Nyt navn – gammelt band
Majestica fornyr ikke ligefrem power metal-genren, men håndværket er helt i orden.
Rising Tide
The Rat Pack
Mötley True
The Way To Redemption
Night Call Girl
Future Land
The Legend
Father Time
Alliance Forever
Majestica – alene navnet vidner om, at det kun kan være et power metal-band. Så oplagt og genkendeligt, at man straks mener at kende bandet og huske nogle af dets tidligere album.
Men det er så en fejl, for ’Above the Sky’ er første album fra Majestica. Og så alligevel ikke, for bandet har eksisteret i en årrække, men har valgt at skifte navn i forbindelse med udgivelsen af det nye album. Der er tale om det tidligere ReinXeed med Tommy Johansson i front. Samme Johansson spiller også guitar i Sabaton, men før han kom med i Sabaton, havde han altså sit eget band, som har udgav seks album i perioden fra 2008 til 2013.
Nu er bandet blevet signet af Nuclear Blast, og man kan næsten tænke sig, at det er selskabet, der har tænkt, at et navneskifte var en oplagt idé. ReinXeed signalerer ikke rigtig power metal i samme grad som Majestica.
Man kan som gammel power metal-fan in imellem godt begræde, at der er sket så lidt udvikling af europæisk power metal igennem de seneste 30 år. Og her skiller Majestica sig ikke rigtigt ud. Det er tydeligt, at inspirationskilderne er Helloween og Gamma Ray med lidt Stratovarius smidt ind over sammen med de 500 tyske bands, der også lyder på samme måde. Men helt sløjt er det bestemt ikke.
Johansson spiller guitar og varetager leadvokalen. Og han synger faktisk forbløffende udmærket. Bandet er p.t. en trio, hvor Johansson bakkes op af bassisten Chris David og guitaristen Alex Oriz. På ’Above the Sky’ sidder den gamle Helloween- og Gamma Ray-trommeslager Uli Kusch bag trommerne.
Stilen er – naturligvis – melodisk og lettere symfonisk power metal. Der er fart på, det er veludført, og især på første halvdel af albummet er sangene ret fornuftige.
Det lægges udmærket ud med titelsangen, som sættes i gang af bassisten Chris Davis, der overraskende nok også afleverer en solo midtvejs. Det er vanvittigt melodisk, hvilket vil glæde nogle, men til gengæld også få andre til at løbe skrigende væk.
">
Dalende kvalitet
De næste fire sange forløber på nogenlunde tilsvarende måde. Men med ’Night Call Girl’ sætter svaghedstegnene ind. Fra at have spillet melodisk power metal skiftes stilen til melodisk hard rock, der lyder som noget amerikansk hard rock fra 80’erne. Det er noget af en showstopper.
Heller ikke ’Future Land’ med sækkepibelydende keyboards løfter kvaliteten mærkbart. Her går der lidt for meget Gary Moore i den. På ’The Legend’ er sækkepibelyden udskiftet med ’blæser’-keyboards. Det fungerer heller ikke absolut optimalt.
På ’Father Time’ går Majestica på cabaret. Det er sgu sjovt, men noget af et stilskifte. Sangen, der åbenbart en er alternativ julesang, er tidligere udgivet af bandet, da de hed ReinXeed, men man har åbenbart synes, at den trængte til produktionsmæssigt løft. Der indgår en sektion med Offenbachs can can-tema fra hans ’Galop Infernal’ efterfulgt af en korsektion, hvor man klart har hentet inspiration fra Queens ’Bohemian Rhapsody.’
Gak og løjer!
">
Albummet rundes af med ’Alliance Forever’, som er en god finalesang, der indeholder alle bandets elementer af power, melodi, symfoniske tiltag og god vokal.
Majestica tilføjer ikke rigtig genren noget nyt. Men ’Above the Sky’ er bestemt et udmærket power metal-album.