Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF 26: Så kys det nu, det satans liv

Updated
_JD11405
_JD11569
_JD11566
_JD11575
_JD11587
_JD11592
J1123369
_JD11612

Efter 25 år inviterede Roskilde Festival igen Aarhus-bandet TV-2 forbi Orange scene. Det blev til festivalens helt store, samlende og forløsende koncert trods ujævnheder i sætlisten. 

Kunstner
Dato
04-07-2026
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

25 år er lang tid. For 25 år siden var jeg også på Roskilde Festival. Dengang ung og frisk og bosat ude på den campingplads, hvor jeg i dag ikke tør sætte mine ben af bare frygt for at få en sygdom, ingen har hørt om. Jeg husker ikke, om jeg hørte bandet dengang. Ikke alle festivaler i de år står helt i vater. 

I år stod de der så igen. På den nye, gigantiske Orange Scene, og det medførte en lille smule nervøsitet på bandets vegne. Der er rigtig meget scene at udfylde. Det skulle dog hurtigt blive gjort til skamme, da jeg mødte muren af mennesker lige omkring den asfaltvej, der går på tværs af scenens vældige plads. En mur, der næsten fik mig til at give op. Heldigvis kom manden i mit liv mig til undsætning, og sammen fik vi kæmpet os igennem 3 meter mennesker til en ret rummelig plads med masser af benplads ret tæt på scenen. Det er ikke første gang, at Orange Scene har haft problemer med propper ved indgangsvejene i år. Det var det samme cirkus til Gorillaz, og det er nok noget, festivalen bør kigge på – særligt, når den vælger at tømme den vældige Arena ud på pladsen 20 minutter inde i koncerten. Det var angstfremkaldende tæt ved de smalle indgangsområder – og befriende tomt længere inde. 

Instant Orange Feeling
Mens kampen stod på, åbnede TV-2 med 'Lanternen', og straks var Orange-følelsen der. Der er langt mellem snapsene efterhånden, og det er ikke længere givet, at de navne, der får æren af at optræde på den ikoniske scene, kan samle ret mange andre end de, der var fans til at starte med. Og det hører til sjældenhederne, at hovednavnene har fat i alle generationer. Med +50 år på bagen har TV-2 lagt soundtrack til mange menneskers liv. Vi kunne alle – frivilligt eller ufrivilligt – teksterne til de store hits i deres bagkatalog. Det er livets små begivenheder på versefødder, og det har altid været TV-2s store force. Leveret tørt, som kun frontmand Steffen Brandt kan gøre det, selvom årene også har sat sine spor på hans vokal. De høje toner i registret blev ikke ramt lige i røven hver gang, men blev flot reddet af det kor, som var taget med på scenen, og som virkede naturligt i de store arrangementer, som TV-2 i dagens anledning havde opdateret deres ikoniske, minimalistiske rocknumre med. Der var blæsere, kor, gæsteoptrædender fra blandt andet Zar Paulo og Mumle. Alle sejl var sat til. Det var ikke en mulighed at tabe denne koncert på gulvet. 



Ujævn sætlist
Sætlisten var en blanding af de gammelkendte hits med ‘Kys det nu’ og ekstranummeret ‘De første kærester på månen’ som de absolutte vindere, skal man dømme efter brølet fra publikumshavet. De kunne såmænd have sunget begge sange selv fra ende til anden, og kiggede man sig rundt i sine nærmeste omgivelser var alle aldersgrupper repræsenteret, fra de purunge næsten-voksne til det grå guld, der i fornuftige travesko og godt overtøj også lod sig forføre af TV-2s charme og de ukarakteristisk store armbevægelser, og som måske et kort øjeblik følte sig unge igen.

Nænsom modernisering
Enkelte numre havde fået sig en moderne opdatering, og særligt 'Ræven og Rønnebærrene' blev leveret i en tung, næsten metallisk og elektronisk opdateret version. Koncerten bevægede sig i en hårfin balance mellem den lidt vamle nostalgi, som de Store Gamle Danske godt kan fremkalde, og det relevante. Den balance synes jeg, de lykkedes meget godt med, selvom der var et par numre, som var lidt underlige på sætlisten, og numre som ‘For dig ku’ jeg gøre alting’ og ‘Fantastiske Toyota’ faldt lidt igennem. Det sidste nummer er måske en klassiker, men i modsætning til mange af deres andre numre er det bare ikke ældet så godt.

Derimod var ‘Hele verden fra forstanden’ leveret så overbevisende, at vi glemte alt om Toyotaer og Randers Station. I fornyet arrangement og, tør man sige, fornyet relevans var pladsen kogende, mens vi på tværs af generationer, subkulturer, køn og politiske overbevisninger brølede, som gjaldt det livet: 

“Gør da noget. Løb for livet. Brug dog tiden. Elsk hinanden!”