WOA'13: Mens vi venter på røgen
Populær
Veteranerne fra Deep Purple fik trukket tempoet ud af festivalpladsen og leverede et jævnt show, der vandt på udmærket keyboardlir og gode guitarsoli.
2. Into the Fire
3. Hard Lovin' Man
4. Vincent Price
5. Strange Kind of Woman
6. Contact Lost
7. Guitar Solo (Morse)
8. All the Time in the World
9. The Well-Dressed Guitar
10. Hell to Pay
11. Lazy
12. Above and Beyond
13. No One Came
14. Keyboard Solo (Airey)
15. Perfect Strangers
16. Space Truckin'
17. Smoke on the Water
18. Green Onions
19. Hush
20. Black Night
For mange er Deep Purple lig med megahittet 'Smoke On The Water', som for mange spirende guitarister er den første sang, man lærer riffet fra på sin nyindkøbte Fender-guitar fra den lokale musikforretning. Deep Purple er dog langt mere end dét for de, der er vokset op med deres lyd. Spørg bare Lars Ulrich.
På Wacken var publikum da også af den mere modne kaliber, og denne anmelder stod ved siden af en familiefar med gråt hår, der kunne synge med på samtlige sange og havde hevet sin kone samt deres tre børn med. Behørigt udstyret med høreværn og små legetøjsdyr sad børnene på skift på faderens skuldre og legede med dyrene i det grå hår, alt i mens faderen saligt rockede med på numrene, der kom fra scenekanten. Den perfekte familiefest.
Han var bestemt ikke alene. Der var mødt mange frem, men jeg havde mange af dem mistænkt for at møde frem for at høre førnævnte klassiker. Og så måtte de ellers tålmodigt vente i over en time, hvor vi blev trakteret med det vildeste keyboardlir og nogle ret så fremragende, melodiske guitarsoloer. For selvom forsanger Ian Gillan ikke længere er lige så stærk som Bruce Dickinson i sine skrig, så gjorde Deep Purple det ganske udmærket denne torsdag aften på Black Stage.
Her på redaktionen har vi jo tidligere i en top-5 gjort os lidt morsomme på bekostning af keyboardspillere. Men i lige præcis Deep Purple er det helt okay, at Don Airey langt det meste af tiden stjal billedet. Og æret være ophavsmand Jon Lords minde!
Efter 70 minutter begyndte guitaristen dog at lire introen til Guns N' Roses' 'Sweet Child o' Mine' og blev mødt af den anden guitarist, hvorefter de gav hinanden depechen med små soli, førend de omsider satte i det riff, som alle var mødt frem for at høre. Og så kom røgen. Som havde 40.000 katolikker stået og ventet på den på Peterspladsen i Rom. Festivalpladsen eksploderede i ekstase, og fællessangen blev øjeblikkeligt iværksat.
Da klimaks så var opnået, så kunne man have vendt sig om på siden, tændt en smøg og pustet ud. Men desværre valgte Deep Purple at gå over i en art indstuderet improvisation, hvor de bare gik og legede med forskellige sange og riffs i en sær smeltedigel, der blev holdt i gang i 15 minutter. Det var en noget ujævn og rodet afslutning på en rutineret indsats. For dem, der ikke var der, kan de opleve Deep Purple i Skovdalen i Aalborg senere i denne måned.