Kometens nedstigning
Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.
2. Riverbed
3. Stasis
4. Silver Wings
5. The Quicksand of Existing
6. Vengeance & Ruination
7. Rite of Passage
8. Caledonia
Der er en grund til at det kaldes en “kometkarriere”. Kometer er stykker af stjerner, der blæser over himlen i et smukt skær af ild, men splintres til kometer og brænder op, jo tættere de kommer på Jorden.
Sådan er det også lidt med Pallbearer. De fire amerikanere, der producerede to helt geniale plader med ‘Sorrow and Extinction’ og ‘Foundations of Burden’. Allerede med deres tredje plade var de fire musikere fra den 25. stat begyndt at gå ind i den nedadgående del af kometens rute, og lige så lidt som den brændende stjerne kan skifte retning i sin nedstigning, kan Pallbearer finde den rå nerve, de ramte direkte ned i på de to første plader.
Hypens tinder
Engang var Pallbearer noget så smukt som et rendyrket moderne doomband. De to første plader tog det meste af verden med storm i kraft af bandets evne til at koge en genre ned til dens følelsesmæssige tendens: Der var ikke megen tyngde, men fuldt fokus på det emotionelle i genren.
Doom metal er ellers en genre, hvor grupperne tit er lidt ekstra: ekstra langsomme, tunge, arrige, storladne.
Det var Pallbearer aldrig. De er ikke engang lige så indkogt doom som deres samtidige i Khemmis, der nærmest bliver komiske i deres gennemførthed fra tid til anden. Pallbearer havde derimod kun øje for det emotive. Sjældent har en ren doom meta-lplade været så langt nede i kulkælderen som ‘Sorrow and Extinction’.
Særligt guitarist Brett Campbells vokal har været retningsgivende for musikken. De rene toner har stået absolut forres,t ledsaget af det 70’er-AOR-inspirerede guitararbejde fra Campbell og hans makker Devin Holt. Der var der lagt i kakkelovnen til noget stort.
Det kunne mange se, og om det er bandet eller pladeselskabet, der har forsøgt at trække mere i retning af AOR-lyden frem for doomen, er det i hvert fald umiskendeligt det, der er sket. 2017’s ‘Heartless’ var offer for en absurd hypekampagne, der sandsynligvis skulle retfærdiggøre mastodontlabelet Nuclear Blasts investering i det unge band.
Den kampagne købte journalister og overivrige fans, og det er netop det, der har gjort Palbearers efterfølgende karriere så smertelig. Faldet fra hypens tinder er så meget mere tydeligt, end når et band blot snubler på den ujævne vej.
Glemte dage, glemte plader
‘Forgotten Days’ er så fjerde udspil fra bandet. Og det er Pallbearer a la ‘Heartless’. Om man kan inkludere sjæl i en opskrift, er usikkert, og måske netop derfor lever ‘Forgotten Days’ op til det, der skal være på en Pallbearer-plade på papiret.
Men som vores anmelder skrev om ‘Heartless’, er det næsten helt uden nerve og og uden den sjæl, der gjorde deres første plader så særlige.
Selvom de i sig selv indeholder de rigtige elementer, er der ikke meget, der sætter sig fast hos lytteren. Muligvis undtaget ‘Rite of Passage’ og albumlukkeren ‘Caledonia’, der henholdsvis indeholder den catchyness, som Pallbearer var kendte for, og som også viste sig på ‘Heartless’’ åbner ‘I Saw the End’ og den lidt mere bastunge og og fuzzy stemning, der viser sig i sidste skæring på ‘Forgotten Days’.
Afslutningssangen formår at inddrage de progressive træk, Pallbearer har fokuseret så meget på de senere år, på en for en gangs skyld interessant måde. Den nedstemte lyd og de svingende progguitarer tilføjer en labyrintisk oplevelse, og de ægte følelser skinner igennem på et sidste lysglimt.
Det er desværre ikke nok, og ‘Forgotten Days’ kommer sandsynligvis til at stå som endnu et eksempel på et band, der har ladet sig forblænde af labelløfter og halvfærdige koncepter frem for at fokusere på det, de var gode til.