Årsliste 2022 – Jacobh Hansen

Et år i rejselystens navn, med Brutal Assault og Roadburn som stærkeste festivalkort i udlandet, og Metal Magic som den hjemlige garant for kvalitetetstråd.

Årets danske album:
1. Strychnos: 'A Mother's Curse' – Imponerende 25 år tog det for Strychnos at bedrive en fuldlængde. Dét mere imponerende er det så, hvor brutalt den slår fra første lyt, med lækre, melodiske pift undervejs løseligt spredt uden at suge kraften ud af dødsmaskineriet. En hidsig skive fra den rådne undergrund, velsmurt og godt varieret, så selv Treo kan være med.



2. Kellermensch: 'Capitulism' – Hvor 'Goliath' haltede lidt i udførelsen, så er det seneste skud fra esbjergenserne ualmindeligt stærkt fra start til slut, med følelserne langt uden på tøjet, gudskelov uden at forfalde til det alt for skrøbelige. Detaljerne udfolder sig, efterhånden som pladen glider under huden, og lyrikken belyser på levende vis livets skyggesider med Sebastian Wolff som den sørgmodige pejlesnor.



3. Steel Inferno: 'Evil Reign' – En forbandet charmerende gang speed/thrash er det blevet til her på de lokale heltes tredje skud fra bøssen. Chris Rostoff er en glimrende erstatning bag mikrofonen med masser af youth gone wild-attitude, og så gør det egentlig ikke spor, at musikken spiller så stærkt på 80er-rødderne uden skyggen af nytilførsler, når nu 'Evil Reign' er så smittende og bangervenlig som tilfældet er.

4. Dead Void: 'Volatile Forms' – Den første langspiller fra den skramlede, københavnske trio, og en herligt gusten én af slagsen. God dødsdoom hænger ikke på træerne herhjemme, så trænger du til at grave dig helt ned i den sorte hule og føle det krybe ned af rygradden, så gør dig selv den tjeneste af give 'The Reptilian Drive' et lyt.
Meget tungere og mere rendestens-råddent får du ikke din doom herhjemme.

5. Grava: 'Weight of a God' – Sludge fylder normalt ikke det store i mine daglige lyttevaner. Det er dog svært at modstå tyngden fra de her drenge, der slæber sig af sted som et dansk svar på Crowbar eller associerede sydstatstungdrejere, hvor enkelte numre som fx 'Crusher' også får lov at stå lidt stærkere, så det hele ikke drukner i samme, sumpede trummerum – et band, der bestemt fortjener opmærksomhed i de kommende år.

Årets internationale album:
1. Dreadnought: 'The Endless' – En dystopi af grandiøst dragende proportioner. 'The Endless' indeholder alt fra blacket intensitet og jazzede konstruktioner til industrielle lydflader og skizofrene udfald, alt sammen flankeret af Kelly Schillings og Lauren Vieiras stemmer, der mestrer alt fra brøl og skrig til de harmoniske og melankolske udtryk. Glem alt om omkvæd og traditionelle kompositioner – Dreadnought går alle veje ud over de ordinære, uden at gøre det til en forhindringsbane i sig selv.
Føl den, kom stærkere ud på den anden side.



2. White Ward: 'False Light' – Som en moderne dannelsesrejse er det seneste skud fra den ukrainske, eksperimentielle black metal-kvartet en fortælling om at forlade urbanismens stress og jag, i søgen efter den mentale ro i de mindre samfund. Lyrikken aside er 'False Light' deres mest elaborerede skive til dato med masser af lag til konstant at betage og kaste nyt lys på, hvad black metal egentlig kan, når man tør tænke uden for boksen.



3. Cult of Luna: 'The Long Road North' – Endnu et storslået værk fra de svenske postmetallere, med stærke tråde til 'Mariner'-samarbejdet med Julie Christmas. 'The Long Road North' kræver sin fordybelse, men når først den kryber under huden, giver den ikke slip. Selvom sanglængderne måske godt kunne trimmes lidt her og der, så tillader følehjernen mig ikke at acceptere tanken om, hvad de burde skære fra – det er den simpelthen for stærk til. Er du nytilkommen, så læg ud med åbningsnummeret 'Cold Burn', der kommer godt rundt omkring den lyd, Cult of Luna har i 2022.

