Herlig hippiehealing

Pearl Jam-koncerten startede lidt famlende, men endte i ren ekstase. Seattle-sekstetten (inklusive Boom Gaspar, orgel) Pearl Jam frekventerer ikke just Danmark ofte. Faktisk skal vi helt tilbage til Roskilde Festivalen i 1992 for at finde en gennemført koncert fra bandet.

Som bekendt var der en optræden på Roskilde Festivalen i 2000, som blev afbrudt af tragedien, hvor ni mennesker mistede livet. Siden har bandet har holdt sig langt væk fra Danmark og Skandinavien i det hele taget, og aftenens koncert i Forum var derfor den første på disse kanter i hele syv år. Og der var naturligvis længe udsolgt.


Ærkebritisk opvarmning

De britiske opkomlinge The Futureheads stod for tre kvarters opvarmning: musikalsk er de en del af den igangværende bølge af ærkebritiske retrobands, der ligger sig tæt op af modrocklegenderne The Jams tradition.

Men selvom selveste Eddie Vedder var på scenen for at introducere bandet, faldt Futureheads desværre langt fra i publikums smag, og de mangler da i særdeleshed også et omkvæd, der sætter sig fast. Meget sigende var det, at det eneste, man for alvor lagde mærke til, var bandets – i øvrigt ganske fortrinlige – fortolkning af Kate Bushs ”Hounds of Love”.


Nervøs start

Der er ingen tvivl om, at Pearl Jam er store beundrere af Neil Young, og det var da også selv sammes nyeste album ”Living with War”, der kørte i sceneanlægget under lydprøven. Og som om det ikke var nok, blev ”Long Road” aftenens første nummer - en noget obskur b-side fra ”Mirrorball”, som d’herrer indspillede i samarbejde med netop Neil Young.

Så gik det ellers derudaf med old school-sager som ”Corduroy” og ”Why Go”, inden en nyere sag som ”Do the Evolution” understregede at materialet efter ”Vitalogy” ikke kun er ”farfarmusik”.

Lyden i Forum er og bliver en skandale, og selvom den var bedre denne aften end normalt, var der stadig et godt stykke op til den optimale oplevelse. I det hele taget haltede Pearl Jam lidt i starten af koncerten, og da Roskilde-sagen ”Love Boat Captain” blev luftet, blev balladen spillet i nervøst dobbelt-tempo, og Eddie Vedder sang vers to i stedet for vers et i bar iver efter at nå til den helende ”Lost nine friends we’ll never know” strofe.


Øjeblikkelig ekstase

Så var det anderledes befriende, da vi fik en verdenspremiere på livefortolkningen af den smukke The Who-ballade ”Love, Reign o’er Me” fra Pete Townshends rockopera ”Quadrophenia”. Herfra arbejdede bandet sig langsomt op i de højere skylag med en forlænget jam-udgave af ”Porch”.

Klimaks lod vente på sig, da Eddie Vedder gik solo på scenen i første ekstranummer, og spillede den nye antikrigshymne ”No More”, som han dedikerede til en Irak-veteran, der kom hjem fra krigen lammet fra halsen og ned efter. En soldat, som Vedder roste for at tale imod Bush og krig i almindelighed.

Det var en flot sang og et tiltrængt pusterum lige inden den nye rocker ”World Wide Suicide”. Heromkring indtraf klimaks til gengæld for størstedelen af de mange publikummer, der tilsyneladende havde haft ”Ten”-numrene allerøverst på ønskeseddelen. Trekløveret fra det album bestod af ”Once”, en forlænget og utrolig version af ”Black” og sidst men langt fra mindst ”Alive”, som fik samtlige Forums 10.000 gæster i øjeblikkelig ekstase.


Fantastisk finale

Det var dog ikke slut, for Pearl Jam giver – som hovedregel i form af to omgange ekstranumre – fuld valuta for de 550 kr., man har måttet slippe for en billet. Inden ”Better Man” var der sat fem minutter af, hvor Eddie Vedder gav en rørende og oprigtig tale om tragedien på Roskilde, samt hvad aftenens koncert betød for bandet.

Efter det nummer blev hele salens lys tændt, og Neil Young-temaet blev samlet op igen med den uhyggeligt rockende nyklassiker ”Keep on Rockin’ in the Free World”, hvorunder Forums gulv var ved at give efter, og man sagtens kunne have pådraget sig en høreskade via publikums sing-a-long alene…

Aftenens sidste nummer var guitaristen Mike McCreadys Jimi Hendrix-hyldest ”Yellow Ledbetter” (hvem sagde ”Little Wing”?), hvor også en blondine på forreste række blev inviteret op på scenen, så hr. Vedder kunne synge for hende.

En helt speciel koncert, der langsomt byggede sig op til noget stort, og som man var taknemmelig for at have overværet, mens man forlod hallen til endnu et Neil Young-tema i form af ”Zuma”-albummet, som listede sig ud af scenens højtalere.