Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvor blev Sacrificial af?

Populær
Updated
Hvor blev Sacrificial af?
Hvor blev Sacrificial af?
Hvor blev Sacrificial af?
Hvor blev Sacrificial af?
Hvor blev Sacrificial af?

Sacrificial er ikke officielt opløst, men mens vi ser tiden an for mere af bandets thrash metal, gav Kræn Meier os en fyldig indføring i bandets historie.

Kunstner
Dato
11-09-2010
Genre

Det kan godt være, at det falder lidt udenfor "Hvor blev de af?"-konceptet i forhold til åbningsartiklens krav til, at bandet skulle have udgivet et eller andet i 90'erne og så ellers være forsvundet. Men bare fordi man stadig eksisterer som band – godt nok på en lang pause-status – skal man ikke straffes. Sacrificial skrev sig nemlig flot ind i den danske metalhistorie med klassikeren ’Forever Entangled’ i 1993, og må derfor ikke glemmes, når der nostalgisk kigges tilbage.

Hvordan blev bandet dannet?

- Vi startede engang i '88 eller '89 med et melodisk heavy/thrash band, der hed Influence, men Lukas og jeg ville gerne noget andet. Vi ville være en del tungere, så i august '90 startede vi Sacrificial. Navnet tog vi fra 'Scream Bloody Gore'-pladen med Death, da vi kunne lide det nummer og også stod og legede med det engang imellem.

- I begyndelsen var vi kun fire mand, og jeg stod derfor både for vokalen og den ene guitar. Jeg kendte John fra Sardonic Death, som jeg kortvarigt havde været med i, og syntes han havde en fed vokal, så vi valgte at lade ham overtage vokalen på vores første studiedemo.

Hvor mange udgivelser nåede I at lægge navn til?

- Vi lavede to øvelokaledemoer, der bare blev optaget på en medbragt båndoptager, for at få navnet luftet lidt i undergrunden. Jeg kan ikke huske hvad vi kaldte det første, men det andet hed 'Sacrificial Combustion'. De er begge fra perioden '90-'91. I '91 lavede vi så vores første rigtige studiedemo på en 8-spors båndoptager i Invocators øvelokale med Jacob Hansen ved knapperne. Det blev til 'Lords of Torment', der blev rigtig godt modtaget både herhjemme og i udlandet.

- I 1993 udkom debut cd'en 'Forever Entangled' på Morten Nissens selskab Trechoma Productions. Den blev rigtig godt modtaget, på trods at der kun var 7 numre på den. I 1994 lavede vi en demo, som egentlig var en pre-production til en kommende plade. Den blev udgivet lidt i hemmelighed, da den egentlig kun var til pladeselskaber. Det blev dog aldrig rigtig til det store, da John forlod bandet lidt senere i '95.

- Demoen 'Authority' kom i '96 med en ny forsanger, Stefan Steenholdt, og et nummer herfra kom med på kompilationen 'Extremity Rising'. Vi tabte lidt gejsten, og valgte at lukke ned i 1997, men allerede året efter kunne Lukas og jeg ikke rigtig lade det ligge, så vi kontaktede de gamle medlemmer for give det et skud mere. Det medførte en demo ('Brief', '98) og to plader ('Erect Eloquent Extinct', '99 og 'Autohate', 2000)

- Så begyndte folk at blive lidt gamle og trætte igen, haha. Det endte med, at Lukas, vores nye bassist Rico og jeg udgav en promo som trio i 2005 med Rico på vokal. I 2007 lavede vi en hel plade som vi ville shoppe lidt rundt, men gejsten var der ikke rigtig, og jeg trak stikket ud senere samme år.

STORE OPLEVELSER MED HÅB OM MERE

Hvad var din største oplevelse med bandet?

- Der har været rigtig mange sjove oplevelser igennem årene. Blandt de største må være vores show på Roskilde Festivalen i 1994. Det var en varm sommer, der var en fed stemning, og folk var bare glade.

Hvor tæt var I på at ”breake”, hvis du selv skal sige det?

