RB 26: Skuffende og reaktionært
Vi håbede på free jazz, men blev vældigt skuffede. Til gengæld var koncerten 20 minutter for kort. Det får man ikke ros for.
Hollandske Dead Neanderthals har igennem tiden haft mange udtryk, og man ved derfor aldrig helt præcist hvad man går ind til når de spiller koncert. Det er måske endda et særkende ved bandet, der består af to mennesker: trommeslager Rene Aquarius og på synth Otto Kokke. Kokke betjener også normalt saxofonen i duoen, der har lavet mange fremragende musikalske gryderetter af jazz, grind og sludge.
Fra første tone er det det massive ved deres lyd, der forbløffer. Det føltes som at gå ind i en væg - flere gange og mens tøj og hår vibrerede i trykket fra bassen, tog Aquarius fat på sit dybe growl, mixet helt om bagerst i lydbilledet, hvilket helt sikkert var med vilje, men desværre ikke havde helt samme effekt som på plade. I stedet blev vokalen til en klæbrig, mudret masse, der satte sig fast i musikken, og gjorde det svært helt at skelne de små skjulte skatte, som er meget nemmere at høre på studieindspilningerne.
På forhånd havde foromtalen og lytningen af udvalgte numre ledt mig i retning af free jazz, noget jeg generelt synes, der er alt for lidt af. Men det fik vi ikke noget af i det godt 30 minutter lange sæt, der bevægede sig i doom’et sludge, dog med en afslutning, der var markant mere oppe i tempo og vel var en slags grindcore. 30 minutter er meget kort tid at spille, hvis ikke man spiller hidsig punk (eller fylder tiden med grind), og de var programsat til et mere normalt 50 minutters sæt.
Trommerne lagde den solide og slæbende grund under synthen, der i denne udgave af bandet, mest spillede rollen som den guitarist og bassist, der ikke var der. Det er et valg at tage, og jeg er egentlig ligeglad, når musikken i forvejen er så udynamisk. Det var fans af duoen helt klart også, og mange stod og lyttede henført til det syrebad, der blev hældt i hovedet på os.
Første gang Roadburn havde Dead Neanderthals på programmet var i 2016, og i modsætning til deres meget roste og helt sindssyge koncert på det lillebitte Cul de Sac (en bar, der indgik som venue i Roadburns program i 2010’erne, red.), der også blev til en liveplade, så føltes dette sæt mere som et kip med hatten til Roadburns fortid, hvor doom og sludge fyldte langt mere på programmet, end det gør nu. Nogle gange skal man måske bare lade fortiden være.
Jeg havde foretrukket freejazz-versionen af bandet, men i det mindste fik de cementeret deres omdømme som et band, man aldrig rigtig ved hvor man har. Efter 33 minutter rejste de sig op og gik. Ingen tak, intet hej, ingenting. Det virkede nærmest lidt vrantent. Det var en lidt sær afslutning på et sæt, som netop var begyndt at bygge op til noget, der lød rigtig interessant. Tilbage stod vi lidt rundtossede, mens dørene åbnede og lukkede os ud i det dejlige, lune solskinsvejr.