Black Sabbath: Begyndelsen til enden
I anledningen af 55-året for Black Sabbaths debutalbum og heavy-metal genrens fødsel, bringer vi her et essay af Jens Jam Rasmussen om mødet med Riffmesteren og Black Sabbaths betydning for musikken vi elsker.
Baggrunden for dette essay stammer fra ideen om at samle en række essays, notater, nedslag og erindringer fra mine oplevelser rundt omkring i heavy metal-verdenen.
Siden 1986 som journalist, forfatter, VJ og podcastvært, hvor jeg har mødt mange af genrens ypperste udøvere, og en hel del af de store legender.
Dengang ideen trængte sig på nærmede vi os 50-året for heavy metal-genrens fødsel, som pr. definition er den 13. februar 1970 og Black Sabbaths notoriske debut album af samme navn.
Projektet bar derfor den ligefremme arbejdstitel "Heavy metal: 1970-2020", men tiden er gået, så nu er arbejdstitlen naturligt ændret til: "Heavy metal: 1970-2025".
Til gengæld foreligger nu det første af de mange skriverier, som helt naturligt måtte handle om netop genrens grundlæggere, Black Sabbath, i anledningen af nu 55-året for deres debut album og heavy metal-genrens fødsel.
Kuriøst nok annoncerede bandet så lige deres ret så overrumplende afskedskoncert, "Back to the Beginning" hjemme i Aston, Birmingham den 5. juli 2025. Denne annoncering kom et par timer før dette essay skulle afleveres, hvilket det hermed er blevet.
God læsning!
Jens "Jam" Rasmussen, Haslev, Februar 2025
Heaven & Hell, W:O:A 2009 (foto: Jacob Dinesen)
NORDLONDON, November 2013: "Vil du have et glas vand, ven?" - Lød den høfligt spørgende stemme med umiskendelig Birmingham-accent. Manden, hvorfra spørgsmålet kom, lignede sig selv som det tidløse ikon, han var. Som han havde været det gennem 43 år: Klædt i sort fra top til tå med et glinsende krucifiks i en sølvkæde rundt om halsen. Fyldigt, nakkelangt sortkrøllet hår med kun sporadiske islæt af gråt. Den velkendte moustache henover overlæben, endespidserne afrundet elegant ned til mundvigene. Et fikst trimmet skæg på hagen. Et par venligt observerende øjne bag de runde, blåtonede briller. Umiskendeligt Anthony Frank Iommi.
I fem årtier verdenskendt som Tony Iommi, "Riffmesteren", hovedkomponisten i heavy metal-musikkens grundlæggere pr. excellence: Black Sabbath fra Aston, Birmingham, England. Deraf Tony Iommis brummie-accent: Uden Liverpool-scousernes syngende schwung eller London-cockneyernes forvrængede rytmik. Blot fonetisk monoton med en stum ende på ordene. På en måde meget jordnært. Og i øjenhøjde.
"Ja tak", svarede jeg afdæmpet, mens jeg stirrede diskret, men uafvendeligt på Riffmesterens notoriske højrehånd, der holdt om det aflange vandglas. Han førte glasset roligt mod karaffelkanten uden at klinke og begyndte at hælde vandet op. Jeg fokuserede et par korte sekunder på de to manglende fingerled på denne hans højre hånd, mens vandet rislede videre ned i vandglasset. Fingerleddene, som Iommi mistede ved en fabriksulykke som ung mand i midt-60'erne, og som ved skæbnens lod fik ham til at sætte guitarstrengene på sin egen særlige måde, og til at spille sine akkorder anderledes stramt med sine hjemmelavede fingerproteser. Resultatet? Grundsubstansen i heavy metal-musikken: Guitarens dunkle lyd og dybe tyngde, og med den diabolske tritone som signaturstemning. Power akkorden, som den livsbetingede hjertepumpe i heavy metal-musikkens pulserende kredsløb.
"Værsgo', kammerat!" Tony Iommis højre hånd med vandglasset bevægede sig over mod min fremstrakte venstre hånd. Jeg tog imod glasset med et let "Tak", krammende notesblokken under armen og diktafonen hvilende i min anden hånd. Uden denne mands skaberkraft, uden disse hænders mesterlige metalkreationer havde min verden formentlig været en helt anden. Og roligere. Som musikfan, menneske og skribent. En anden verden for mig, og for utallige andre skabninger på tværs af køn, racer, nationaliteter, kulturer og trosretninger. Som en livsbekræftende del af et samhørigt, globalt og multikulturelt fællesskab. Som dedikerede fans af hård rock og heavy metal.
"Med fornøjelse", smilede Riffmesteren venligt. Han skænkede dernæst op til sig selv og stillede karaflen tilbage på den sølvtintede serveringsbakke.
Jeg følte den lidt lunkne væske gennem glasset og mærkede en varm spænding i ansigtet, mens vi bevægede os over i den bløde, plysagtige sofa langs stuebordet i den gigantiske Gilbert Scott Suite; en af hovedsuiterne på det majestætiske, nærmest slotsagtige Hotel Marriott Rennaisance Hotel vis á vis Nordlondons logistiske knudepunkt St. Pancras og King Cross Station. Sidstnævnte med dets legendariske Spor 9 3/4, hvorfra flere generationers unge bebrillede barndomshelt Harry Potter i JK Rowlings fiktionsunivers går gennem muren og tager eksprestoget til udøvelse af magi og trolddomskunst på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.
Black Sabbath, Sweden Rock 2014 (foto: Jacob Dinesen)
Stedet og anledningen kunne ellers nok have været et glas veltempereret Amarone værd, for overfor mig i sofaen sad altså en af virkelighedens musikalske magikere, ikke en fiktiv troldmand fra Hogwarts. Nok kunne håndens ejermand ikke lave vand om til vin, men han havde begået noget nær en musikæstetisk alkymi op gennem 70'erne. Som guitarist og komponist havde han transformeret sine aflirede rock'n'roll-akkorder og basale bluesgange i bands som The Rocking Chevrolets, Mythology, Polka Tolka Blues Band og Earth om til en dommedagstung og dystopisk rocklyd i Black Sabbath. Det måske mest genredefinerede band i rockhistorien.
Allerede på deres selvtitlede debut Black Sabbath, adskilte bandet sig fra sen-60'er blues rocken og den udsyrede psykedelika fra blandt andre Iommis eget guitaridol Eric Clapton og supertrioen Cream, som han selv og det demoindspillende Black Sabbath (dengang Polka Tolka Blues Band, senere Earth) udsprang fra.
Black Sabbath var dog ikke lavet af guld (omend deres økonomiske afkast hurtigt skulle se sådan ud), men af sammensvejset tung metal: heavy metal, som musikgenren tidligt blev døbt, og som subkulturen selv definerede sig, især i de sidste år af 70'erne. I de tidlige 70'eres Danmark blev Black Sabbath typisk benævnt som "heavy rock" eller "beton rock".
Black Sabbath, det perfekte lydspor til de tidlige 70'eres nyudsprungne ungdom, der skulle finde sig selv og skabe en egen identitet i kølvandet på den utopiske hippiedrøm, der i USA var kulmineret med den generations-manifesterende Woodstock-festival og dernæst kuldsejlet på den tragiske festival i Altamont, Californien. Begge begivenheder i anden halvdel af 1969, hvor netop Black Sabbath blev et nyt bandnavn langt derfra - i et beskedent øvelokale i Aston, Birmingham, hvor bandet havde ernæret sig som bluesrock-orkester på Henry's Blues House i et loftslokale ovenpå en pub inde i bymidten.