4. Devil Master: 'Ecstasies of Never Ending Night' – Philadelphia-bøllerne fortsætter, hvor de slap, på den alt andet end svære to'er. Horroræstetik og speedhærg er mantraet, krydret op med svedige hooks og en smadret produktion, der perfekt matcher deres status som ”...de seje drenge i skolegården, der ikke finder sig i pøblens kønsløse feinschmeckeri.”

5. Dead Cross: 'II' – Hvor debuten virkede formativ i sin ufuldendthed er toeren fra Patton, Lombardo & co's hardcore-galimatias af et sideprojekt et betydeligt mere underholdende indspark. Numrene kommer forbløffende vidt omkring i sin kortfattethed med kradse vink til punkens storhedstid og med Mike Patton tilbage i storform i sin velkendte, skizofrene alsidighed. Et tiltrængt, skørt og festligt indslag, når livet bliver lidt for seriøst.

Boblere:
Carpenter Brut: 'Leather Terror'
Messa: 'Close'
Negative Plane: 'The Pact'
Riot City: 'Electric Elite'

Årets danske hit:
Strychnos: 'Horror Sacred Torture Divine' – Singlen tordner afsted og minder mig for en stund om alt det, jeg blev betaget af ved Hypocrisy tilbage i tidernes morgen. Svenskerschwung, godt med atmosfære og intensitet, og et svedigt groove, der bærer sangen hele vejen til dørs.
For blot et par uger siden requestede jeg den på en metalbar i Amsterdam – baren var solgt med det samme, og bartenderen noterede 'A Mother's Curse' som næste indkøb til privatsamlingen. Hvis ikke det er et levende bevis på, at 'Horror Sacred Torture Divine' går lige ind på trommehinden, så ved jeg ikke hvad er.



Årets internationale hit:
Wiegedood: 'FN SCAR 16' – Lige siden jeg hørte den for første gang under optakten til Roadburn har riffet siddet fast forankret i baghovedet. Hidsig og hypnotisk som bare fanden – man behøver nærmest ikke musikvideoen for at få epileptiske finfornemmelser, men det er nu også svært at give slip, når først de fire minutters krybende galskab får øjnene på stilke.



Årets genfundne klassiker:
Eloy: 'Silent Cries and Mighty Echoes' –  Mit soundtrack gennem de nepalesiske bjerge, hvor en gammel iPod sikrede mit auditive velvære, når netforbindelsen i dagevis var uden for rækkevidde. Tænk Pink Floyd møder Goblin med tyktflydende tysk accent. Space rock med drømmende synths, lumre basgange og masser af instrumental interplay til at drømme sig hen på vej ud over bjergrygge og hængebroer.



Årets koncerter:
1. Mysticum, Brutal Assault, Tjekkiet, 12/8 – Et nyt bekendtskab kl. halv et fredag nat, og hvilket et! Nordmændene stormede af sted med pumpende trommemaskine og de tre medlemmer  stående på hver deres piedestal, fræsende afsted, mens bagbeklædningen levende afbilledede deres psykedeliske ormehulseskapader, overvejende fra 'Planet Satan'. En oplevelse, der stadig sidder fast i nethinden og i brystkassen, og en af de væsentligste årsager til at skrive Winter Metal Magic Festival til februar bag øret, hvor de for første gang spiller i Danmark.

2. Arcturus, Winter Metal Magic, Fredericia, 22/10 – Med en ICS Vortex i topform, og med tung vægt på 'La Masquerade Infernale'-skiven, der var et vigtigt soundtrack til min ungdom. Vi kom dog også godt rundt i både den ældre og nyere del af kataloget, og med al den talent, det band besidder, virkede det nærmest som en leg for dem at demonstrere, hvor vidt Arcturus egentlig favner, fra det sorte til det spacy og teatralske.

