Svenske Draconian har endelig samlet sin mangeårige erfaring indenfor melodisk doom/death til et meget helstøbt album, som overrasker vor anmelder positivt.
Til trods for en tidlig spilletid fredag middag, leverede Electric Wizard en af festivalens bedste koncerter.
Som ved en åbenbaring blev Eyehategods tunge, sludgede stil pludselig til et fantastisk musikalsk møde, og den sløve start blev glemt og efterladt som aske fra en joint.
I disse år skal lede længe efter en mere produktiv musiker end Wino. Heldigvis skal man også lede længe efter et højere musikalsk niveau, end det, netop han leverer.
Gallhammer er kvinder, der spiller doom. De slipper ikke alt for heldigt fra det.
Double Space har kun sørget for at indspille to numre til deres demo, og det er unødvendigt lidt.
Pladeselskabet kalder While Heaven Wept for en godt gemt hemmelighed og det er måske meget sandt, når nu bandet har eksisteret siden 1989 og først fornylig fik et større følge.
Begge årets koncerter med amerikanske Blood Farmers bød på solid traditionel doom tilsat et væld af kult horrorfilm på bagtæppet, som ofte næsten overskyggede musikken.
Et af årets første hovednavne på Roadburn, Pentagram, skuffede med en ikke særligt swingende, men derimod meget svingende koncert.
Candlemass' debutplade var også i liveregi en af verdens bedste doomplader.
Koncerten med Shrinebuilder var et sonisk virvar af fire forstyrrende egoer, der resulterede i festivalens dårligste koncert.
Semi-veteranerne i Acid King blev første navn på plakaten for den forsinkede Devilution-bil, og de leverede et tungt monument af en festivalstart.
Pentagrams 'Last Rites' genforener to doom-legender, og det er der kommet en ufattelig fed plade ud af.
Necros Christos har ikke helt evnerne til at begå sig i en svær genre, men enkelte dele fungerer overraskende godt.
Indian er både skramlede, ramponerede og gennemtænkt, men også uden det sidste bid på deres tredje skive.
Bloodiest spiller sig langsomt, tålmodigt, men også for sikkert og afslappet gennem debuten.
Seks år er gået siden enmandsprojektet Falkenbach sidst var på spil, og det nye album holder mest fokus på den mere atmosfæriske og folkemusikprægede del af repertoiret.
Seventh Void tæller to medlemmer fra Type O Negative, og bandets debutplade, der ellers udkom tilbage i 2009, er nu ude i Europa.
Gnaw Their Tongues har skabt et konceptalbum omkring døden, og det er bestemt ikke noget for en hvilken som helst gennemsnits-metalfan.
Halvdelen af Type O Negative bærer flammen videre i et nyt band, der ligner lidt det gamle.