D-takt er begrænsningens kunst, men Martyrdöd viser, at der er rigeligt med spillerum inden for genrekonventionerne.

Hatebreed er bedre end forbillederne i Slayer og Exodus på deres syvende album. Men det er stadigvæk svært helt at give sig hen til coachen Jamey Jasta.

I begyndelsen af karrieren, langt inde i den eller lige pludselig ved dens afslutning: Tre bands på hver deres stadium var uforløste på hver deres måde på Bornholm.

Newzealænderne brænder ikke alle broer til den tekniske dødsmetal på deres femte album, men de tager dens våben med sig over i den atmosfæriske black metal.

Man skal elske sin black metal uforbeholdent for at give sig i kast med englændernes dogmatiske tilgang til genren. Men deres femte plade giver også en god grund til at gøre det.

Den københavnske sludge-kvartet spiller så sikkert og anonymt på deres andet album, at det kunne være et hvilket som helst band, man hørte.

Med Dave Lombardo som ny trommeslager markerer crossoverbandet et foreløbigt farvel til en verden, der aldrig rigtig har kunnet forstå alle de følelser, der rasede i frontmanden Mike Muirs hoved.

Asphyx’ niende plade er så lidt overraskende, at det i sig selv overrasker, at det så alligevel kan være så godt.

Malmös ceremonimestre får næppe lige så mange haters, som de havde i midten af nullerne, men det er desværre, fordi de er mindre påfaldende nu.

Næverne pumpede i luften, og publikum blev forført af Primordials totalitære metalvision ved bandets første indendørskoncert i Danmark. Men en række faktorer gjorde, at den totale overgivelse udeblev.

Det er en mørk, hedensk seance, man bliver budt ind til hos Eldjudnir, men det er altså lidt svært ikke at komme til at kede sig under den.

Den blotte skønhed er ikke nok til at forsvare den bombast, Russian Circles leverer den med, fordi der ikke er meget mere at hente i musikken.

Dette er en af de bedste plader, du kommer til at høre i år. Selvom den foreløbige afskedsplade fra gendannelsen umiddelbart er under Swans’ standard.

Selvom de kun er på deres anden ep, er det allerede lidt af en no-brainer at forholde sig til en ny Tvivler-plade: Man ved, hvordan det kommer til at lyde, og man ved, at det bliver godt.

Det svenske enmandsband Terra Tenebrosa åbner døren til et sort vanvid, hvor uoverskueligheden og mondæniteten er det egentligt skrækindjagende.

‘Blackhearts’ vil gerne vise, hvor langt nogle mennesker er villige til at gå for black metal. Det store problem med dokumentarfilmen er, at den glemmer det udgangspunkt og misser nogle vigtige spørgsmål.

Efter i årevis at have været en guilty pleasure er emo og poppunk forlængst blevet salonfæhigt. Københavnske Big Mess giver et godt bud på stilen på en debut-lp fuld af teen-angst og ennui.

Efter en komplet omgruppering kommer Rising tættere på at lyde som sig selv, end de hidtil har gjort. Desværre mister de modet og troen på egne evner et sted i processen.

Når Steve Austin og Chris Spencer går sammen i UXO, lyder det fuldstændig, som man kunne forvente: 50/50 Today Is The Day/Unsane. Og mere kan man egentlig ikke ønske sig.

Artillery indledte turnen for 'Penalty by Perception' på Bornholm, og selvom de aldrig er blevet så kæmpestore som nogle af deres samtidige thrash-kolleger, kan de stadig eje en club for en aften.