AMF '19: Den sikre sejr
Selvom den kørte på rutinen var irernes metalmaskine velsmurt, og Primordial gentog successen i det jyske med Nemtheanga som det stolte midtpunkt med det fængslende blik.
2. Nail Their Tongues
3. The Gathering Wilderness
4. No Grave Deep Enough
5. Mouth of Judas
6. As Rome Burns
7. To Hell or the Hangman
8. The Coffin Ships
9. Empire Falls
10. Gods to the Godless
”We are Primordial
Shoulder to shoulder we stand aside
We stand where greater men have fallen”.
Således indtog A.A. Nemtheanga scenen til lyden af Primordials signatursang, 'Where Greater Men Have Fallen'. Kækt at lægge for land med sangen, der binder os alle sammen, men Primordial er et band, der går deres egne veje. Selvom sætlisten skød med spredehagl på tværs af de sidste 15 års virke, har irerne tidligt i karrieren konsolideret deres keltiske take på black og heavy, og den røde tråd går igennem hele sættet, ikke mindst anført af det naturlige omdrejningspunkt i front. Dramaet får fuld skrue fra Nemtheanga, der med sin udtværede ansigtsmaling og smadrede kutte fængslede lytterne med sine hypnotiserende øjne. Efter at have skrevet på notesblokken kiggede jeg op og så ham stirre mig direkte i øjnene, og han smilede først skummelt, da han igen havde fået mit hoved til at svaje med. Alle er vi i samme båd, om vi vil det eller ej, og brølene ude i salen lød derefter.
Vi kommer ikke udenom, at 90 % af Primordials koncerter udadtil er A.A. Nemtheangas fortjeneste. Uanset hvor vel sammentømret en enhed bandet er, så agerer resten af bandet marionetter, fast placeret inden for hver sin firkant af scenen, mens Nemtheanga er den allestedsnærværende kriger, med armene ud over scenekanten, konstant på jagt efter næste opgør med en uopmærksom lytter. Med scenen som sin jagtmark. Uagtet hans fængslende blik og dyriske vildskab ville det klæde bandet at tage kampen op under fælles front, så Nemtheanga ikke altid fremstod så ene i kampen. Men indlevelsen lider ingen last, da han fx demonstrativt skærer sin pulsåre over i takt til 'Nail Their Tongues', mens galgen svæver rundt i buksekanten, inden den senere havner om halsen under sejtrækkeren 'To Hell or the Hangman' fra sidste års 'Exile Amongst the Ruins'.
Turnélivet går sin vante gang, og vi bærer nådigt over med, at Nemtheanga summerer op over ”many years of absence from visits in Denmark”, når de spillede så sent som i foråret på Viborg Metal Festival. En koncert, der stod som det soleklare højdepunkt i Viborg, som alle havde ventet på, ligesom fredagen synligvis var for mange her på Aalborg Metal Festival, hvor salen pludselig var meget mere fyldt, end den havde været resten af dagen.
Primordial har den rustne vokal. Den irske stolthed i hjertet. Metallen i blodet. Dramaet fra scenekanten. Det er svært ikke at elske Primordial, også selvom de i virkeligheden blot, på en aften som i aften, gjorde, som de plejer. Der blev gravet godt rundt i bagkataloget, og Nemtheangas stolte fremtoning og stålsatte blik samlede os alle i metallens ånd sidst på aftenen, præcis som man havde håbet på.
Hvad er der så mere at forlange?