Today is the Day lod sig heldigvis ikke påvirke af et metalanalfabetisk festivalpublikum, da de leverede en af festivalens bedste koncerter.
The Cult gav Roskilde et skud tiltrængt rockpersonlighed med stort R, men bandets første Orange-koncert i 25 år var i virkeligheden ikke den store rockkoncert, den burde have været.
Ved at levere en kedeligt pleasende solooptræden, fik Chris Cornell helt sikkert manifesteret sig som en af rockhistoriens store vokalister - der dog desværre er blevet en udtørret musiker.
Baroness udgiver et skuffende og ringe dobbeltalbum, som med sit overload af poppede, banale godnatviser dog bør tale til et bredt publikum.
På deres studiealbum nr. 19 træder Rush den tunge, nysgerrige pedal i bund. Det resulterer i deres bedste album i 30 år.
Ved at ryste den musikalske rockpose beviser Roskilde-aktuelle The Cult at de er still going ufattelig strong, 9 album og 30 år inde i karrieren.
Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson har slået 2 x kompromisløsheder sammen under ét navn, Storm Corrosion. Sammen udgiver de et album, der står i vedkommende disharmoni til sommerens lange lyse nætter.
Steven Wilson leverede autentisk og udfordrende 70’er-prog med moderniseringer for et velbesøgt Amager Bio, der aldrig har lydt bedre. Det siger ikke så lidt.
De var ikke fine nok til årets program på Roskilde Festival, men på deres første udspil i sytten år beviser Saint Vitus, at de er lavet af tungt og evigt vedkommende doom-materiale.
Dark Buddha Rising dyrkede det okkulte og det psykedeliske på samme tid, og det resulterede i en fremragende overraskende koncert.
Med J. Mascis bag tønderne har Witch en stærk profil, men de var alligevel ikke synderligt imponerende på årets Roadburn.
The Obsessed leverede deres første koncert i atten år med en på én gang meget imponerende men også lidt indstuderet nerve.
Farflung har muligvis ikke opfundet den mest originale spacerock, men de har stadigvæk succes med at levere den, ikke mindst live.
Over to aftener spillede Yob to albums i deres fulde længder. Begge aftener står tilbage som tunge pragteksemplarer på den sublime, originale heavykoncert. Her følger begge aftener under én samlet tekst.
OM leverede vibrerende og pulserende stoner-yoga, som forplantede sig til en forrygende koncertoplevelse.
Earth demonstrerede på Loppen, at de har været et skelsættende tungt metalnavn, som man dog er begyndt at savne nye tunge ting fra.
Japanske Church of Misery leverede oplagt, attitudepræget doommetal foran et medrevet og velbesøgt Loppen. Danske Dogmatist leverede suveræn opvarmning.
De venstreorienterede, hidsigt velspillede krabater i Killing Joke udgiver karrierens 14. album med 'MMXII', der, som forventet, er en dyster, apokalyptisk størrelse af forrygende format.
På deres fjerde udspil, 'Fire Make Thunder', gør OSI, som de altid har gjort: de moderniserer prog-musik fra forskellige æraer og tilføjer deres helt eget udtryk.
Den såkaldte supergruppe Flying Colors - med blandt andre Mike Portnoy bag tønderne - serverer belastende og forkyndende pop/rock indenfor pleasende, easy-listening rockrammer.