3. James Kent/Johannes Persson/Final Light, Roadburn, Holland, 22/4 – En éngangs-forestilling, man ikke lige sådan glemmer. Cremen af post-metal og synthwave gik op i ét, da Persson (Cult of Luna) og Kent (Perturbator) præsenterede frugterne af deres særlige samarbejde til lejligheden, som et par måneder senere udkom under navnet Final Light. De kolde atmosfærer fra deres respektive bands gik op i en højere enhed, som det perfekte eksempel på en supergruppe i ordets sande betydning.

4. Einstürzende Neubauten, DR Koncerthuset, København, 15/5 – Ikke så meget en af årets bedste, som en af årets mest uforglemmelige. Deres opfindsomhed, DIY-attitude og skøre gadgets gjorde det seneste album til en SÅ meget mere underholdende affære fra scenekanten. Min forrige koncert med dem på Roskilde Festival var en kæmpe skuffelse, og det var derfor også enormt forfriskende at se, at Bargeld, Unruh & co på ingen måde har mistet det arty touch, der gør deres koncerter til en oplevelse langt udover det sædvanlige.
Roterende savklinger bør være det nye sort.

5. Nifelheim, Metal Magic Festival, Fredericia, 9/7 – Den infernalske charme fortager sig aldrig, når Nifelheim lægger op til speedhærg af den sorteste skole. Det er svært uimodståeligt at se Hellbutchers konstant udspilede øjne, som han gejler publikummet op med bangernæven højt til vejrs, og hele bandet klædt i nitter fra top til tå. Svenskerne kom ind i sidste øjeblik som erstatning for Pentagram, og vi kunne dårligt have ønsket os noget bedre. Jeg krydser fingre for, at de aktuelle rygter om deres opløsning hurtigt går i glemmebogen.

Boblere:
Opeth, Den Grå Hal, København, 10/11
Oranssi Pazuzu, Colossal, København, 21/5
Gggolddd, Roadburn, Holland, 22/4

Årets danske navn:
VOLA – Som 'Witness' stadfæstede, så er VOLA simpelthen for dygtige til kun at leve herhjemme i den danske bobbel. Deres sange har både ørehængerpotentiale og metallisk intensitet, og deres show kom stærkt udover scenekanten på Brutal Assault i august og har også vundet indpas i det amerikanske, som vi så for nylig i deres tourdagbog. VOLA fortjener meget mere, og det går kun den rette vej.

Årets internationale navn:
Riot City – Jeg elsker den energi, den canadiske kvartet bidrager med til den nyere del af heavy metal-scenen. 'Electric Elite' excellerer i lir, speed, skrig og fuld spade fremad, og Heavy Agger 2023 må kompensere for den koncert, jeg missede på Stengade, når nu virkeligheden afkrævede min tilværelse andetsteds.

Årets nye danske navn:
Dead Void – Selvom de efterhånden har eksisteret en håndfuld år, er det dog først i år, de er kommet videre fra demostadiet. 'Volatile Forms' er en modbydelig sejtrækker, og også live har de en tromlende tyngde, der er svær at modstå.

Årets nye internationale navn:
The Otolith – Godt nok ikke mere nye, end at de var kendt tidligere som SubRosa, men med lidt finpudsninger og flere hjernekrøllende, musikalske twists er The Otolith et spændende, nyt bekendtskab i den tunge ende. Er du en sucker for violin og progressiv doom, så giv 'Folium Limina' et skud.



Årets comeback:
Strychnos – Efter kun at kende dem overfladisk fra en gammel opsamling, jeg faldt over for et par år siden i Røde Kors, som ikke rokkede synderligt ved mine grundvolde, kom 'A Mother's Curse' helt bag på mig fra første lyt. De bed også fra sig på scenekanten til Winter Metal Magic, så hvis man kan tale om en hype, så er jeg for en sjælden gangs skyld en medløber – tilgiv mig.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
White Ward: 'False Light' – Ikke alene er den lækkert skåret, så vinylformatet kommer til sin auditive ret. Bandet har også gjort meget ud af insertet i gatefolden, hvor hver sang bliver akkompagneret af et stort stemningsbillede og tekster, med kort beskrivelse af tankerne bag lyrikken. Praktisk til dem, der ynder at få meningen serveret på et fad – tilsvarende stærkt for dem, der nyder at lade den visuelle og lyriske kunst tale sin egen sag.