Black Sabbath, Sweden Rock 2014 (foto: Jacob Dinesen)
Rundt om hjørnet herfra havde bandet en aften set den lange kø ved en forestående skrækfilmforestilling i den lokale biograf. Snart rumsterede tanken i bassist Geezer Butlers reflektionskyndige hoved: "Når folk vil stå i kø og betale for at blive skræmte til en skrækfilm, vil man måske også kunne tiltrække folk med skræmmende musik?"
Denne såre logiske sondring affødte ideen til en sonisk og stillistisk forvandling af bandet, hvor horrorfilmens æstetik nu skulle transformeres over i rockmusikken. I alle fald var det en videre overvejelse og et par øveaftener værd.
Undervejs på en første europæisk turné i efteråret '69, herunder på Revolution Club, Åboulevarden, København, skiftede bandet således navn fra Earth (der også var navnet på et britisk soulfunkband, som bandet var blevet forvekslet med) til Black Sabbath.
Bandet introducerede deres eget æstetiske univers af lyd, lyrik, visualitet og grafik på debutalbummet 'Black Sabbath' fredag den 13. februar 1970, hvor historier om den gruopvækkende satan og hans ildevarslende ritualer, den gode troldmand, den ondsindede kvinde, og det kærlighedssplintrede sind var blandt temaerne ovenpå bandets hårde, garage-autentiske rockrytmer med Iommis kraftfulde powerakkorder og seje guitarsoli som en væsentlig del af det genredefinerende udtryk.
På daværende tidspunkt et meget aparte musiksprog, "der bare havde en accent, vi ikke nåede til", som salig musikjournalist Torben Bille (1949-2013) havde beskrevet sin generations overvejende forhold til Black Sabbath, mens vi drak formiddagskaffe og spiste rundstykker i Politikens Hus tilbage i 2009.
Black Sabbath talte også rockens grundlæggende sprog. Medlemmerne en flok jævnaldrende Beatles- og Cream-fans som Bille selv, men med radikale, fonetiske udsving fra den gængse musiklingvistik i den etablerede sen-60'er beat, som rocken dengang kaldtes i Danmark: Terry "Geezer" Butlers bastante, brummende bas fulgte ofte Riffmesterens tungt glødende guitarforløb som et ekstra lag ultraheaviness. Bill Wards særlige trommeswing lagde sig en anelse efter beatet, der gav luft og rytme til cementblandingen, mens frontmand Ozzy Osbournes sparsomme, plagede stemme virkede som et højorganisk vidnesbyrd af lidelsesfuldt levet liv.
Black Sabbath, Copenhell 2016 (foto: Jacob Dinesen)
Bandmedlemmerne med langt hår og skægget hippielook, men klædt i sort, ikke i spraglede flower power-gevandter. Mutte ansigter med hjemmelavede aluminiumskors hængende om halsen, ingen blomsterprydet ansigtsmaling som i kærlighedens sommer '67. "De eneste blomster, jeg så i Birmingham dengang, var på kirkegården i Aston", som Ozzy lakonisk noterede i sin selvbiografi, 'Ozzy Speaks', om sig selv som attenårig fabriksarbejderdreng i det industrigrå Aston under den såkaldte Summer of Love 1967.
Og på albumcoverets forside: En mystisk, mørkeklædt og gulhovedet hekselignende figur i en småskummel, afsides efterårsskov foran en hvid, gespenstagtig bygning, der i virkeligheden var en gammel vandmølle i engelske Marlepdurham, Oxfordshire.
Dette skulle vise sig som starten på en af rockhistoriens mest omfattende og genreudviklende epoker. Et gennemgående referencepunkt for yndere og udøvere af heavy metal gennem generationer.
Men allerede da - i start-70'ernes tidsfæstende øjeblikke - var Black Sabbath et band med en gennemtrængende pondus, som både skilte vandene mellem meningsdannere og teenagere, og som samlede de udskammede heavy metal-horder under samme musikæstetiske banner, og som byggede et begyndende brohoved mellem Aston, Birmingham og et globalt, metallisk multiunivers, som gennem tiden sammensmeltede førhen adskilte kulturer, racer og nationaliteter.
Hvor en sang fra et lydanlæg og et bandlogo på en T-shirt kunne forbinde folk uden et fælles verbalt sprog. Nøjagtig som anden god musik og givende kunst gennem århundreder. Som The Beatles lige før Black Sabbath, og hvad der ellers fulgte af bands og subgenrer i foreløbigt fem årtiers øredøvende heavy metal-evolution.
Nok så essentielt og evident: Black Sabbath reflekterede også deres uundgåelige samtid med en utopi-ætsende lyrik, der lagde sig som ærlige, insisterende ærkerockkvad hen over deres benhårde heavyrytmer og massivt metalliske akkordstrukturer. Som et uomtvisteligt laserblik på start-70'ernes verden af en ny virkelighed dagen derpå, år nul efter den braste hippieutopi.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Start-70'erne, denne tågede posthippie-tid med fortsatte ungdommelige livsstilseksperimenter, en begyndende fundamentalistisk venstrefløjs kulturkamp og en martrende mediedækning af Vietnam-krigens uhyrligheder. Black Sabbath responderede direkte ved at forvandle deres oprindelige okkultinspirerede demoskitse, "Walpurgis", til et musikalsk frontalangreb på virkelighedens uvæsen forårsaget af gudløse krigsgalninge, i 'War Pigs' (1970).
Den samme type af ufortrøden krigsgalskab, der få år før Sabbath-medlemmernes fødsel havde medført en sønderbombning af deres hjemby under tyskernes ubønhørlige angrebstogter mod den britiske sværindustri overalt i The Greater Birmingham.
"Generals gathered in their masses,
Just like witches at black masses
Evil minds that plot destruction,
Sorcerer of death's construction
In the fields, the bodies burning,
As the war machine keeps turning
Death and hatred to mankind,
Poisoning their brainwashed minds"
Sådan lød det i sangens første og andet vers, hvor de kyniske krigsgalninge og deres hjernevaskede tropper var den virkelige ondsindende, altødelægggende satan; som hverken havde horn i panden eller en trefork i hånden, men besad et morderisk, misantropisk menneskesind.
Tiderne var ved at ændre sig i en temmelig barsk retning: Vietnam-krigen bredte sig kontinuerligt ind i tv-stuerne og ved transistorradioerne. I de samme medier oplevedes den palæstinensiske terroraktion lige ind i uskyldens sportsglade solar plexus under OL i München '72. Efterfølgende en eskalering af europæisk terror op gennem årtiet fra Roté Armé Fraktion i Tyskland til De Røde Brigader i Italien. IRA's voldelige angreb i Irland og Storbritanien, den baskiske befrielsesbevægelse ETA's voldsomme sabotageaktioner i Spanien.
Black Sabbath, Sweden Rock 2014 (foto: Jacob Dinesen)
Vi diskuterer ikke eventuelle grader af retfærdig modstandskamp her: vi konstanterer blot, at det var blodigt, voldsomt og at uskyldige blev dræbt.
Der var også 70'ernes England med en intern, blodsprøjtende klassekamp, når engelske fodboldhooligans bragede sammen i masseslagsmål lørdag efter lørdag til fodboldkampe i landets ligaer fra Middlesbrough i nord til Millwall i London sydøst.