- Jeg tror ikke at vi nogensinde var tæt på at ”breake” andet end en eller andens trommehinde, haha. Hvis du ser på bands i dag, vil du også se, at de bands der virkelig kommer ud, arbejder meget mere seriøst på det, end vi selv synes, vi var i stand til.

Hvorfor gik I i opløsning undervejs?

- Folk blev ældre og fik andre prioriteter i deres liv. Det var også svært dengang, da danske bands var meget oversete på den internationale scene.

Gav udgivelsen af debuten 'Forever Entangled' jer den opmærksomhed, som I havde håbet på?

- Både ja og nej… Vi var jo temmelig naive og unge dengang og mente nok, at når først man havde lavet en plade så var ens lykke gjort. Morten gjorde et rigtig fornuftigt stykke arbejde med at promovere med de midler, han havde til sin rådighed, men vi havde jo bare troet, at der ville være så meget mere. Vi fik sindssygt gode anmeldelser og masser af interviews, men der var desværre ikke råd til nogen rigtig turné-virksomhed bortset fra i Danmark.

Ser I eks-bandmedlemmer stadig hinanden?

- Ja da! Jeg har stadig kontakt med de fleste. Lukas er jo min bror, så ham ser jeg jo ofte, men også John, Asmus og Rico ser jeg engang imellem.

OVERLEVELSESTUR

Er der en historie, som du tænker tilbage på med et "vi var sgu nogle crazy motherfuckers" og et smørret smil på læben?

- Ja, jeg husker stadig en tur til Holland, hvor vi sad bag i en varevogn fra Ribe til Hoogevegen i Holland. Vi stoppede selvfølgelig for at handle og pisse engang imellem, men ellers sad vi bare klemt ind imellem gear og ragelse hele vejen. Fyren, der hentede os kom hele vejen fra Holland, kørte os derned til et par koncerter og kørte os hjem igen. På vejen hjem til Ribe var han ved at falde i søvn bag rattet, så Lukas måtte sidde og prøve at holde en samtale i gang med ham på en blanding af engelsk, tysk og dansk.

Hvordan var det at være en del af metalmiljøet dengang?

- Dengang sendte man sindssygt mange breve rundt i undergrunden. Det var egentlig ret fedt, at man kunne få et brev fra den anden side af jorden, fra en der havde læst om bandet i et eller andet blad og som gerne ville i kontakt, eller købe et eller andet. Det kan jeg godt savne. Men ellers er det jo blevet meget nemmere for bands i dag at promovere sig på nettet. Det gør jo selvfølgelig også at der er mange flere om buddet...

- Jeg tror bare stadig, at jeg synes, at det, at få et brev, er mere personligt end at maile med folk på nettet. Nu er jeg jo også bare en gammel langhåret hippie, haha!

Har I stadig med musik at gøre?

- Ja. Jeg har spillet i adskillige bands, både medens jeg spillede i Sacrificial og også efter. For tiden spiller jeg i Metallica Jam, er ved at få et projekt med Lars Mayland derfra op at stå, og sidst men ikke mindst: et projekt med mine egne thrash'ede ideer, som jeg sidder herhjemme og arbejder på. Lukas spiller i et eller andet dødsprojekt med nogle ret unge mennesker, men skal nok også spille trommer i det thrash-projekt jeg har gang i. Jeg har også snakket med John om han måske skulle lægge vokal på, men det bliver ikke til et nyt Sacrificial-album.

Er du stadig et rigtigt "metal-head"?

- Jeg tror ikke, at det er noget, jeg nogensinde helt vil kunne slippe. Det ligger så dybt i mig, at jeg ikke kan forestille mig at være det foruden.


Læs også:
Introduktion til ”Hvor blev de af?”-artiklerne
...og om de andre interviewede bands i artikelserien:

Detest, Beyond Serenity, Frozen Sun, Cyanotic, Autumn Leaves, Geronimo, Infernal Torment, Withering Surface, Timeless Hall, Maceration, Blazing Eternity, Unleashed Power, Grope, Gigandhi, Morbid Vision, Urkraft og Stomped.