Det overså jeg i 2021:
Gggolddd – Det var først på Roadburn i år, det gik op for mig, hvad hypen om Gggoldd egentlig handlede om. Hendes extravagante sceneoptræden, som min kollega også så på Roskilde Festival i sommer, mindede mig om et clash mellem Björk og PJ Harvey, men med et lyrisk budskab oven i, der rørte stærkere end jeg lige havde forudset. 'This Shame Should Not Be Mine' er gledet for meget under radaren herhjemme, men det er der blevet rådet bod på i år.



Årets optur:
At opleve verden igen ovenpå pandemien, da jeg i foråret var på syv ugers backpackerrejse på egen hånd gennem Kazakhstan og Nepal. Efter tyve års fravær at gense Himalayerne hele vejen op til 5.416 meters højde, og alle de store og små udfordringer på vejen – man lærer, så længe man lever.
Derudover også fantastisk at se koncertlivet folde sig ud igen på tværs af landegrænser, for ikke at glemme at være tilbage på nærværende medie og dyrke min store passion, uden et vist manipulerende spøgelse fra fortiden i folden.

Årets største skuffelse:
Som tidligere russiskstuderende er det tragisk at se, hvor langt Putin går i kampen for igen at gøre Rusland til en supermagt. At han ikke selv kan se, hvor godt han er i gang med at banke sit land tilbage til den sovjetiske boble uden kontakt til omverdenen, er mig ganske enkelt ubegribeligt.

Musikalsk - The Mars Volta.
Helt ærligt – hvorfor overhovedet kalde det The Mars Volta, når det er så milevidt fra fortidens bedrifter?
Som prognørd elsker jeg naturligvis kunstnere i bevægelse, der tør udfordre sig selv uden at sidde fast i samme rille, men deres gendannelsesplade fra tidligere i år er klart det ringeste, vi har set fra Omar og Cedric, for ikke at sige indbegrebet af falsk varebetegnelse.

Største ønske for 2023:
Der er alt for mange danske festivaler, der brillerer med det samme udbud. Dét til trods, så er der stadig ikke en festival herhjemme dedikeret til de mere progressivt mindede, hverken på metal- eller rock-fronten.
A Colossal Weekend har dog lidt appel i den retning, som en art mini-udgave af Roadburn, men det ville være stort, hvis det progressivt orienterede publikum herhjemme også blev tilgodeset med en festival dedikeret til vores musikalsk eksperimentielle tilbøjeligheder.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
At se, om det har været de mange års ventetid værd at afvente nyt fra King Diamond – og om Enslaved kan bibeholde den høje bundlinie, både på Winter Metal Magic og det kommende album, der skulle være ude til marts.

Herhjemme kunne SPEkTRs cinematiske lydflader fra den kommende skive, som vi fik en lille smagsprøve på for et par måneder siden i Fredericia, også blive ganske interessante, for ikke at glemme det nye skud fra Stikkersvin, der er ude her til januar. Derudover håber jeg også, at Saturnus, Iotunn og Terminalist når at kaste nyt materiale ud i løbet af 2023.

Udover de trofaste smut forbi Roadburn og Brutal Assault bliver det også stort til foråret både at få set Camel for første gang, og at gense et af mine største musikalske forbilleder, Peter Gabriel, med et nyt album i ryggen.

Rent personligt bliver det også spændende lige på den anden side af nytår at give mig i kast med mit første boligkøb, samt at skubbe nye grænser med lederbriller på i lufthavnen – Volvo og tæppetisser må dog lige vente lidt endnu.