Black Sabbath reflekterede ikke hooliganismen direkte, men efter sigende er første halvdel af sangen 'Fairies Wear Boot' stærkt inspireret af dels en episode, hvor en flok skinheads overfaldt bandet, der måtte aflyse en koncert dagen derpå; dels af Geezer Butlers oplevelse som Aston Villa-fan med en flok af ærkerivalerne Birmingham FC's fodboldbøller lige i haserne.
Mens en helt tredje version fortæller, at sangen faktisk handler om dengang, Ozzy og Geezer sad og røg en joint i parken, da de pludseligt så nogle feer danse rundt iført støvler. Resultatet: Hallucinerende heavy metal.
Første vers:
"Goin' home late last night,
Suddenly I got a fright
Yeah, I looked through a window and surprise what I saw,
Fairy boots are dancin' with a dwarf
All right now!"
Dernæst omkvædet:
"Yeah fairies wear boots, and you gotta believe me
Yeah, I saw it, I saw it I tell you no lies
Yeah fairies wear boots and you gotta believe me
I saw it I saw it with my own two eyes
Woah right now!"
Sangens anden halvdel er angiveligt også inspireret af en af forsangerens livlige LSD-oplevelser. Kunstnerisk frihed i det omtumlede Ozzy'ske sind anno efteråret 1970.
Andet vers lyder således:
"So I went to the doctor,
see what he could give me
He said, son, son you've gone too far,
'Cause smokin' and trippin' is all that you do, yeah"
Der var et og andet skævt, stofpåvirket sind til stede, men også evnen til at omformulere et par halluer, eller hvad det nu var, til et par effektive heavy rock-rim.
Et vrøvlevers efterfulgt af et pludseligt rationale omat opsøge sine læge, for at få sandheden at vide. Doktorens diagnose: "Du er kommet for langt ud, sønnike, det eneste, du gør at ryge og tage trips hele tiden!"
Implicit en lægelig anmodning om at gøre det modsatte, hvilket dog aldrig blev Ozzy's væsentligste dogme.
Men den vindskæve selvironi havde vundet indpas i bandet; måske som en passende humoristisk afbalancering af de mange fejlskudte fortolkninger af bandet som værende "satanistisk", hvilke fulgte i rigt mål efter debutpladen og sidenhen, mens 'Fairies Wear Boots' var født som sætlistekandidat gennem de kommende fem årtier.
Black Sabbath, Copenhell 2016 (foto: Peter Troest)
Men for mange unge i 70'erne blev stofferne alvorlige prøvelser; som mentalt eller direkte dødelige derouter i et langt, depressivt disset årti, hvor sjæleberøvende speedvarianter og hjernebedøvende heroinkanyler skabte et åndsforarmet parallelsamfund til de lidt ældre unges velguidede, bevidsthedsudvidede svampeture og overskuds-hyggelige hashpibehvæs på kulturministeriets trappe eller rundt om ved socialt stimulerende urte-tekander. Mange af dem beskrevet som nærmest religiøse åbenbaringer af fermt formidlende og åndsrige talsmænd.
Black Sabbath-medlemmerne holdt sig ikke tilbage fra ret mange af delene (fraset heroin, heldigvis), men beskrev reelt og måske rådgivende stof(mis)brugerens røde linje i 'Hand of Doom':
"Push the needle in,
Face death's sickly grin,
Holes are in your skin,
Caused by deadly pin"
Nummeret udgivet på bandets andet album, 'Paranoid', den 18. september 1970. Samme dag som guitarikonet og heroinmisbrugeren Jimi Hendrix var afgået ved døden på sit hotelværelse i Notting Hill, London. Kvalt i sit eget bræk og totalt bedøvet af sovemedicin. Og samtidig to uger inden den sårbare sangstjerne Janis Joplin blev fundet død af en overdosis heroin på sit hotelværelse i USA.
Nogle måneder senere forlod Jim Morrrison, forsangeren i The Doors, lige fyldt 27 år, USA for at drage til Paris sammen med kæresten Pamela Courson. Alkoholiseret, rundere og med fuldskæg, og med en mere slidt, rusten stemme på bandets sidste indspilning, L.A. Woman. Et slags forceret forfald af den dionysiske underskønne rebel, sanger og poet, der blev fundet død natten til den 3. juli 1971 i badekarret på sit hotelværelse i Paris.
Omstændighederne var ganske mystiske, og kun den fåmælte Courson og en siden uidentificeret obduktionslæge så Morrisons lig. Teorien, om at rockstjerne-digteren var taget til et hemmeligt exil i Afrika, kom til at køre kontinuerligt i adskillige, mytomaniske årtier.
Men i sit sidste døgn var Morrison angiveligt i selskab med et par lokale heroinpushere, og en dødelig overdosis blev sandsynligvis den store sanger og poets bedrøvelige endeligt.
Pamela Courson døde selv i foråret '74, ligeledes 27 år gammel og af en overdosis heroin.
Disse dødsfald, og dem der fulgte, blev omtalt som en morbid mytologisk Klub 27 af afdøde, 27-årige rocktjerner. Den skabte en farlig floskelbetændt "lev-stærkt-og-dø-ung" tilgang i ikke mindst musikmiljøet, hos både udøvere og fans. Stofkulturen florerede uanfægtet.
70'er ungdommen agerede videre i et årti, hvor oliekrise, økonomisk recession og optrukne koldkrigsfronter brat bremsede 60'ernes højkonjunktur, den lodrette opstigen til evig ungdom og generelt syrede optursstemning af fed lykke. Nu opstod der arbejdsløshed, rodløshed, krigsfrygt og en pessimisme, der nødvendigvis måtte oplives af noget.
For en ny ungdomsgeneration blev dette "noget": voluminøs hård rock, beton rock, senere heavy metal, glam pop-idoler, siden hen disco og punk rock. Forskellige subkulturer, som hver især efterfulgte '68-ungdomsoprørets udstrakte grad af fri, fælles leg, vidt åben adgang til arbejde og uddannelser, udelt optimisme og blide, bløde peace & love-hymner.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
De nye ungdomsårganges usikre placering midt mellem hippieidealer, hedonisme, dommedagstrusler, lev-stærkt-dø-ung-kodekset, og tro, håb og kærlighed blev bedst beskrevet i Black Sabbath-sangen 'Children of the Grave' fra sommeren 1971:
"Children of tomorrow live in the tears that fall today
Will the sunrise of tomorrow bringing peace in any way?
Must the world live in the shadow of atomic fear?
Can they win the fight for peace or will they disappear?"
Undertegnedes fortolkning: Verset kan synes en smule buddhistisk i dets indledende par linjer, hvor morgendagens børn betaler prisen for nu'ets sorgfældende tårer affødt af verdens dårlige karma.
Dernæst nærmest nihilistisk i dets spørgen om, hvorvidt morgendagens solopgang overhovedet vil tilvejebringe os fredsommelighed på nogen måde?
Derfra fatalistisk i dets enten-eller-kamp for fred og fordragelighed: Fred eller forsvinden. Elskelighed eller ekstermineren. Liv eller død.
Black Sabbath og andre unge stod i et identitetsmæssigt vakuum i en, selv for ungdommen, særligt forvirrende tid. Men netop i dét og i dén måtte Black Sabbaths umiskendelige og insisterende aftegning af et helt ny musikparadigme nødvendigvis opstå: Heavy metal-genren var født - af gode grunde og af absolut nødvendighed.
