Små stykker død fra genbrugsen
Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.
2. Unsung Zeros
3. Impact Irreversible
Allstar-orkestre, hvor feterede og anerkendte musikere fra succesrige bands går sammen for at søge nye jagtmarker, har alle dage været en blandet landhandel. Bands som Killer Be Killed, Sinsaenum og Hellyeah har forlængst bevist, at plus og plus nemt kan give minus. Herhjemme er bedste bud på et sådant sammenrend af metalkendisser Blood Eagle, hvis medlemmers samlede CV tæller bands som Illdisposed, Volbeat, Mnemic, Raunchy og Hatesphere. Bandet udgav i 2013 en hæderlig tre numre lang ep og har siden holdt gryden i kog med lejlighedsvise, roste koncerter på bl.a. Copenhell, Aalborg Metal Festival og Royal Metal Fest.
Altimens har folket sukket efter nyt materiale fra de danske metalklenodier, og løftet har konstant været, at jo, der skulle nok komme noget. På et tidspunkt. Lugteost tager den tid, lugteost skal tage, som det jo siges. Og forleden meldte Blood Eagle så ud af det blå, at de havde skrevet kontrakt med selveste Nuclear Blast, der over de næste par måneder udgiver tre ep’er med bandet, hvoraf nærværende udgivelse er den første i rækken.
Stilen er velkendt. Dødsmetal fra start-90’erne med tydelige inspirationer fra den groovy del af Florida-scenen samt Bolt Thrower, produceret tilpas svensk, til at det er svært ikke også at associere til specielt Entombeds unge år. Med andre ord er Blood Eagle en buffet af velafprøvede dødsmetalliske virkemidler, der skovles i en gryde og tilsættes forsanger Michael Olssons råbevokaler, som hist og her giver materialet et thrashet tilsnit.
Fælles for de tre numre er et afvekslende udtryk med adskillige temposkift sangene igennem, hvilket giver en fin og varieret effekt. Det er langt fra ensformigt. Trommeslager Morten Toft Hansen (Raunchy) er den tydelige rytmiske rygrad i bandet, hvis aldeles glimrende spil holder den røde tråd numrene igennem. Han skifter med lethed mellem rytmer, strukturer og tempi uden på noget tidspunkt at gøre kunsten ”dødstrommer” sværere, end den bør være.
Netop evnen til at afveksle rytmisk og opretholde et vist momentum er bandets force. ’Unsung Zeros’ har grindcore-tendenser a la Napalm Death og desværre en noget enerverende vokalstil, som heldigvis ændrer sig markant i ep’ens bedste nummer, ’Impact Irreversible’. Her skifter Olsson med største lethed mellem skrig, growl og råb, hvilket hjælper til at skabe variationer i et lydunivers, hvor det dobbelte guitararbejde fra Franz Gottschalk (ex-Volbeat, ex-Illdisposed) og Mircea Gabriel Eftemie (ex-Mnemic) er habilt, men uden de store, virkelig interessante metalriffs.
Det er nærliggende at lave en sammenligning mellem Blood Eagle og de noget yngre Baest. Begge er de i stalden hos to af verdens tungeste metal-pladeselskaber. Begge benytter de sig af velkendte og veltjente virkemidler, hvilket der som sådan ikke er noget galt i. Begge er aldeles glimrende underholdning i liveregi, men man savner de virkelig erindringsværdige kompositioner, som bliver siddende i hovedet, når pladen er rindet ud. Det er også denne første ep’s problem. Blood Eagle opfinder ikke noget nyt. Det er sådan set fint nok; det gør de færreste. Men de lykkes heller ikke helt med at skabe numre, der for alvor vækker og fanger én. Det er hæderlig, varieret dødsmetal fuldstændig ryddet for dikkedarer, men ikke mere end det.