Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Et interessant projekt lider under stilstand
Ihsahn rev Voxhall midt over, mens vi tiggede om mere.
Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.
Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz
Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.
Der er skruet op for mørket og synthen på seneste udspil fra Ihsahn. Det havde dog klædt ’Àmr’ at vægte mere på substans frem for form.
Ihsahn har efterhånden gæstet Wacken ret mange gange både med Emperor og som solist. Denne gang nørdede han igennem, og det fungerede momentvis.
Ihsahn tør at fejle, og han tør sågar at gentage andres fejl og skabe noget ud af dem, der lykkes mod al sund fornuft. Det skal vi som metalpublikum være taknemmelige for.
Ihsahn gav en fantastisk koncert fredag eftermiddag, der dog faldt delvis igennem grundet omstændigheder, som hverken han selv eller bandet kunne styre.
Det var i særdeleshed velspillet og nærværende selvom stemningen ikke længere er særlig ond, aggressiv og ærkemetallisk, når Ihsahn står på scenen.