1970 var lang tid siden nu. Heavy metal-alkymismens opståen ligeså. Lige nu var det en tidlig fredag eftermiddag i midten af november 2013. I den brede behagelige sofa på Gilbert Scott Suite havde Riffmesteren og jeg blikket rettet mod enden på det hele. På svanesangen, på slutningen, som det også fremgik af bandets knapt halvt år gamle comeback-album, '13'. Indledt af sangen 'End of the Beginning' og ordene:
"Is this the end of the beginning?
Or the beginning of the end?
Losing control or are you winning?
Is your life real or just pretend?"
Få uger forude ventede den europæiske del af verdensturneen med Riffmesteren og Black Sabbaths koncert line-up anno 2013, hvor den langt yngre, hyperdynamiske trommeslager Tommy Clyfteros (f. 1979) havde erstattet Bill Ward.
Var den gamle trommeslager sygdomspræget, utilfreds, urefærdigt behandlet, eller en blanding af det hele? Ifølge Iommi handlede det om en aftale mellem managers og advokater, der ikke kunne lukkes, og at Ward også sloges med visse helbredsproblemer, inklusive en hospitalsindlæggelse, som gjorde en turnévirksomhed særlig vanskelig for ham og bandet. Kærligheden til Bill Ward var intakt, understregede Iommi, der var i jævnlig og venskabelig kontakt med den fraværende trommeslager.
Bill Ward var tillige udeladt af de officielle bandfotos, inden Black Sabbaths sidste turnérunde i kølvandet på udgivelsen af 13-albummet, det første med Ozzy ved mikrofonen i næsten 35 år. Og hvor Ward var erstattet af Rage Against The Machine-trommeslageren Brad Wilk.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Men det var ikke bare enden for Black Sabbath, det handlede om. Tony Iommi havde også måtte tage et tvungent blik ind i sit eget livs sene efterår og begyndende vinter. I det seneste halvandent år - og under indspilningen af '13'-albummet - havde han kæmpet med en alvorlig kræftsygdom. De seneste prognoser op til interviewseancen havde dog været gode, men disse bulletiner efter et langt fysisk og mentalt udmarvende forløb af skiftevis håb, frygt, kampvilje og total udmattelse.
Den 65-årige, men stadigt nydelige, elegante Iommi med de stilfulde, sicilianske aner fra moderen Silvia, havde undervejs i kræftforløbet grædefærdigt set sig selv, som han nu tog sig ud hjemme i spejlet på sin luksuriøse herregård i Lapworth, Warwickshire sydøst for Birmingham: En hårløs, afmagret kræftpatient, afkræftet og sjæleligt udmattet af adskillige måneders kemoterapi. Psykisk nedslidt af uvished, angst og afmagt.
Tvivlen, frustrationen, magtesløsheden, og den daglige frygt for det uvisse; alle de eksistentielle spørgsmål nagede ham, og ekkoede for så vidt videre på starten af dette nye og sandsynlige afskedsalbum med Black Sabbath. Som det jo lød i 'End of the Beginning': Var det slutningen på begyndelsen eller begyndelsen på enden? Var han ved at miste kontrollen over sit liv? Var det enden på musikken, på skabelsen, på lidenskaben? Kunne han stadig nå at vinde noget? I det mindste mere af livet tilbage? Endnu en turné med bandet, måske? Var hans succesfulde, forunderlige liv virkeligt? Eller havde det bare været en form for forbigående fiktion?
Med kræftdiagnosen i begyndelsen af 2012 var Riffmesterens liv pludselig blevet alt for truet på dets virkelighed. Eviggrønne, måske snarere eviggråsorte, Black Sabbath-undergangsschlagere som 'Black Sabbath', 'Wicked World', 'Into the Void', 'Electric Funeral' og ikke mindst 'After Forever' lød ikke længere blot som fjerne fiktioner eller distante dommedagshymner sat på power akkorder, men indeholdt stærke og troværdige beskrivelser af ophavsmandens mentale tilstand under det aktuelle sygdomsforløb.
Som de to åbningsvers lød i "After Forever":
"Have you ever thought about your soul can it be saved?
Or perhaps you think that when you're dead you just stay in your grave
Is God just a thought within your head or is he a part of you?
Is Christ just a name that you read in a book when you were in school?
When you think about death do you lose your breath or do you keep your cool?
Would you like to see the Pope on the end of a rope do you think he's a fool?
Well I have seen the truth, yes I've seen the light and I've changed my ways
And I'll be prepared when you're lonely and scared at the end of our days"
Eksistentielle spørgsmål til den eksistentielle angst, uvished og ensomhed, som en livstruende sygdom som Iommis uundgåeligt fremkaldte.
Fyrre år efter nummerets tilblivelse kunne det måske føles som et særligt autentisk lydspor til Riffmesterens livskrise og begyndende fysiske forfald? De tekstlinjer, der en gang var kunstnerisk fremført fiktion i en tungt rockende, uskyldig ungdomstid, udtrykte nu den barske virkelighed for den aldrende mand bag de mægtige musikalske dommedagssaluter.
Sange, der opført på alverdens koncertscener ellers besørgede en udveksling af ekstatisk livsenergi mellem bandet og publikum, hvorsomhelst i verden, hvadenten det var i Birmingham, Brasilien, Brisbane eller Baltimore.
Heaven & Hell, Sweden Rock 2007 (foto: Jacob Dinesen)
Det berømmede sangkatalog havde skabt mening, glæde og endda eufori gennem to-tre generationer, men hos skaberen selv blev sangværket momentant overdøvet af en øgende indre uro, og tanken om at spille sangene live nærmest udvisket af hans tiltagende tungsind. Ideen om en mægtig massesuggestion af tung metallisk live empowerment, eller erindringerne om gjaldende fanmængder, gav heller ingen større mening nu. Black Sabbath på en koncertscene stod pludseligt længere væk end nogensinde.
I en periode var Tony Iommi simpelthen for syg og afkræftet til at kunne optræde, og ingen vidste, om det ville blive en permanent tilstand.
I samme periode handlede hans liv udelukkende om helbredelse, om overlevelse.
Måske kunne indgangsverset til den stille, melankolske serenade, 'Solitude', alligevel diskret krybe frem i Riffmesterens bevidsthed og give mening under aftenlandets mørke skyer? En sang, hvor Iommis skabende hænder pauserer fra de dunkeltunge, nedstemte powerakkorder, og som i stedet skaber en svævende, atmosfærisk lydcollage med akustisk guitar, piano og fløjte, suppleret af Geezer Butlers afdæmpede basgange, Wards blidt klappende congas, og Ozzy med en særlig dobbeltsporet, forvrænget og nedtonet vokaleffekt:
"My name it means nothing, my fortune is less
My future is shrouded in dark wilderness
Sunshine is far away, clouds linger on
Everything I posessed, now they are gone
They are gone
They are gone"
Akustisk. Atmosfærisk. Afmægtigt.
Magtesløshed - det var dér, han var, Tony Iommi. Gennem det meste af anus horribilis 2012 frygtede Riffmesteren kun sin anmasende kræftsygdom, og det liv, der var at miste, hvis kuren ikke virkede. Hvis helbredelse ikke længere var mulig. Hvis hans dage pludseligt var talte.
