt, spændende og lyttervenligt. Det er ikke bare 10 sange skåret over samme læst. Her er melodi og tyngde for alle pengene.

Jeg synes derfor afgjort, at I skal give skiven et forsøg. Det fortjener den. :)

Der kan være børn der læser med her, hvorfor de mere prekære detaljer optimalt set forbliver uskrevne. Gæstfriheden fejlede dog intet. ;-)