RB 26: Til kamp!
Prostitute har taget handsken op efter Daugthers’ fald i vanære og viste os, at raseri sagtens kan være smukt.
Amerikanske Prostitute havde taget turen over den store sø og indfandt sig som dagens første band på Roadburns Engine Room, en scene, der ikke har fået meget ros for sin lyd i år. Og med et prælyt af bandets smadrede og fortættede postpunk, var jeg faktisk lidt nervøs på deres vegne, hvad angik lyd. Sammen med en medskribent besluttede vi os for at være ultrameget first movers, da Blackwater Holylight endte i en umulig kø og Róis endte i en ligeså umulig kø. Nogle gange skal man være først, og dermed blev vi de absolut første to publikummer i Engine Room, der dog ikke var tom længe. Med et grundig greb i forreste hegn flankeret af to meget søde portugisere, der var rejst hele vejen til Roadburn kun for Prostitute, var vi mere end klar til amerikanernes noise rock. I fotograven stod der måske 30 fotografer. Prostitute var et tilløbsstykke.
Prostitute lyder som et kærlighedsbarn frembragt af Ken Mode og Daughters. Sidstnævnte er jo blevet Die Namen Wir Keinen Mehr Nemnt og derfor er det altid en stor glæde for mig, når der kommer en lyd, og et band, der tager arven videre. Der var en fantastisk fed queer vibe fra frontmand, Moe Kazra, der med et kropssprog og en ansigtsmimik, der vekslede mellem den totale welt schmertz og yndefyldt raseri, mens vi blevet rykket rundt af et band, der gav den alt, hvad de havde i sig. Det gjorde publikum også, og pitten blev lidt rowdy undervejs i det 50 minutter lange sæt, der steg og faldt i intensitet, krydret med den mellemøstlige tone. Derfor måtte jeg desværre fortrække en roligere position lidt længere bagude. Det gjorde lidt ved lydoplevelsen, men ikke meget da det faktisk for en gangs skyld var lykkedes for Engine Rooms lydtekniker at lave rigtig god lyd på scenen. Kazra stod som det absolutte midtpunkt, og hans optræden var mesterlig. Fra den queer dans til keyboardet på skulderen, var han en effektiv dirigent af den moshpit, der med fråde om munden moshede som var det første gang, de fik den mulighed.
Det var kontrolleret aggression, det var lækre arabiske toner, det var veldoseret brug af samples, det var musikalske kip med hatten til den store libanesiske befolkning, der bor i bandets hjemby, Dearborn. Det er ikke tilfældigt, at debuten ‘Attempted Mathyr’ har undertitlen: To Lebanon with love.
Det vrælende krigshorn i starten af lukkeren ‘All Hail (Pressure)’ sendte publikum ud på overdrevet, og som en organisme, en samlet krop vi gik villigt med derhen, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Det var glæde, forløsning og en energieksplosion, der sendte tankerne hen på Daughters’ koncert ved 2019-udgaven af Roadburn Festival. Det var punk, sådan som punk skal være, omend i en post-indpakning.
Kvintettens raseri mod et islamofobisk, hadsk USA, mod de daglige mikroaggressioner, som mennesker af arabisk herkomst mødes af i vestlige samfund blev med hidsige, musikalske cirkelspark effektivt kommunikeret til alle, der gad lytte. Og det gad vi godt.
Det var uden at overdrive en af de bedste koncerter, jeg har set på Engine Room.