I første omgang havde hans spæde symptomer blot handlet om en infektion. Dernæst en hævet prostata, som let kunne ordnes ved en laseroperation, mente man. Under denne dukkede dog også en knude op ved lysken - dén udløste lægernes nye skrækindjagende diagnose: Lymfekræft.
Heaven & Hell, W:O:A 2009 (foto: Jacob Dinesen)
For Riffmesteren betød kræftdiagnosen også en isnende retraumatisering. Halvanden år forinden havde han mistet sin nære ven, bandkollega og forsanger, Ronnie James Dio. I november 2009 havde den seks år ældre Dio fået diagnosticeret mavekræft. Som et andet ondt lyn fra en klar himmel, eller hvor en sådan forbandelse nu kom fra.
Iommi og Dio havde i 2006 dannet Black Sabbath inkarnationen Heaven & Hell, der havde fortsat de lovende takter fra start-80'erne, herunder Black Sabbath-mesterværket 'Heaven and Hell' (1980) og opfølgeren 'Mob Rules' (1982), hvor Dio netop havde afløst en miserabel og på flere planer dysfunktionel Ozzy Osbourne.
En epoke i Black Sabbath, hvor Riffmesteren på ny og vanvittig vellykket vis fandt anvendelse for sine endeløse metal-kemiske formler, der med det vokaltekniske unikum Dio fik et mere melodiøst, sofistikeret og symfonisk tilsnit.
Men det lød alligevel - og forunderligt nok - som vaskeægte Black Sabbath.
Et halvt år inden Dios skæbnesvangre diagnose havde Heaven & Hell udgivet det listigt titlede album 'The Devil You Know', der hverken savnede musikalsk tyngde eller den eksplicitte gud/satan-mytologi, der så ofte havde klæbet sig til Black Sabbath-navnet og i Dios solounivers siden hans debut 'Holy Diver' (1983).
På dette Dio-albumcover ses et rødøjet Satan-lignende monster (senere kendt som Dios visuelle maskot, Murray), der tilsyneladende er ved at drukne en rædselsslagen katolsk præst.
"Ideen var at vende spørgsmålet, 'hvorfor drukner monsteret præsten', om? Vi ville gerne sige: 'Hvordan kan du vide, at det ikke er præsten, der faktisk drukner monsteret?' Jeg synes, den tese er blevet underbygget i de senere år med alle de problemer, som vi har haft i den katolske kirke. I tilbageblik vil jeg gerne kunne sige, vi havde ret i, hvem vi smed i vandet", som Dio selv forklarede motivet i et interview med Revolver Magazine.
Utvivlsomt med hentydning til den globale flodbølge af seksuelle misbrugssager i det katolske kirkesamfund, som fortsat skvulper over med ubehagelige sager, hvor højtstående folk i mange tilfælde har dækket over undersåtternes uhyrligheder. Eksempelvis i amerikanske Fall River, New England, hvor den seneste dom faldt i december 2020: Her blev Father Mark Hession, en bekendt til den berømte Kennedy-familie, blandt andet dømt for to tilfælde af voldtægt på mindreårige, forskellige overfald og trusler mod et vidne.
Heaven & Hell, W:O:A 2009 (foto: Jacob Dinesen)
Dios filosofiske spørgsmål fra start-80'erne om, "hvem der var monsteret?", og "hvem som var Guds godhjertede formidler?", rakte langt ind i 2000-tallet.
På albumcoveret til 'The Devil You Know' står Djævelen i et rødglødende inferno med sine opslugende tunger ud af halsen, og i hånden holder han et hovedløst offer, omspundet af en sort slange og med utallige søm naglet ind i sin krop. Som silhuet i baggrunden ses konturen af Jesus Kristus på korset, og man fornemmer, at det også er ham, Djævelen holder fast i. Hårdt fast i. Nærmest som et offer for det ondes værk. Djævelen illustreret så eksplicit, så skræmmende, at det nærmest eliminerer enhver fristelse til at tage en flirt med det onde selv.
I 2009 vidste vi også bedre, hvem monsteret var: 'The Devil You Know', det genkendeligt onde, der fandtes, som en medfødt lænke til den godhjertede menneskesjæl. Om det nu var i én selv - i katolske præsteklæder eller i en heavy metal-tourshirt.
Men i selve heavy metal-kraftens Katarsis kunne de ondsindede drifter også fordrives eller formindskes. Sund aggression og lystens laster i fri udfoldelse og fælles ånd. Resten måtte selve den almægtige Skabers nåde og retfærdighed afbalancere, så vi kunne leve og overleve paradokset med vores to modsatrettede sider mellem himmel og helvede, dag og nat, lys og skygge, det gode og det onde, liv og død.
De modne musikere, der udgjorde denne de facto Black Sabbath version 2006-2010, vidste godt, hvad klokken slog, og at klokkerne også skulle ringe for dem. Heavy metal var ikke en diabolsk dogmatik eller satanistisk ideologi, men den frie tankes tungtvejende platform. I tilfældet det stilskabende Black Sabbath, et musikalsk og kunstnerisk udtryk, hvor rollerne altid kunne diskuteres, hvor religiøse forestillinger kunne udfordres og det menneskelige uvæsen undersøges. Men altid med en ydmyg underdanighed overfor Skaberværket og den Almægtige, der nødvendigvis også måtte regere over selv de mest ophøjede (og aldrende) heavy metal-legender.
Det lod bandet også diskret forstå i deres seneste album artwork. På en version af albumcoveret, der afbilledede bandets sorte engel-logo, flankeres hovedillustrationen af tallene 25:41. En henvisning til Det Nye Testamente og Matthæus-evangeliets fortælling om dommens dag. Her lyder befalingen til de udvalgte, der ikke står på Skaberens himmelventende højre side: "Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle."
Som andre mennesker havde Iommi, Dio og de andre Sabbath-relaterede nok været på sporadiske besøg på denne venstreside, men hverken som ideologiske satanister eller bevidst ondsindede syndere. Venstresiden var blot den ene af de to menneskelige positioner, der fandtes. Disse positioner, og vekselvirkningen mellem det gode og onde, det blide og barske, havde været den gennemgående fascinationskraft i konstellationerne Black Sabbath ("sort messe", javel, men med konsekvent krucifiksbærende bandmedlemmer) og Heaven & Hell. Denne drift havde fordret kunstneriske ekskursioner hele vejen rundt, hos både Gud, Satan, Lucifer, Jesus, paven, guder, magikere, mystikere og mennesker. Men i deres begyndende alderdom havde Iommi, Dio og co. ingen større betænkeligheder ved at lade de diabolske elementer tilgå musikken og det kunstneriske udtryk alene, og selv placere sig solidt i Skaberens højre side.
Heaven & Hell, W:O:A 2009 (foto: Jacob Dinesen)
For en sikkerheds skyld lod Heaven & Hell 'The Devil You Know' afrunde med det dirrende dommedagstunge (selv for Riffmesteren at være) nummer 'Breaking Into Heaven', hvor Ronnie James Dios digterjeg, messende og kommanderende mere end ydmygt spørgende, anmoder om og bereder vejen gennem porten og ind i himmeriget:
"We're breaking into heaven
We've just found the keys
And we're breaking into heaven"
Til syvende og sidst var mennesket selvfølgelig magtesløst og underdanigt, og ikke mindre i en kræftfremkaldende livskrise, og her havde netop Skaberværket åbenbart bestemt sig for at kalde Ronnie James Dio hjem. Det lille suverænt syngende metalrock-ikon skulle til himmels og ingen andre steder.
