Avantasia – A Paranormal Hvaffernoet?
Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.
02 - The Wicked Rule The Night
03 - Kill The Pain Away
04 - The Inmost Light
05 - Misplaced Among The Angels
06 - I Tame The Storm
07 - Paper Plane
08 - The Moonflower Society
09 - Rhyme And Reason
10 - Scars
11 - Arabesque
Avantasia er sådan et band, hvis det da overhovedet er et band og ikke en slags udvidet enmandsprojekt – power metallens svar på sovekammerblack – som jeg på papiret virkelig, virkelig hader.
Det har, formelt set, alt hvad der er forfærdeligt ved både ”supergruppe”-fænomenet, power metal og musicalgenren: det er poppet, lettilgængeligt, selvhøjtideligt, overproduceret, bombastisk, sølet ind i keyboards og kor, går oftest efter de ”lette” effekter og pay offs i sangskrivningen og insisterer til hver en tid på at være nærmest parodisk følende omkring albummets historie – som altid er en vanvittig patosfyldt Disney-agtig historie om et stakkels Tim Burtonsk misfit, der er fortabt i en uforstående verden og som fristes af mørkets magter.
Alligevel – eller måske netop derfor – elsker jeg Avantasia nærmest fuldstændig ukritisk. Dels har jeg en stor svaghed for kunstnere, der tør insistere på at være fuldstændig skamløst for meget og ikke går op i, om de mon fremstår latterlige som følge af deres tro på eget kunstneriske projekt. Dels er der noget ved udførslen, der i praksis rækker langt udover den teoretiske beskrivelse af, hvad der egentlig burde være et utroligt banalt band.
På en eller anden mærkelig måde formår Avantasia bare næsten altid at være uomtvisteligt godt og medrivende på en måde som både de ældre og nyere bands det er oplagt at sammenligne med aldrig har været.
Generelt formår Tobias Sammet i øvrigt også at få sine mange gæstevokalister til at være langt mere appellerende end de er i deres egne projekter. Noget vi også ser på denne plade, hvor vi får glimrende præstationer fra alle de efterhånden faste indslag, Jørn Lande, Eric Martin, Michael Kiske, Bob Catley, Geoff Tate og Ronnie Atkins – alle sammen formidable og karismatiske vokalister, hvis egne bands ærligt talt ikke siger mig noget (med Tate som den oplagte undtagelse, men det må vel også siges at være længe siden der er kommet noget godt fra den kant). Derudover får vi også glæden af Floor Jansen og Ralf Scheepers – igen glimrende sangere fra bands, der i allerbedste fald ikke er særligt gode i min bog (for at være helt ærlig: jeg synes Nightwish er det argeste lort, hvilket ret beset intet har med Jansen at gøre og alt at gøre med Tuomas Holopainens lummerklistrede sangskrivning – i sandhed en mand, der ikke er Tobias Sammet, men hvem er også det?).
På en eller anden måde virker det altså til at Avantasia får det bedste frem i de medvirkende, herunder Sammet selv, som da også virker til (klogeligt) at have lagt sit oprindelige band, Edguy, fuldstændig på hylden. I hvert fald synes jeg at hans på mange måder forholdsvis generiske power-vokal og sangskrivning fungerer langt bedre og mere "ægte" i Avantasia end det nogensinde gjorde i Edguy. Sammet har på en eller anden måde virkelig formået at vokse som musiker og sangskriver, selvom han grundlæggende har gjort det samme de sidste ca. tyve år.
Og så kan vi vist ikke rose Avantasia mere.
En oplagt kritik af Sammets projekt er selvfølgelig, at de grundlæggende udgiver det samme konceptalbum, endda med ret meget samme koncept og historie, igen og igen i en lidt stærkere eller svagere aftapning, alt efter hvor inspireret Tobias lige har været dét år. Noget der, om muligt, er blevet endnu mere udtalt på de sidste par albums (at de sidste to Avantasia albums så er bedre end næsten alt andet i power metal-genren er en anden historie).
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at dette også er tilfældet på ’A Paranormal Evening with the Moonflower Society’ (dejligt mundret titel, i øvrigt), som på mange måder sagtens kunne have været sat sammen af fraklip fra både ’Ghostlights’ og ’Moonglow’. Så hvis man ”bare” ønsker sig et nyt Avantasia album, hvor der ikke er noget at sætte en finger på, så bliver man ikke skuffet – og så måske alligevel lidt.
For som antydet er det ret meget samme læst Avantasia altid bliver ved, hvilket bestemt har sine fordele, men også sine ulemper – det er ikke tilfældigt at jeg brugte udtrykket ”fraklip” tidligere, for hvor begge de to sidste albums havde en del standard Avantasia-numre, så havde de også flere tydelige stand-out tracks end'APEwtMS' (selv forkortelsen er umulig, Tobias, for fanden da!), som ærligt talt godt kan virke som en lidt uinspireret affære ved de første par gennemlytninger.
Ved flere lyt åbner albummet sig langsomt op, men jeg har alligevel svært ved at tro, at jeg kommer til at elske det lige så irrationelt og betingelsesløst højt som jeg elsker ’Ghostlights’ og ’Moonglow’.
Selvfølgelig er det at skulle vælge imellem Avantasia albums lidt som at skulle vælge imellem sine egne ”Corpse Bride”-cosplayende børn, men i sidste ende ved man jo godt at man nok alligevel ender med at vælge dét barn, der bedst kan lide Meat Loaf og som lige føler smerten lidt mere end de andre.
Med andre ord er ’A Paranormal osv. with the etc.” da bestemt et fedt album, men det er umiddelbart ikke helt det mesterværk, man havde ønsket sig. Det er selvfølgelig stadig årets bedste power metal album.