Tilbage til fortvivlelsens højder
Doom-heltene Warning lykkes med det umulige efter tyve års albumpause: at skabe samme følelsesmæssige intensitet som for tyve år siden.
2 Stations (9:27)
3 Night Comes Down (7:48)
4 Landing Lights (6:28)
5 Teacher (8:35)
Med alderen sløves ens følelser. De fortvivlelsens højder, man klatrer op på som ung, slides ned af lønarbejde, dagligdagens rutiner og livserfaring. Et overspændt følelsesliv veksles hos de fleste til et stabilt, måske lidt ladt og sløvet følelsesliv. Jeg er selvfølgelig klar over, at der er undtagelser, og at livskriser kan ramme og ramme hårdt, men jeg kan under alle omstændigheder konstatere, at mine jævnaldrende bekendte og jeg simpelthen ikke oplever verden med samme emotionelle intensitet, som da vi var yngre. Det er nok for det bedste, men det er ikke altid godt for ens oplevelse af følelsesladet kunst, og det er heller ikke altid godt for kunstnere, der skaber følelsesladet kunst.
Det har altid forekommet mig at være doom metal-genrens store problem, fordi det er så afhængigt af følelser. Måske er det derfor, at Candlemass ikke har lavet noget rigtig tilfredsstillende i knap tyve år, og at det sidste rigtig gode album, 'King of the Grey Islands', arbejdede mere med det episke snit. Måske er det derfor, jeg godt kan høre, når et nyere album med My Dying Bride eller Paradise Lost er godt eller skidt, mens jeg til gengæld ikke føler det store. Måske er det derfor, Saturnus' seneste album efterlader mig lidt kold. Det er både mig og kunstnerne, der kan have svært ved at nå de samme følelser som for 20-30 år siden.
Lænket til fortiden?
Af samme grund har jeg nok snarere været skeptisk end forventningsfuld ved udsigten til et nyt album med britiske Warning. Deres andet album, 'Watching From a Distance' (2006) er en hjørnesten i nyere doom metal, og det er også et emotionelt højdepunkt (eller lavpunkt, snarere) i genren. Da bandleder, vokalist og guitarist Patrick Walker i sin tid opløste bandet, var det, fordi han havde erkendt, at han var en anden person, end da han startede bandet, og fordi han havde et ønske om kreativ frihed uden at være lænket til fortiden.
Men måske har modtagelsen af de gendannelseskoncerter, bandet gav i 2017 og 2018, fået Walker på andre tanker? Eller også gik det op for ham, hvad der må have stået klart for mange lyttere længe: Så stor er forskellen på Walkers mere afdæmpede soloprojekt 40 Watt Sun og Warning heller ikke. Walkers sangskrivning er ikke radikalt anderledes her, hans karakteristiske stemme er den samme. Den største forskel er nok, at Warning spiller tungere og mere metallisk, hvor 40 Watt Sun er mere præget af slowcore. Man kan ikke løbe fra, hvem man er.
Måske er det også derfor, at 'Rituals of Shame' fungerer så overraskende godt, som den gør. En anden grund er, at Walkers tekst- og vokalunivers måske altid har været mere apatisk, katatonisk og roligt anlagt frem for ekspressivt og udvendigt i sit følelsesregister. Apati og trøstesløs trummerum er lettere at finde sig selv i end længsel og Sturm und Drang for i hvert fald dette midaldrende middelklassemenneske.
Og dét leverer Warning på comebackalbummet, der lige så godt kunne være kommet et par år efter 'Watching From a Distance'. I hvert fald fortsættes stilen, som om intet var hændt. Man får hurtigt en fornemmelse af, at Walker & co. uden større anstrengelse faktisk er i stand til at tilgå samme følelsesregister som dengang. Som altid er tempoet adstadigt, og det musikalske fokus er ikke så meget på riffet, som det er på at skabe en atmosfære og agere en slags lærred for Walkers følelsesladede vokal. Men de ved godt, hvordan de skal dosere det. Lyt bare til det instrumentale mellemstykke, der begynder ca. 7:40 inde i åbnings- og titelnummeret:
Og det lyder endda ægte, når Walker kort efter synger: "Trembling and dumb between us is the test of a/ love that I can't win/ You're watching my eyes, but you don't know the flame I'm feeding/ Where all time exists/ It's easier to separate the silence from the face that I/ hide when l am it/ And here, in the central hour of my life, all/ experience bursts in on me/ Pulling me into the shame of the most base rituals of/ humiliation/ It's not in the darkness of certainty that I need you most/ But in an ever-living, self-defeating horror that follows me wherever I fall".
Tak for kaffe. Jeg tror, det er Walkers afdæmpede udtryk, mens han synger om eksistentiel angst og misforholdet mellem indre følelsesmæssig intensitet og dens ydre udtryk, om erfaringer, der overvælder og gør skamfuld.
At overgive sig til følelsen og sig selv
Albummet varierer ikke meget i udtryk, og Walkers vokal veksler mest mellem apatisk, melankolsk og lettere desperat. Men det er heller ikke variation, man hører Warning for. Det handler om at overgive sig til følelsen, bade i den, lade den skylle hen over en. Det lykkes fornemt for 'Rituals of Shame'. Min eneste anke er, at den trods alt ikke er 'Rituals of Shame'. Men det ville også være umuligt. Det føles på en måde poetisk træffende, at Walkers ønske om kreativ frihed ligesom kuldsejler sig selv: Han synes dømt til at skrive sange på denne måde, til at lave denne type musik.
De seneste uger har solen bagt og udtørret alt. Mens jeg skriver dette, raser en efterårsstorm uden for mine vinduer – midt om sommeren. Jeg skyder trods alt ikke skylden for omslaget i vejret på Warning. Men måske er det dét, doom metal kan, når det er bedst: ophæve tid og rum, skabe et stormomsust, gråt og goldt indre landskab (der i dette tilfælde så også er det ydre). Og at både musikere og lyttere kan finde hinanden i dét.