Ronnie James Dio åndede ud på The MD Anderson Cancer Center i Houston, Texas den 16. maj 2010 kl. 7.45 lokal tid.
Under begravelsen sad en sorgfuld Riffmester med foldede hænder i publikumsrækkerne foran Ronnie James Dios rosenprydede, brune trækiste. Udenfor stod hundredvis af fans og fulgte seancen på storskærm, mens en af Dios medarbejdere (ikke i sort jakkesæt, men i en sort T-shirt med påskriften "Dio kicks ass") flankerede kisten.
Dio havde gjort mere end bare dét, sparke røv, gennem sit halve århundrede i rockbranchen, primært i bands som Elf, Rainbow, Black Sabbath/Heaven & Hell og solobandet Dio. Han havde forfinet og udsmykket vokaludtrykket i hård rock og heavy metal med en sangstemme, som gik over al forstand, og som så fornemt forbandt den menneskelige nerve mellem himmeriget og helvede, særligt i hofnummeret 'Heaven and Hell', naturligvis komponeret af Iommi.
Mest ikonisk havde "den lille mand med den store stemme", som den blot 163 centimeter korte sanger ofte blev kaldt, populariseret den universelle heavy metal-gestikulation, "Djævlehornet" (eller blot "hornet"/"hornene"). Denne hilsen til det seje, hårde, fede i rockmusikken, specifikt i heavy metal-genren, blev ofte fortolket og forstået som et satanistisk håndtegn ud fra dets visualitet som netop et djævleansigt med horn i panden.
Dio selv havde tilegnet sig tegnet fra sin italienske bedstemor (hans oprindelige efternavn var Padavona), som refererede til det gamle italienske ritual malocchio, som traditionelt var en beskyttende gestik, når der blev kastet onde øjne på én. Det var aldrig ment som en djævelsk handling eller som værende en diabolsk identitet, havde Dio gentagende understreget. 
Dio, 2006 (foto: Jacob Dinesen)
Det var derimod et anerkendende ritual i metalpublikummets interaktion med idolerne på scenen. Dio selv havde anvendt "hornene" siden sine første Black Sabbath-koncertoptrædener i 1979, hvor de fungerede som Dios alternativ til Ozzys pege- og langfinger formende et "v" for "victory" (sejr), som her betød en sejr for freden, og som dermed signalerede et fredstegn.
I dagene op til Dios begravelse anskuede den fanatiske kristne sekt, Westboro Baptist Church, intet andet end satanistiske symboler og budskaber i hele den afdøde Dio's 67-årige livsvirke. Sekten protesterede højlydt, men forgæves, mod begravelsen af den "blasfemiske sanger" i hellig jord.
Dio blev stedt til hvile i mindelunden The Hall of Liberty i Forest Lawn Memorial Park i Hollywood Hills, Los Angeles i en hvid sarkofag, signeret med hans håndskrevne autograf fra Rainbow-epoken, "Man on the Silver Mountain". Ved siden af sarkofagen kunne man se indgraveringen af de famøse hornede Dio-håndtegn.
Nu var den store stemme stilnet, øjnene lukkede, hænderne og hornene foldet sammen om hans mave.
Sensitivt besøgende blandt fanfølget ville måske kunne høre vinden genkalde linjerne, "I'm the night and the light/I'm the black and the white/The man on the silver mountain".
Også posthumt, nede i sarkofagen og fra sølvbjergets top, påmindede Dio os om vores naturligt iboende balancegang mellem lyset og mørket, sort og hvidt, himmel og helvede.
Og fortsættelsen derfra:
"The lover of life's not a sinner
The ending is just a beginner
The closer you get to the meaning
The sooner you'll know that you're dreaming
So it's on and on and on, oh, it's on and on and on
It goes on and on and on, Heaven and Hell"
Dio (foto: Jacob Dinesen)
Tilfældigvis, men smukt og andægtigt, deltog jeg i en hyldest til Dio ugen efter hans bortgang. I midtnorske Trondheims mægtige domkirke, Nidarosdomen, havde organisten Jon Lord fra Sabbaths samtidige, Deep Purple (hvis sanger Ian Gillan og bassist Glen Hughes også var en del af Sabbath/Iommi-historien), organiseret en eksklusiv klassisk koncert.
Med nyheden om Dio's død, valgte den 69-årige Jon Lord at inkludere en dedikation til manden, der i bandet Elf havde turneret med ham selv og Deep Purple i bandets storhedstid i 70'erne. Der var stille og stemningsfuldt under de 900 år gamle kirkehvælvinger, mens Jon Lord udtalte sine mindeord om Dio, og ligeså, da organisten og orkesterlederen senere berettede om sine egne sange, samt de oplagte Deep Purple indslag, 'Soldier of Fortune' og 'Child in Time', der her blev leveret i stryger- og korbaserede arrangementer,
En af Jon Lords egenkompositioner handlede om livet og forfaldet hos en nyligt afdød ven. Idémæssigt måske lidt som Antonio Vivaldis stemningsskiftende hovedværk 'De Fire Årstider'. Hos Jon Lord underbyggede musikken et skiftende livsforløb af det, der kunne synes at være fødselssmerte, sprudlende infantil og ungdommelig opstemthed, efterfølgende eftertænksomhed i voksenalderen, og et afsluttende forfald ind i intetheden.
Jon Lord selv havde heller ikke lang tid igen, viste det sig. Han fik konstateret den skånsesløse, svært helbredelige bugspytkirtelkræft året efter, og han døde den 16. juli 2012 på et hospital i London.
Også han, denne noble og fabelagtige keyboardmand og komponist havde fortjent en hyldestseance som den majaften i den karismatiske Trondheim-katedral, hvor han selv skabte sanselighed, empati og dybtfølte musikalske øjeblikke.
Østsiden af den selvsamme Nidarsdom var i øvrigt blevet kendt af alverdens black metal fanskarer som kirken på coveret til Oslo-bandet Mayhems Mysteriis Dom Satanas debutalbum fra 1994.
Samme Mayhem havde et par dage inden Jon Lords kirkekoncert, givet koncert på Trondheim Torg få hundrede meter foran domkirken. Anti-kristne black metal udgydelser eller ej, så tårnede Nidarosdomen sig som altid op i den trondheimske nattehimmel bag bandet, mens det lille tusindtallige fanfølge gik bersærkergang nede på asfalten.
Ja, "it goes on and on and on, heaven and hell".
Men Mayhem og hvad deraf fulgte, og ikke mindst gik forud, er en anden historie, omend også én, der - ligesom alle andre metalrelaterede - havde et udspring i slægtstræets ekstreme forgrening, men alligevel i en nogenlunde lige linje fra Black Sabbath, alias År Nul i vores tungt rockende tidsregning.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Black Sabbath var også ved at være historie. Det var derfor jeg sad i hotelsuiten i Nordlondon og drak vand og samtalede med Tony Iommi; manden, der altså reelt opfandt heavy metal, specifikt i rædselsfortællingen "Black Sabbath" (1970), og som 42 år efter pludselig stod med en gennemtrængende dødsangst i sit sind, som et virkelighedens ekko af den skælvende rædselsseance i 'Black Sabbath'-nummeret.
