RF 24: Uden sjæl eller formål
Myrkur havde ikke held med at sælge varen ved en aldeles forglemmelig og sjælsforladt koncert på Roskilde Festivals sidstedag.
Myrkur havde – ligesom så mange af de andre metallisk klingende navne på Roskilde Festival – ikke fået verdens bedste spot. Avalon kl. 23.00 den sidste aften – efter flere dage i mudder og regn – trak ikke alverden blandt festivalgængerne. Heller ikke, selvom programmet lovede både “Dream Pop” og “Nordisk folkemusik”. “Black Metal” indgik også i beskrivelsen af Myrkur, og selvom det måske har skræmt nogle væk fra overhovedet at dukke op til koncerten, var det ikke noget, der kunne skræmme folk væk fra koncerten, hvis de havde formået at trodse femtedagstømmermændene og vejrguderne. For man skulle være ualmindeligt venligt stemt for at finde black metal i Myrkurs musik. Korte bidder hist og pist lugtede lidt derhenad, men det var mestendels en koncert, der helt uden tænder var designet til at … ja, hvad egentlig?
De fleste koncerter har et formål, et budskab. En artist, der mener et eller andet. Man kan lide det eller ikke lide det, være uenig eller ikke uenig. Men denne koncert var blottet for følelser. Det var rå, beregnende, gennemkalkuleret musik – og så var det ovenikøbet kedeligt. Avalon var halvtom ved koncertstart, og kun ganske få var tilbage, da koncerten (endelig) sluttede.
Myrkur synger godt. Dét kan ingen tage fra hende. Hun komponerer også fine små melodier, der kan et eller andet. Og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan det lykkes hende at trække sjæl og gnist ud af musik, der jo på papiret burde sætte gang i fællesdans og ditto kuling. Og netop denne særlige sangstil var faktisk det eneste, nogenlunde interessante ved showet. Den kom i spil på et af sættets sidste numre, hvor der faktisk var noget kant, noget man kunne mærke. Men det var for lidt og for sent. Afslutningen på sættet havde (naturligvis) metallisk klang, og det var muligvis ligeså kalkuleret som resten af showet. For det føltes grangiveligt, som om Myrkur lige havde behov for at cementere sin plads på den danske metalscene. En plads, som hun i højere og højere grad har på et ydermandat, og som vi ikke mærkede meget til i en aldeles forglemmelig, sjælsforladt koncert den lørdag aften på Avalon.