Legendernes efterår
Populær
Forventningerne til Black Sabbaths koncert tirsdag aften i København var iblandet såvel et håb om den ultimative koncert, såvel som en frygt for, at det hele skulle ende i en pinlig affære. Heldigvis var resultatet tættere på det første end på det sidste - om end der var nogle skønhedsfejl.
2. Into the Void
3. Under the Sun/Every Day Comes and Goes
4. Snowblind
5. Age of Reason
6. Black Sabbath
7. Wasp/Behind the Wall of Sleep
8. Bassically/N.I.B.
9. End of the Beginning
10. Fairies Wear Boots
11. Rat Salad
(Trommesolo)
12. Iron Man
13. Dirty Women
14. Children of the Grave
Ekstranummer:
(Sabbath Bloody Sabbath)
15. Paranoid
Det var ganske nydelig sen efterårsdag/tidlig vinterdag, at Black Sabbath lagde vejen forbi Forum på Frederiksberg. Allerede i gaderne tæt på Forum var der forventning at spore. Min ankomst til Forum blev fulgt til dørs af en bemærkning fra dørpigen om, at det var "magisk". Desværre tog mine tinnitusplagede ører fejl af meddelelsen, og jeg replicerede, "ja, det er mærkeligt". Det fik vi så en lille disputs om, men begge havde vi jo egentligt ret. Det var da en magisk begivenhed, at Black Sabbath var i byen, men samtidig var det da bestemt også en smule mærkeligt. Da jeg rålyttede Black Sabbath slutningen af 1970'erne, havde jeg bestemt ikke i tankerne, at jeg skulle opleve dem foran 10.000 tilskuere i 2013.
Godt nok har Black Sabbath lejlighedsvis været gendannet igennem de seneste 15 år i mere eller mindre originale besætninger, hvor bandet også har lagt vejen forbi Roskilde-festivalen. Men denne gang er det ligesom noget andet, da der er tale om en rigtig turne, der til dels sker for at promovere et nyt album. Bandets første med Ozzy Osbourne i 35 år.
Black Sabbath har i metal- og rockkredse i årtier haft en legendarisk status og der er da også noget næsten overnaturligt over bandet. Når man sådan oplever d'herrer Geezer Butler og Tony Iommi på en scene, så kan man næsten ikke lade være med at tænke på, om der her er tale om almindeligt dødelige. Især Tony Iommi fremstår i sin stoiske ro, som et væsen af en anden verden.
Den sorte guitargud
Tony Iommi har været ramt af kræft og er stadig i behandling. Men på scenen i Forum så han absolut frisk – ja nærmest udødelig ud. Han er den sande nulevende metallegende. Det er måske for meget at på påstå, at hvis Iommi havde droppet guitaren efter at have savet de yderste led af en række fingre, så ville vi ikke have haft metalbands i dag. Men der er ingen tvivl om, at i givet fald så ville metallen have haft en anden lyd. Det er den betydning, Tony Iommi har haft for vore dages metal musik.
Mennesket i bandet
Overfor Butler og Iommis overnaturlige status har vi så Ozzy. Det kan nok være, at han har bedrevet mange sære ting i karrieren. Men på scenen fremstår Ozzy, som den, der er beslægtet med os andre. Det er ham, der vil gøre koncerten til en fest og ikke en andagt. Det er Ozzy, der er det fejlfyldte menneske, der så bravt forsøge at komme frem til målet. Stemmen er slidt og står i skærende kontrast til de øvrige musikeres standard. Og ofte – for ofte blev sangen regulær falsk under koncerten. Men det er Ozzys tilstedeværelse, der giver Black Sabbath den legitimitet, som ofte har manglet under Iommis mange forsøg på at køre bandet videre – Dio-perioden undtaget, forstås.
Overflødighedshorn
Koncerten bestod af et sandt overflødighedshorn af klassikere fra den satte i gang med 'War Pigs' til den sluttede med ekstranummeret 'Paranoid'. Af alle de store sange fra fordums tid var det særligt signatursangen 'Black Sabbath', der kom stærkt igennem. Her var der i sandhed tale om et magisk øjeblik i Forum. Men også 'Into the Void', 'N.I.B.' og 'Fairies Wear Boots' fungerede flot. Der blev kun plads til to sange fra bandets genforeningsalbum ’13’ i form af 'Age of Reason' og 'End of the Beginning', og vel har disse sange ikke stjernestatus som de gamle klassikere, men det var trods alt en så ganske udmærket liveudgave af 'End of the Beginning' der blev skudt ud fra scenen. Det også selv om Ozzy i netop denne sang pludselig blev meget optaget af et eller andet på scenegulvet ved sine fødder. Det kan være, at teksten til netop den sang ikke helt har bidt sig fast.
Man machine
Nævnes skal også trommeslager Bill Wards afløser på den igangværende turne Tommy Clufetos. Han både ligner og spiller som Bill Ward gjorde for 40 år siden. Han bruger dog langt mindre koklokke, hvilket er et udmærket valg. Trommesoloer har ingen plads til koncerter i dette årtusinde! Når det så er sagt, så fik Clufetos trommesolo i ’Rat Salad’ underkæben til at styrtdykke på mange i salen. Det var i sandhed – om end for lang – også en solo på et niveau, der meget sjældent opleves.
Sabbaths efterår
Året går på hæld for Black Sabbath – både dette kalenderår og bandets leveår. Vi får ikke de herrer Butler, Iommi og Osbourne at se mange flere gange på dansk jord. Ikke desto mindre er der grund til at glæde sig over, at bandet ikke faldt igennem i Forum, men til gengæld næsten levede op til de største forhåbninger, man med rimelighed kunne stille.