Statisk Kaos
Autotune, prog-rock og kunstig intelligens præger Avenged Sevenfolds nye EP, der fortsætter med at udfordre både lytteren og forestillingen om, hvad bandet skal være.
Statica
Rejoice
Ashes
Uden yderligere varsel har Avenged Sevenfold udgivet nyt materiale. ’Statica’ er en 18 minutter lang EP, der gør alt, hvad den kan for at skabe splid. Blandt trofaste fans og det i forvejen splittede metal-"fællesskab". Det er en fortsættelse af det momentære skift i retning, bandet fuldt ud omfavnede på ’Life Is But a Dream...’ (2023), og et skub mere i den polariserende retning.
Som forgængeren har ’Statica’ et legende fokus, der er langt mere prog-orienteret med enkelte avantgarde-elementer. Langt fra, hvad der var bandets ophav, omend man nok kan diskutere, om ikke den progressive del altid har været præsent.
Selvom udviklingen har været at spore helt tilbage til ’The Stage’ (2016), føles ’23-udgivelsen og denne EP som det endelige farvel til, hvad der var engang, baseret på en lyst til at gøre, hvad de vil. Et sent, men velkomment tidspunkt for bandet at finde sin egen lyd og ikke længere blot være en kopi af, hvad der allerede er.
Det forvirrer ikke overraskende trofaste lyttere som de metal-konservative, der udfordres af udvikling og inklusion. Der bliver trykket endnu hårdere på kaos-knappen på ’Statica’, og selvom ikke alle eksperimenter lykkes, er det langt hen ad vejen en succes.
Mest markant er forsanger M. Shadows' markante brug af autotune/vokalforvrængere. En art Daft Punk møder prog-rock, som naturligvis kan være en svær kamel at sluge. Kan man se sig ud over den udfordring, står det dog tydeligt klart, at det er et kunstnerisk valg, der sandsynligvis understøtter pladens tematik. Lidt frækt kunne man også spekulere i, om Shadows' fortsatte udfordringer vokalmæssigt efter hans halsoperation måske også har påvirket.
Tematisk levner udgivelsen rum for fortolkning. Hvor M. Shadows har udtalt, at ’Life Is But a Dream...’ tematisk har fokus på eksistentialisme, Albert Camus, absurdismen og meningen med livet, hvor AI fylder, men langt fra er det dominerende omdrejningspunkt, står det mere uklart, hvor vi befinder os med ’Statica’. Det sagt hersker der ikke tvivl om, at omdrejningspunkterne stadig er kunstig intelligens, informationsstøj og det moderne menneskes fremmedgørelse.
Uafhængigt af tematikken får vi fire relativt stærke skæringer, hvor især ’Rejoice’ og ’Ashes’ står særdeles stærkt i bandets samlede katalog. Vi underholdes i indlevende sangskrivning og mange spændende, finurlige elementer, der konstant fylder og pryder kompositionerne. Selvom ’Lights’ nok mere er en halvbagt intro til de tre reelle numre, er ’Statica’ en stærk tilføjelse til kataloget, især i forlængelse af ’23-udgivelsen.
Så kan man kun håbe, at Avenged Sevenfold snart finder modet til at ditche fortiden i liveformat og tage skridtet fuldt ud. Personligt vil jeg til enhver tid hellere lytte til denne EP på repeat end nogensinde skulle lytte til størstedelen af Avenged Sevenfolds bagkatalog igen.