Dødsmetalisk d-beat som liflig forårsbebuder
Med dansk forsanger, d-beat på råddent dødsmetal og svensk fermentering bidrager Bastard Grave ganske udmærket til forårets komme.
Icon Bearer
Necrotic Ecstasy
Consumed and Forgotten
Nameless Horror
Hunger to Devour
Eternal Decomposition
Vortex of Disgust
En ækel brise
Helsingborg er ikke kun en by overfor Helsingør og Kronborg, samt en af nordens ældste, havde dansken ikke brændt den ned og udsat den for rædsler utallige gange gennem historien. Det er også hjemsted for bandet Bastard Grave der netop nu er aktuelle med det tredje album. En sonisk storm af fordærv og råd der kaster sig over sundet og lifligt spreder død og rædsel i lytterens favør. Ja, selv Holger vipper med foden, nikker anerkendende og hilser stanken velkommen.
Vandrer du ad dødsmetalliske stier er Bastard Grave sandsynligvis ikke helt nye for dig. Debuten ‘What Lies Beyond’ udkom i 2015 og ‘Diorama of Human Suffering’ fra 2019 blev med indlysende grund talt godt op her i Skandinavien samt internationalt. Mange har måske også været heldige at fange bandet på Kill-Town Death Fest i 2019 samt til sidste års udgave af Decay In May hvor de lagde Pumpehuset ned. Det nye anno 2023 består til gengæld i at Bastard Grave nu har danske Tiago Dias i front, en herre vi husker fra Dreich og som udover at være forsanger i Bastard Grave også slår folder i Son Of Seth, Wölfblood og Wokeh.
Hendøende ekstase som lyspunkt
Albumåbneren ‘Sunder the Earth’ starter ud som en væmmelig ofring og slår lynhurtigt over i den for bandet kendetegnende brug af takten d-beat. En dødsmetallisk brug af d-beat som stump vold, der hærgende river alt levende med sig ind i en dødsspiral, kun afbrudt af breaks og kontraster hist og her for skærpelsens skyld. Tiagos vokal er dyb, luftig og rådden, og singleguitarerne bidrager skævt til den nedstemte hygge. Samme uhygge gør sig gældende på ‘Icon Bearer’ der dog byder mere melodi. Hvad der til gengæld er en absolut højdespringer, og et nummer både naboen og mine ører er blevet forulempet med de sidste par uger, er ‘Necrotic Ecstasy’. Et nummer i sønderrivende verdensklasse der både byder på dødsmetal på klassisk svensk facon, en overordnet punket følelse og toplækkert stykke ækelt doom med nedsat hastighed, depressive singleguitars og helt igennem rådden vokal.
Forsanger Tiago Dias mestrer og demonstrerer på fornem vis en kombination af den onde, dybe, brutale vokal med det lysere flænsende og skrigende modstykke. En lækker kombo.
Med færre armbevægelser føles det noget mere dæmpet på ‘Consumed and Forgotten’ hvor det efterfølgende ‘Nameless Horror’ dog lidt a la ‘Necrotic Ecstasy’ både byder på smadder og hærgende chunkyness, men som i sig også har et gloomy stykke brillierende doom med helt igennem ond og tung stemning tilført “eerie” singleguitar og Tiagos mesterlige vokal.
Det er her at Bastard Grave er bedst; kombinationen klassisk død tilsat d-beat og små nederdrægtige doom-stykker som kontrast i det hærgende mørke univers. Lige til at blive glad i låget af.
Pladens sidste tredjedel byder måske ikke på nye udflugter, men lægger sig tungt op ad den foregående massakre med god og chuggende smadder i ‘Eternal Decomposition’, et nummer med uundgåelig medfølgende nakketræning – og albummets titelnummer ‘Vortex of Disgust’ der som sidste skæring roligt og opsummerende pirrer dine rådne sanser med svensk fermentering.
Blændende højdespringere
‘Vortex Of Disgust’ er måske ikke et album, der kommer med på alle lister når året gøres op, men en god og jævn dødsmetal-forestilling med absolutte lyspunkter der vil muntre de fleste genre-inficerede op. Tiago Dias er klart et plus for bandets lyd og pladens rådne og organiske sound er værd at bemærke. Et fint og udmærket album, med blændende højdespringere, perfekt at putte i ørerne og gå foråret i møde med.