Sydstatsalbatrossen stadig flyvende
Ikke engang en hæst besoffen Keenan kunne skygge for kollegaerne i Corrosion of Conformity, der holdt 90er-outputtet i live med ekstra dobbeltpedal for pengene.
2. Paranoid Opioid
3. Shake Like You
4. Seven Days
5. Diablo Blvd.
6. Senor Limpio
7. Wiseblood
8. Who's Got the Fire
9. Stonebreaker
10. 13 Angels
11. Vote With a Bullet
----------------------------
12. Born Again for the Last Time
13. Albatross
14. Clean My Wounds
Tilbage i teenageårene, hvor jeg stadig var forblændet af Metallica-faktoren, skulle der indhentes lidt fortabte koncertdyder. ’Load’-turnéen nåede jeg derfor at opleve fire gange. Store øjenåbnere for en ung purk, der stadig skulle have tilladelse fra den gamle til at tage et par fridage fra folkeskolen, men hele oplevelsen værd. Ikke blot for at få brudt Metallica-mødommen godt og grundigt, men også på grund af deres åbningsnavn på hele den daværende Europa-turné.
Corrosion of Conformity havde samme måned i 1996 sendt ’Wiseblood’ på gaden, og Hetfield havde et godt øje til Raleigh-stonerne, der med Pepper Keenan som frontmand havde fået et helt anderledes, stoner-inspireret udtryk langt væk fra de crossover-prægede trio-dage i 80erne. Selv kendte jeg kun ’Clean My Wounds’-videoen fra MTV Headbangers Ball, men det blev der så sandelig gjort noget ved efter at have set dem levere varen aften på aften.
De efterfølgende plader satte sig aldrig helt på samme måde, og efter Keenan et årti senere valgte at lægge C.O.C. på is for at hellige sig Down skulle man tro, at løbet var kørt. Woody Weatherman (guitarist) og Mike Dean (bassist) vendte tilbage til trioformatet på et par plader uden det gjorde det store væsen af sig, og en aften for mange år siden på Loppen gjorde det tydeligt, hvor meget de manglede Keenan i den periode. Eller i hvert fald en frontfigur, som den ganske vist fremragende bassist, men nok så excentriske Mike Dean dårligt tog sig ud for at være. De fik dog lokket Keenan med på en mindre tour i 2015, der bl.a. slog vejen forbi BETA, og siden hen har han gæstet på festivaljobs her og der, bl.a. til en lidt sløv seance på Roskilde Festival 2015 og et par år senere på Copenhell. Der kan derfor snildt sættes spørgsmålstegn ved, hvor højaktuelt det er at promovere denne turné som den første gendannelse med Pepper Keenan siden 2006, som aftenens event antyder. At nævne Keenan med navns nævnelse intet mindre end syv gange i beskrivelsen tydeliggør da også på enhver tænkelig måde, hvor meget hans år i gruppen for mange stadig er bandets ultimative trækplaster.
Rus og rust
Det kan derfor også snildt tages for givet, at aftenens visit kun tager udgangspunkt i den del af C.O.C.s repertoire. Efter ’Exciter’ (Judas Priest) og ’La Grange’ (ZZ Top) indledningsvis fintuner ørerne til de kommende 80 minutters fuzz og tråd melder den spinkle Dean sin ankomst på scenen med buldrende bas og feedback opad de klassiske Orange-stacks, inden det tunge tre-toners-groove fra ’Bottom Feeder’ leder resten af bandet ind på scenen. John Green som arvtageren efter afdøde Reed Mullin bag trommerne, og Weatherman og Keenan begge godt tyve kilo tungere end dengang i 1996. En faktor, der dog ikke kan mærkes på Weatherman, der flexer løs med skæve guitarchops i den stærke åbner, inden den desværre kortes af over i en påfaldende nu-metalliseret udgave af ’Paranoid Opioid’. Påfaldende dels for den nyindskiftede Greens markant mere metalliske punch med hurtige runs på dobbeltpedalen, men også for Keenans nærmest scat/rappende levering af verset, der lyder noget aparte i forhold til hans vante tone.
At det så samtidig bliver hans tydeligste vokal i aften er en trist, men uomgængelig kendsgerning, for meget stemme har han usvigeligt ikke at byde ind med her til aften. Om det skyldes, at han i dag har indvarslet sin 56 års fødselsdag med lidt for mange procenter, kan bestemt ikke afvises. Selv når han snakker mellem numrene skal man anstrenge sig for at forstå hvad han prøver at sige, men gudskelov kan musikken snildt sælge varen, når de har så mange skarpe skud i bøssen.
Weatherman er så absolut bandets stærkeste es i aften, stadig med sin lækkert indfølte tone og et væld af licks, som fx i den groovy ’Seven Days’ og den mere laidback ’13 Angels’, hvor Keenans rustne stemme også lettere kunne træde i karakter gennem lydmuren. Dean sikrer samtidig den slæbende groovy del af C.O.C.-lyden, med plads til at støje ud når musikken tillader det og små, krøllede twists på basfigurerne, ikke ulig hans rodede hårpragt. Tydeligvis bandets to uopslidelige støtter i aften, mens Keenan kører lidt mere på frihjul i sin fødselsdagsrus, og Green trækker bandet ud af støvet, mod et hårdere udtryk. Det er så absolut Green og hans brug af blasts og dobbeltpedaler, der ændrer bandets udtryk fra stoner rock til stoner metal her i aften, uden det egentlig på nogen måde svækker helheden. Tværtimod gør det det blot tydeligere, hvor stærke musikere C.O.C. i grunden består af, som fx da de som ekstranummer slår over i ’Born Again for the Last Time’, og Dean og Weathermans interne solochops halvvejs inde demonstrerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, at de har spillet side om side de sidste 40 år.
Fællessangen under ’Albatross’ fejler heller ikke i aften, og selvom deres jammende take på ’Clean My Wounds’ måske blev lidt for fabulerende er det nu stadig netop i øjeblikke som det, at både sangskrivningen og deres groovy samspil når de Sabbath’ske højder, som de uden tvivl lod sig inspirere af dengang ’Deliverance’-pladen kom til verden.
Det er heller ikke svært at se, hvorfor Plainride lige har fået æren af at varme op i aften. Det tager ikke mange minutter at lure, at den tyske trio har fået 70ernes hårde blues-rock ind med modermælken, i alle sine funky, følte og tunge afgreninger. Med skovmandsskjorte og tunge, svajende grooves, der rammer pletvis, og hvor trommeslagerens hårdtslående approach på ingen måde efterlader nogen tvivl om, hvorfor de poserer ved John Bonhams gravsten på bandets seneste Facebook-opslag. Plainride har bestemt noget klassisk og følt skoling, der vinder lidt efterhånden som koncerten skrider frem. De mestrer det her lettere legende blues-rock, ingen tvivl om det – men hvis man som undertegnede i bund og grund ikke er så vild med blues-rock, så føles mange af deres anstrengelser desværre spildte, og der mangler den ekstra bonusfaktor, der gør, at vi vil skrive dem bag øret.
Det står til gengæld lynende skarpt efter sådan en omgang, hvor meget mere Corrosion of Conformity har at byde på med et par regulære stoner-rock albumklassikere på cv’et, der får de fleste ligesindede til at blegne ved siden af stadig her i 2023. At rusen og rusten sætter sit præg på Pepper Keenan kan så undtagelsesvis tilgives, når nu det trods alt er hans fødselsdag – mon ikke vi næste gang kan fange ham i DK på en af de andre 364 dage på året?