Hvor han havde mærket frygten for at miste. Livet. Samværet med sine kære. Musikken med sit elskede band gennem mere end 40 år. Men i sidste ende også følt en øget vilje til at vende tilbage til bandet og musikken.
Undervejs i den svære periode med kemoterapi, hårtab, fysiske og psykiske nedture og bandet på stand-by fandt Tony Iommi tilbage til sit musiske jeg. Da han var kommet tilpas ovenpå, men med fortsatte behandlinger i vente, bad han sine USA-bosiddende bandkammerater, Ozzy og Geezer, om at komme til England, så de sammen kunne arbejde på albummet i Iommis hjemmestudie, mens han indimellem gennemgik sine behandlinger inde i fødebyen Birmingham. De to gamle bandkammerater indvilgede selvfølgelig.
Indspilningerne blev starten på et terapeutisk forløb for Tony Iommi, og begyndelsen på Black Sabbaths første hele studie album med Ozzy siden 'Techcnical Ecstasy' i 1978.
Som Tony Iommi forklarede under samtalen i Gilbert Scott Suite i november 2013: "For mig ville det værste have været at sidde og være bekymret, jamre og tænke 'nu er det slut!' Arbejdet med bandet fik mine tanker væk fra problemerne, og alt hvad der var galt med mig. Fokus kom tilbage på musikken".
Han fortsatte: "Indimellem var det selvfølgelig svært for mig at arbejde, for jeg skulle stadigvæk gennemgå mine kræftbehandlinger. Men i de dage, hvor jeg ikke var frisk nok, arbejdede de andre med at skrive tekster eller noget andet. Men hele den proces fik bandet til at indse, at dårlige ting også kan ske for os, så vi arbejdede virkelig 100% på 13-albummet. Vi fandt også ud af, at det vi har sammen i Black Sabbath er unikt. Vi har jo har været venner siden vi var unge knægte. Jeg har kendt Ozzy i over 50 år, lige siden vi gik i skole sammen.
Så vi tager bandet meget mere seriøst nu, for tiden er ikke på vores side, og det ved vi."
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Hvis 'Black Sabbath'-sangen, 'After Forever' og den melankolske 'Solitude' havde indkapslet Tony Iommis skiftende sindsstemninger under sýgdomsforløbet, var hans og Black Sabbaths signatusang, 'Iron Man', en ligeså passende overskrift for hans videre fremdrift.
Aktuelt havde 'Iron Man' inspireret direkte til titlen på hans selvbiografi, 'Iron Man - My Journey Through Heaven and Hell with Black Sabbath'. I bogen fortæller Iommi nøgternt om hans kræftsygdom og alt, hvad der fulgte af psykiske bivirkninger.
'Iron Man' var således en indlysende rubrik for Riffmesterens overvindelse af sin livsfarlige sygdom, og hvad, han ellers havde overvundet i sit 65-årige liv: Fra dengang, han startede sin professionelle musikerkarriere med at få hakket toppen af et par fingre af, endda på hans sidste vagtskifte på den lokale fabrik. Hvor han stædigt fandt viljen til at komme videre som handicappet guitarist ved, som tidligere nævnt, at designe et par hjemmelavede proteser, og dernæst konstruere et særligt strengesæt til sin venstrehåndede guitar.
Som ung mand overlevede han også et voldsomt trafikuheld, der totalsmadrede hans sportsvogn. Og han slap levende fra et langt rockstjerneliv med uudtømmelige mængder af stoffer og alkohol. En livsstil, som havde taget livet af mange af hans samtidige, blandt andre hans gode ven og forlover fra sit første ægteskab, Led Zeppelin-trommeslageren John Bonham.
Nu var det efteråret 2013, og Black Sabbath stod foran deres Europa-turné. Iommi måtte indstille sig på en forøget sårbarhed overfor infektioner grundet sit svagere immunforsvar, og han var netop lige kommet sig over en maveinfektion fra en nyligt overstået Sydamerika-turné. Han vidste at antibiotika var vigtigere end noget andet på bandets pakkeliste anno 2013.
Det var des mere en ydmygt taknemmelig overlever end en overskudsagtig guitarhelt, som sad overfor mig i sofaen, og som nu lagde an til et afsluttende ræsonnement:
"Får jeg flere infektioner, må jeg bare have mere antibiotika. Det er sådan jeg må leve nu, eller ihvertfald indtil mit immunforsvar er bygget op igen. Eller, forhåbentlig bliver det", understregede Iommi.
"Når man er over 60 år, for ikke at sige 65 år, som jeg er blevet nu, så har man en eller anden form for dårligdom eller smerter. Og det er også hårdt at være på landevejen, hvor man skal forsøge at gøre de samme ting, som man gjorde da man var tyve år.
Vi klarer os igennem det, for vi rejser på den bedste måde, man kan, vi flyver med privatjet og bor på de bedste hoteller, men det er slidsomt at turnere. Det hiver noget ud af dig.
Men det er stadigvæk vores hovedfokus at kunne spille koncerter. Det er der, hvor man får energien og der findes intet bedre. Det er som narkotika. Det er helt fantastisk at kunne få lov til at spille sin musik for folk, der gerne vil høre den".
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Det ville et fuldsat, forventningsdirrende Forum på Frederiksberg hjertensgerne et par uger senere, og en eksalteret festivalplads ude på Refshaleøen i juni 2016, da Black Sabbath og hovedstadens store metalfestival Copenhell smeltede fuldendt sammen i en sydende, social musiksymbiose. Begge optrædener med den førnævnte, kompetente vildmand og Ozzy-solo trommeslager Tommy Clyfetos, som erstattede den originale Bill Ward, men stadigvæk med 3/4 Black Sabbath og deres bandkatalog som tryllebindende trumfkort.
Der var mere energi og kraftfuldhed, og selvsagt den originale rytmik fra Bill Ward, da den 100% oprindelige Black Sabbath-kvartet gæstede Roskilde Festival i 2005, og da bandet optrådte for første gang i næsten tyve år med Ozzy i front i hjembyen Birmingham i december 1997. Her var der ganske simpelt tale om koncerthøjdepunkter uden for kategori.
Men, Danmark fik taget en fin og anstændig afsked med Black Sabbath som koncertattraktion i både 2013 og 2016.
Og tilsyneladende var Riffmesteren på vej til at blive helbredt uden nogen tilbagefald eller spredning af kræftceller i kroppen,
Få måneder efter Black Sabbaths Copenhell-koncert i juni 2016, og den sidste i landet overhovedet, blev jeg introduceret for den århusianske hospitalspræst Preben Kok. Født i april 1948 og dermed samme årgang som Tony Iommi og det øvrige Black Sabbath (minus Butler, der er født i 1949).
Det var mit forlag, der havde ført mig sammen med præsten, som havde udgivet bestselleren 'Skæld ud på Gud' i 2008, to år inden jeg udgav 'Heavy metal: 40 år med hård rock' på samme forlag.
Til sin næste bog, som skulle være et "kampskrift", ønskede præsten (som ikke selv skrev, men opererede med skrivepartnere) en skrivemæssig dynamik á la den man kendte fra rockanmelderiet, hvor jeg jo havde arnested som skribent.
Inden mødet havde forlaget fortalt ham om min mangeårige heavy metal-formidling. Præsten sagde, og jeg husker det tydeligt: "Jeg ved ikke så meget om heavy metal, men jeg tror den har den samme fundamentalisme i sig, som jeg har i min kristendom."
