RB 25: Djævelsk forførende
Med blot 2024s ‘Fire Blades from the Tomb’ på CV'et ved vi, hvad italienske Ponte del Diavolo har med til os i dag – nemlig varierende doom af den inciterende skole!
Covenant
Red as the Sex of She Who Lives in Death
La Razza
Nocturnal Veil
Zero
The Weeping Song (Nick Cave-cover, med Davide Straccione)
Det er blot få uger siden, under terpningen af årets line-up, at jeg blev bekendt med Ponte del Diavolo. Omend jeg her hørte det som en mere ritualiseret afskygning af doom-genren, ala Mansion eller Shaam Larein, så er det nogle gange i koncertøjeblikket, at det går op for en, at man har hørt det helt forkert. Ikke, at de ikke også har mere hypnotiske momenter, men melodien er klart mere fremtrædende, med lidt blackede og punkede overbygninger.
‘Demone’ åbner energisk koncerten ud med blasts og fræsende power-akkorder, mens Elena Camusso harcellerer bidsk derudad på italiensk, inden hun flirter sig ind på de forreste rækker i sit operatiske leje. Camusso er tydeligvis godt tilpas med sin rolle i front, som hun inciterer sig ind ved alle, både med sit sydeuropæiske croon og den dybe øjenkontakt med de mest bjergtane oppe foran. En stærk frontkvinde, der ganske vist ikke har det mest interessante band bag sig at se på, naturligvis klædt i sort fra top til tå, men som ikke desto mindre ligger solidt på beatet og forstår at bygge deres doomede univers op på ulmende mørk vis.
De kan dog som sagt også mere end det – og det er ofte her, hvor det hele står skarpest. Som fx i ‘Red as the Sex of She Who Lives in Death’, hvor de halvvejs inde slår radikalt over i det blackede drive, for sidenhen at lade Camusso lede os tilbage med ført hånd og masser af la-la-la’en. Men også i den fortræffelige ‘Nocturnal Veil’, hvor melodien er mere bærende, hvor også trommeslager Segale Cornuta får demonstreret sin evne til på ingen tid at skifte tempo, når sangen afkræver det. En vigtig grundsøjle i bandet ligesom naturligvis Camusso, der også i en bizar, to minutter lang monolog (på hvad vi antager er italiensk) flasher sine evner som dramatiker i en forhekset blanding af alt fra latter og rablen til hvisken og fortællen. En sekvens, der givetvis mere var med for at udfylde deres 50-minutters-slot, når nu pladen blot varer 42, men når det nu er sagt, så var det en glimrende tilføjelse for at vise, hvor alsidig hun er, og hvor central hun er for Torino-kvintetten.
Ligesom på pladen rundes sættet af med deres cover af Nick Caves ‘The Weeping Song’ – ikke med nogen fra Thou (som de givetvis melder ud, fordi vi vist alle kender den Roadburn-joke til hudløshed efterhånden), men i duet med Davide Straccione fra Shore of Null. En sang, der i dette take får en mere dyster klang ikke ulig førnævnte Mansion, og som også giver lidt luft til at synge med, som koncerten rinder mod enden.
En af den slags doom-shows, hvor flere af melodierne stadig står skarpt efter koncerten, hvor der ofte banges kollektivt med i crowden, og hvor Camussos forbløffende stemmepragt og evne til at komme ud over scenekanten fortjener ord med på vejen. Ikke, at alle sange stod lige skarpt – hvilket de nu heller ikke gør på pladen i retrospekt – men ikke desto mindre en af de plader, der kommer med hjem fra merchboden, mens “Følger”-knappen er fundet. Uden tvivl en af de bedste nyopdagelser for undertegnede på årets Roadburn!