Cast the Stone debuterer med en charmerende ep-udgivelse, der har stjålet svenskerdødens facitliste og rimelig succesfuldt prøver at sætte svarene i nye rækkefølger.

Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

Selvom Michael Stanne & co. ind imellem har svært ved at finde storformen på plade, så fejler de sjældent live. Eminem prøvede at trække os videre, men intet slår Dark Tranquillity, når de er i deres es, som de var denne aften. 

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.

Konferencieren kunne måske ikke helt At the Gates' genre. Den kunne bandet dog selv, og de gav en knusende sikker opvisning i melodisk dødsmetal, som de selv skabte den.

At the Gates har mistet halvdelen af deres sangskriverduo. Det gør ondt på svenskerne, der ikke kan svinge sig op på det sædvanlige niveau over en hel plade.

Det tiende album fra The Crown afslører, at der stadig brænder en ild i bandet, for 'Cobra Speed Venom' er energi, tyngde, melodi, tæsk og smadder leveret med et flabet smil på læben.

Melodøden er inficeret med samples, synths og anden elektronik, og selvom der er klare spor af andre bands, der flirter med den slags, så har Killing Gandhi deres egen tilgang til det på bandets anden fuldlængde.

Livløs’ debutplade har ambitioner på vegne af den melodiske dødsmetalgenre, der i den grad trænger til nyt blod. Ironisk nok giver Livløs liv til genren.

Aetherian spiller nordisk dødsmetal, trods en herkomst fra under sydens sol. Det er godt, men måske ikke godt nok, for der mangler det element, der skal få bandet til at stå ud i mængden.

Septicflesh udgiver igen atmosfærisk og ambitiøst storhedsvanvid på deres tiende album, 'Codex Omega'. Det cementerer bandets pompøse stil og deres krav på anerkendelse inden for genren.

Arch Enemy får slet ikke udnyttet guitarist Jeff Loomis' kvaliteter og har i stedet lavet en kedelig plade, hvor Michael Amott kører den alt for meget på rutinen.

Med sidste års gennembrud 'Winter's Gate' i ærmet var Insomnium længe ventet, og pladsen foran scenen var proppet. Men bandet dykkede længere tilbage i historien med stor succes.

Martin Haumann er normalt kendt for at spille trommer i Essence og Myrkur, men han sysler også med dødsbandet Mother of All, hvor han næsten gør det hele selv.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.

Vikingerne fra King of Asgard leverer en god præstation uden overraskelser på albummet ':taudr:'. 

Fredag aften bød Amager på masser af tråd. Fra de nye helte, den garvede elite og Contrition, der spillede deres sidste koncert.

Der er skruet op for melodierne og ned for metallen på amerikanske Black Anvils seneste album, ’As Was’.

Der var skruet op for alle tænkelige metal-klichéer, da Amon Amarth søndag aften inviterede til fest i et udsolgt Store Vega. De havde allieret sig med landsmændene i Grand Magus og polske Behemoth.