Forstået på den måde, at heavy metal var den insisterende, fundamentale form for rockmusik, mens at Preben klippefast anskuede Gud som en nådig almagt, man konkret kunne henvende sig til i forskellige af livets situationer; især hvor menneskets egen magt ophørte, og hvis man ellers formåede at hengive sig til troen, hvilket selvfølgelig stod ethvert menneske frit.
Man kunne både beklage sig, takke, søge trøst, og ikke mindst skælde ud på Gud, når der var brug for det. Man kunne kalde Ham for en "svigefuld lortegud, der kunne rende én i røven", hvis det var dét, der var behov for.
Det skabte en vis polemik i nogen kirkelige kredse, men Preben holdt fast i, at Gud bare måtte affinde sig med at modtage en ordentlig røffel, når nu han var almægtig og havde skabt verden, som den var. Også de fuldstændigt urimelige ting i livet.
Udskældningen på Gud, eller blot samtalen med Gud, havde givet mange gode og brugbare resultater - forløsning og endda åbenbaring - i Prebens mangeårige virke som sjælesørger. Også i de mest lidelsesfulde, kritiske og tragiske situationer, hvor verdens ultimative uretfærdighed og uvæsen havde fundet sted.
Og på sin vis var der et sammenfald mellem præsten og bandet i kontakten til Gud.
Også i verdens første egentlige heavy metal-sang henvender vi os til Gud, når Ozzys desperate stemme skærer igennem i andet vers af 'Black Sabbath', hvor Satan sidder og smiler (og ikke af venlighed, forstår vi), mens de alt højere flammer er ved at omslutte fortælleren, Ozzy, for at sende ham lige lukt i helvedet:
"Satan's sitting there, he's smiling
Watches those flames get higher and higher
Oh no, no, please God help me"
Her er det altså Gud og ikke Satan, der påberåbes i en desperat anmodning om hjælp, hvilket gentager sig i tredje vers.
Gennem årtiers shows med Sabbath og Ozzy solo, afrundede Ozzy (ofte kaldet "The Prince of Darkness") kutymemæssigt med at ønske Guds nåde til hele salen eller koncertpladsen: "God bless you all, man!"
Ozzy havde gjort sit for at forlyste publikum, men den almægtiges nåde besad han ikke selv - i modsat fald havde det været relativt enkelt og langt mere oplagt at afslutte showet med: "The Prince of fucking Darkness bless you all!"
Men det gjorde han ikke.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Ti år efter mødet med Riffmesteren i Nordlondon, var jeg på en anden researchopgave i partnerskabet med præsten - på den lille græske ø Patmos i de nordlige Dodekanesere.
Oppe i bakkerne henover havnebyen Skala, ligger den hellige The Cave of the Apocalypse, som var den grotte, hvor apostlen Johannes fra Efesos i år '95-96 var blevet forvist af de romeske magthavere grundet hans kristne tro.
Da jeg besøgte grotten kunne jeg se den revne i loftet, hvor Johannes ifølge overleveringen havde modtaget sin åbenbarende meddelelse direkte fra Gud, nedskrevet i Johannes' Åbenbaring, det sidste kapitel i det Ny Testamente.
Kort fortalt, en barsk dommedagsfortælling om alverdens ulykker, dramatiske krigshandlinger og menneskelige lidelser på vej mod verdens undergang, inden en ny Himmel og Jord kan opstå.
Heaven and Hell. Gud og Satan. Det var i denne fortælling, Johannes definerede Dyrets Tal som "666", visualiseret som et lam med to horn i panden, der skulle symbolisere det diabolske i mennesket.
I århundreder har Johannes' Åbenbaring været global genstand for dybe analyser, teologiske fortolkninger og bibelsk eksegese, men helt simpelt har denne Bibel-fortælling fra apokalypse-grotten også leveret et tal og en symbolisk figur til kunstnerisk brug for fortolkning hos ikke mindst Black Sabbath og utallige heavy metal-bands.
Selve Johannes' Åbenbaring var i sandhed også en heavy metal-værdig fortælling, der ikke manglede noget i gru, dystopi og djævelskab.
Nogen "ny verden" ventede dog ikke længere for Black Sabbath, for den havde de allerede skabt 55 år tilbage, og i flere omgange siden. Men måske ventede et sidste, levende farvel?
Nok var Iommi "armeret med en masse musik", og havde "spandevis af ideer til et næste album", som han optimistisk afrundede samtalen i 2013, men det meste, man hørte til Black Sabbath siden turneafrundingen i 2016 (eksklusive den vedvarende afspilning af bandets bagkatalog) var nogle tilsydeladende ret håbløse rygter om et enkelt sidste afskedsshow med Bill Ward i folden.
Anno 2025 var Ozzy tydeligt gangebesværet og hæmmet af Parkinsons sygdom, og af et langt liv i behørig afstand fra helseidealerne, hvilket i sig selv vanskeliggjorde (velsagtens umuliggjorde, mente mange) enhver form for anstændig afskedsoptræden fra ham, Iommi, Butler og Ward.
Men nu var det jo rock'n'roll og big business, så man kunne selvfølgelig aldrig vide. Skriverierne og drømmerierne kunne ufortrødent fortsætte så længe de gamle bandlemmer (mellem 75 og nu snart 77 år) var i live, hvilket på den vis gjorde dem til en særlig noterbar undtagelse blandt hovedparten af deres samtidige kollegaer og musikalske åndsbrødre.
De var sgu' stadigvæk i live, hver og én af de fire orginalmedlemmer.
De fire krucifikser, som Ozzys far i den tidligste bandfase havde smedet sammen for at værne sønnen og hans tre bandkammerater mod ulykker i både Aston og i den vide verden, havde åbenbart haft deres tilsigtede effekt. Nok var de fire bandmedlemmer, som mennesker flest, røget ind i alskens ulykker, kriser og lidelser, men de havde langt oppe i pensionsalderen overlevet dem alle. I visse tilfælde kommet styrket ud af dem, ikke helt ulig forløbet i Johannes' Åbenbaring.
Black Sabbath, Forum 2013 (foto: Jacob Dinesen)
Og sørme så, den 5. februar 2025 offentliggjorde Black Sabbath deres allersidste fælles optræden med Bill Ward: Lørdag den. 5. juli 2025 på hjemmebanen Villa Park, det lokale stadion, der toner sig grandiøst op over de fire medlemmers omkringliggende barndomsgader. "Back to the Beginning" hedder afskedskoncerten med en overdådig række gæster fra Metallica og ned efter i heavy metal-hierakiet, og hvor hele overskuddet doneres til næstekærlig velgørenhed, herunder et lokalt børnehospital- og hospice.
"Herrens veje er uransagelige", lyder en lettere omformuleret vending fra Bibelen, og måske var selve eksistensen anno 2025, et velbeslået pensionistliv trods alt, og til syvende og sidst, den storstillede afskedskoncert, Skaberværkets belønning for de tusindvis af gange, Ozzy havde anmodet om Guds nåde til samtlige tilstedeværende i en heavy metal-optændt koncertforsamling?
Ozzys desperate ønske om hjælp fra Gud i den livstruende situation i 'Black Sabbath'-sangen var åbenbart også blevet hørt et eller andet sted, og det var tydeligvis nærmere i heaven end i hell ...
Interviewet, som dette essay er inspireret af, kan du i øvrigt finde her.