Withering Surface formår stilsikkert at videreføre den melodiske dødsmetal fra halvfemserne og serverer en opdateret flugtplan for de, der gerne vil blive i den tid.
Igennem samtlige ti numre på sætlisten beviste Strychnos på Metal Magic Festival, hvorfor de er blandt Danmarks allerbedste metalbands.
Gruesome emulerer glimrende sine forbilleder, og kommer med et autentisk indspark til os, der ikke var der, dengang Chuck Schuldiner var i live.
Selvom Illdisposed seneste plade starter med en sirene, så er der ingen grund til alarm. Bo Summer og co. lyder som vi kender dem.
De rutinerede kræfter i Asinhell serverede dødsmetal fra den gamle skuffe, og publikum foran Hades nød opvisningen i metallens mest populære genre.
Amazonerne fra Amazonas spillede regnen væk med kæmpe overskud og mesterlig død.
Det var et brag af en dødsfest på Gehenna onsdag aften, da Plaguemace fra Horsens skabte præcis den vilde koncert, som Copenhells publikum elsker.
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
Jungle Rot er et sjældent syn i Danmark. Og med et råddent godt show viste den amerikanske kvartet, hvorfor de er et overset navn.
Sanguisugabogg leverede død, ødelæggelse, maltrakteringer og dårlig humør. Man fristes med et smil på læben til at sige ”ganske som forventet”.
Trods konkurrence fra Metallica og EM i fodbold var der alligevel tryk på dødsmetallen, da Strychnos, Crocell og Thus gæstede Aalborg.
Et debutshow i et næsten udsolgt Pumpehuset var den perfekte indledning på Asinhells tour rundt i Europa, før de senere på sommeren returnerer til Copenhell og Næstved Metal Fest.
Strychnos springer ikke over, hvor gærdet er lavest: På 'Armageddon Patronage' udvider de paletten og stræber efter storhedens tinder.
På 'Banished by Sin' buldrer Deicide trofast videre i korstoget mod religion. Der er enkelte lyspunkter, men en forudsigelig udgivelse fra Benton og co.
Replicant formår med groove og fede detaljer at gøre det let og lækkert at høre noget teknisk og til tider dissonant dødsmetal.
Brodequin er tilbage med deres ultrametal efter tyve års pause. Ondt, fængslende og moderne.
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Enkelte mandage er bedre end andre - mandagens workout i Pumpehuset var en af de bedste i lange tider!
Vitriol lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2024, og de formår at holde både højt tempo, melodi og intensitet sammen på en fremragende plade.
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.